The Bear

My Morning Jacket

Trommer har aldrig sagt mig synderligt meget. Jeg har altid mest været fokuseret på forsangeren og guitaren. Eller violinen eller klaveret. Sådan var det i hvert fald før jeg hørte dette nummer. For det er først efter at have lyttet til "The Bear", at det er gået op for mig, hvor stor en betydning trommer kan have for et nummer. Og intet nummer før dette har fået mig til at fokusere på trommerne.

My Morning Jacket er et af mine absolutte yndlingsbands, og deres første plade "The Tennessee Fire", hvorpå nummeret her er at finde, ligger i den øverste del af min top over yndlingsplader nogensinde. En stor del af grunden hertil er forsanger Jim James, der synger, ja, vel nærmest guddommeligt. Såsnart hans stemme flyder ud af højtalerne, er jeg ramt. Og jeg er ramt hårdt.

Det første man møder er bum ba dum chi-trommerne, som også er grundrytmen i nummeret. De er tydelige og tunge. Efter kort tid starter Jim James med at synge, og hvor kan han synge! I starten synger han afdæmpet og stille, men meget hurtigt giver han efter for intensiteten og volumen i nummeret. "It's A Bad Idea To Go Down To Pier By Yourself After Dark, Bad Idea 'Cause They're Down On Their Luck And They've Lost Touch With Their Bleeding Hearts". Personen er ved at gøre noget dumt. Han er ved at give sig selv til mørket. Han er ved at give op. Og det er netop det, der er det essentielle i nummeret. Man skal ikke give op. Livet er ens personlige opgave, og man har selv indflydelse på det. Man har et ansvar. "Time Is Near To Go Forward With Whatever Killed Your Spark. There's Still Time For You To Change Your Mind Or Whatever Else You Do". Selvom man har mistet gnisten, er det aldrig for sent at prøve at få den tilbage.

Nummerets sidste minutter er himmelråbende gode. Og det er især her, at jeg fanges af trommerne. Intensiteten er så høj, og der bliver slået så hårdt på trommerne, at jeg får små chok hver eneste gang, de bliver ramt. Sammen med trommerne sender Jim James utrolige mængder kuldegysninger gennem min krop. Jeg bliver nærmest elektrisk. Det er som at stå midt i en voldsom storm uden at have noget at holde fast i. Og det er fantastisk.