Ray LaMontagne
Jeg kan godt lide stille film. Sådan nogle film, hvor der ved første øjekast ikke umiddelbart sker noget. Film der handler om hverdagen, og om de mennesker, der lever i den. Helt almindelige mennesker, der udadtil ser ud som om de har styr på livet, men indeni kæmper en indædt kamp for ikke at bryde sammen. Mennesker, hvis liv ikke synes særligt spændende, men som ved nærmere eftersyn indeholder både tragedier, sorger og glæder. Sådanne film kan jeg bedst lide. De minder mig om menneskeligheden. Det der på een gang gør os skrøbelige og stærke.
En akustisk guitar, der lyder som regndråber i et begyndende tordenvejr. Sådan starter "Empty". Allerede fra nummerets begyndelse kan jeg mærke den blide melankolske stemning, der lægger sig som små grå skyer omkring mig. Den passer perfekt til mit humør.
She lifts her skirt up to her knees. Walks through the garden rows with her bare feet, laughing.
I never learned to count my blessings, I choose instead to dwell in my disasters.
I walk on down the hill through the grass grown tall and brown. And still it's hard somehow to let go of my pain. Will I always feel this way? So empty, so estranged .
Teksten er små malerier, små billeder, som jeg ser tydeligt for mig. Som en film. Pigen med det udslåede hår, der ler. Ham der går bagved. Han smiler, men kun et lille smil. Et af dem, hvor man smiler, mens man samtidigt kæmper for at holde lavaen fra vulkanen i maven nede.
Well, I looked my demons in the eyes. Laid bare my chest said: Do your best destroy me. See I've been to hell and back so many times, I must admit you kinda bore me. There's a lot of things that can kill a man. There's a lot of ways to die. Yes, and some already dead and walk beside me. There's a lot of things I don't understand. Why so many people lie. Well, it's the hurt I hide that fuels the fire inside me.
Der er to elementer i nummeret, der for mig gør det til et mesterværk. For det første er der teksten, som er så blid, så smuk, så ærlig. Det er en fortælling om den stille kamp, der udspiller sig inde i mennesket, der på ydersiden burde være lykkelig med kærligheden smilende ved sin side. For det andet er der melodien, som på mange måder virker underspillet, og er så enkel og ligetil. En akustisk guitar, der spiller det samme igen og igen, og et par violiner der indimellem dukker op og skaber melodien.
Sangens slutning er åben. Det kan gå begge veje. For mig er slutningen ikke vigtig. Det, der betyder noget, er beskrivelsen af følelserne, af stemningen. Det er en reflektion og en følelse, som rammer mig, og jeg kan godt lide at spille nummerets film i mit hovede igen og igen.
October 21, 2008
June 28, 2008
Open Heart Zoo
Martin Grech
Jeg kan godt lide den titel. Open Heart Zoo. Zoologisk hjerte. Det er et billede. Jeg forestiller mig, at der er mennesker, der tramper og maser for at se det røde og endnu bankende hjerte, der ligger blottet i det åbne bryst. Mennesker der skubber og glor og peger på den film hjertet viser. Mennesker der bliver sure, fordi de ikke kan se hjertet, mennesker der råber buh eller griner af de ting, hjertet viser, mennesker der kaster ting på hjertet. Mennesker der ikke forstår, hvad det hele i virkeligheden handler om. Mennesker, primitive mennesker. Og hjertet det ligger og kæmper for at forblive rødt. Det prøver at banke videre, men det ved ikke længere, hvad det banker for.
Musikken starter som begyndelsen på en uhyggelig film. Sitrende og nervøse toner der bliver højere og højere, ligesom skridt fra en person der bliver forfulgt - hurtigere og hurtigere indtil de til sidst bliver stoppet bagfra. Og så...Stilhed.
Et klaver begynder at spille akkompagneret af en afbrudt nynnen, der lyder som hvinende spøgelser, der prøver at lokke. Martin Grech begynder at synge. Han synger med en skinger og castrato lignende stemme. Den er høj og har en nærmest psykotisk klang. Men der er også skønhed over den. Den virker ærlig og afklaret, men samtidig umådelig trist og fortabt.
