Sam Cooke
Noget af det der fascinerer mig mest ved musikken i tresserne er at den, udover at begynde at spænde vidt genremæssigt