See in through both sides
wants more to life
know your limits boy
once more too high
Netop som man tror, at sangen skal til at ændre sig, blive lys og håbefuld, intensiveres den depressive stemning. Det lyder som om, Martin Grech prøver at slippe fri fra de mørke følelser, fra spøgelserne. Men han har ikke mere luft og udbryder et gisp så voldsomt, at jeg selv kommer til at gispe. Store tunge maskinelle trommer tromler ned over ham og mig, mens spøgelserne med deres skrigende og gennemsigtige stemmer svæver omkring og fejrer, at de har vundet. Martin Grech er fanget i deres sorte tomme verden. Han har overgivet sig, givet op, tabt. Ligesom hjertet i billedet, der nu er blevet sort og er holdt op med at banke.
Jeg kan godt lide den titel. Open Heart Zoo. Zoologisk hjerte. Det er et billede. Jeg forestiller mig, at der er mennesker, der tramper og maser for at se det røde og endnu bankende hjerte, der ligger blottet i det åbne bryst. Mennesker der skubber og glor og peger på den film hjertet viser. Mennesker der bliver sure, fordi de ikke kan se hjertet, mennesker der råber buh eller griner af de ting, hjertet viser, mennesker der kaster ting på hjertet. Mennesker der ikke forstår, hvad det hele i virkeligheden handler om. Mennesker, primitive mennesker. Og hjertet det ligger og kæmper for at forblive rødt. Det prøver at banke videre, men det ved ikke længere, hvad det banker for.
Musikken starter som begyndelsen på en uhyggelig film. Sitrende og nervøse toner der bliver højere og højere, ligesom skridt fra en person der bliver forfulgt - hurtigere og hurtigere indtil de til sidst bliver stoppet bagfra. Og så...Stilhed.
Et klaver begynder at spille akkompagneret af en afbrudt nynnen, der lyder som hvinende spøgelser, der prøver at lokke. Martin Grech begynder at synge. Han synger med en skinger og castrato lignende stemme. Den er høj og har en nærmest psykotisk klang. Men der er også skønhed over den. Den virker ærlig og afklaret, men samtidig umådelig trist og fortabt.
See in through both sides
wants more to life
know your limits boy
once more too high
Netop som man tror, at sangen skal til at ændre sig, blive lys og håbefuld, intensiveres den depressive stemning. Det lyder som om, Martin Grech prøver at slippe fri fra de mørke følelser, fra spøgelserne. Men han har ikke mere luft og udbryder et gisp så voldsomt, at jeg selv kommer til at gispe. Store tunge maskinelle trommer tromler ned over ham og mig, mens spøgelserne med deres skrigende og gennemsigtige stemmer svæver omkring og fejrer, at de har vundet. Martin Grech er fanget i deres sorte tomme verden. Han har overgivet sig, givet op, tabt. Ligesom hjertet i billedet, der nu er blevet sort og er holdt op med at banke.
March 18, 2008
Young Love
Moto Boy
For mit vedkommende startede dette års forår allerede i januar. Det var nemlig her, at jeg for første gang hørte Young Love. Siden da har jeg hørt den et utal af gange, og hver gang har jeg følt de små karakteristiske jordskælv af glæde i kroppen, som foråret altid giver mig. Når jeg lukkede øjnene, kunne jeg nærmest dufte foråret på trods af, at jeg befandt mig i marts måneds sne og kulde.
Young Love starter med en lille mild og optimistisk melodi på en elektrisk guitar med en svag stortromme i baggrunden. Og så starter svenske Oskar/Moto Boy med at synge. Og åh, hvilken stemme! Den er utrolig, og på alle måder perfekt. Det er sjældent, jeg har hørt en stemme, der kan spænde fra de helt lyse toner til de mørke og stadig have sådan en klar klang. Til releasefesten på pladen i Malmø gik det i særdeleshed op for mig, hvor fantastisk han synger. Rummet var proppet til randen med mennesker, og det eneste Moto Boy havde med sig var sin ensomme elektriske guitar. Alligevel formåede han at synge så selv de bagerste blev ramt, og taget på det nærmeste blev løftet af.
"Young Love, burning a hole in my heart. Young Love burning a hole in my heart. Find me and take me where my love belongs. Burn me. I want it 'cause my love is yours".
Young Love er dette årtis ultimative kærlighedssang. Så er det sagt. Når man hører nummeret fordufter alle ens småproblemer som dug fra en forårsmorgensol. Man føler sig i stedet opløftet og får lyst til at smile og trække på skuldrene over de ting, der før syntes så problematiske og deprimerende, og som nu i stedet virker fjollede.
Young Love handler om den altopslugende kærlighed. Om længslen efter den store kærlighed, de store følelser og ikke at stille sig tilfreds med andet end den. "They asked me: "What do you think you will find"? And I replied: "I don't know but its something devine".
Jo længere man kommer ind i nummeret, jo flere ting kommer der på. Det starter med lidt flere trommer, lidt mere kor, lidt mere intensitet i Moto Boys stemme og lidt mere nynneri. Og særligt nynneriet skal fremhæves. Jeg tror aldrig rigtigt, at nynneri har sagt mig noget andet end, at det måske til tider har været lidt irriterende. Men Moto Boys nynnen er himmelsk at lytte til, og egentligt nok det der gør, at jeg synes, at nummeret er så godt. Gennem nummeret akkompagneres hans nynnen af ham selv. Det minder om den måde Julee Cruise synger kor på sig selv på, og selvom jeg er vild med det, når Julee Cruise gør det, så lyder det endnu mere fantastisk, når Moto Boy gør det.
Hvis jeg skulle vælge en sang, som jeg skulle have med på en øde ø, ville jeg vælge "Young Love". Så ville jeg være sikker på, at jeg altid ville bevare håbet om at blive reddet, og imens ville jeg føle mig glad, let og forventningsfuld.
For mit vedkommende startede dette års forår allerede i januar. Det var nemlig her, at jeg for første gang hørte Young Love. Siden da har jeg hørt den et utal af gange, og hver gang har jeg følt de små karakteristiske jordskælv af glæde i kroppen, som foråret altid giver mig. Når jeg lukkede øjnene, kunne jeg nærmest dufte foråret på trods af, at jeg befandt mig i marts måneds sne og kulde.
Young Love starter med en lille mild og optimistisk melodi på en elektrisk guitar med en svag stortromme i baggrunden. Og så starter svenske Oskar/Moto Boy med at synge. Og åh, hvilken stemme! Den er utrolig, og på alle måder perfekt. Det er sjældent, jeg har hørt en stemme, der kan spænde fra de helt lyse toner til de mørke og stadig have sådan en klar klang. Til releasefesten på pladen i Malmø gik det i særdeleshed op for mig, hvor fantastisk han synger. Rummet var proppet til randen med mennesker, og det eneste Moto Boy havde med sig var sin ensomme elektriske guitar. Alligevel formåede han at synge så selv de bagerste blev ramt, og taget på det nærmeste blev løftet af.
"Young Love, burning a hole in my heart. Young Love burning a hole in my heart. Find me and take me where my love belongs. Burn me. I want it 'cause my love is yours".
Young Love er dette årtis ultimative kærlighedssang. Så er det sagt. Når man hører nummeret fordufter alle ens småproblemer som dug fra en forårsmorgensol. Man føler sig i stedet opløftet og får lyst til at smile og trække på skuldrene over de ting, der før syntes så problematiske og deprimerende, og som nu i stedet virker fjollede.
Young Love handler om den altopslugende kærlighed. Om længslen efter den store kærlighed, de store følelser og ikke at stille sig tilfreds med andet end den. "They asked me: "What do you think you will find"? And I replied: "I don't know but its something devine".
Jo længere man kommer ind i nummeret, jo flere ting kommer der på. Det starter med lidt flere trommer, lidt mere kor, lidt mere intensitet i Moto Boys stemme og lidt mere nynneri. Og særligt nynneriet skal fremhæves. Jeg tror aldrig rigtigt, at nynneri har sagt mig noget andet end, at det måske til tider har været lidt irriterende. Men Moto Boys nynnen er himmelsk at lytte til, og egentligt nok det der gør, at jeg synes, at nummeret er så godt. Gennem nummeret akkompagneres hans nynnen af ham selv. Det minder om den måde Julee Cruise synger kor på sig selv på, og selvom jeg er vild med det, når Julee Cruise gør det, så lyder det endnu mere fantastisk, når Moto Boy gør det.
Hvis jeg skulle vælge en sang, som jeg skulle have med på en øde ø, ville jeg vælge "Young Love". Så ville jeg være sikker på, at jeg altid ville bevare håbet om at blive reddet, og imens ville jeg føle mig glad, let og forventningsfuld.
Subscribe to:
Posts (Atom)
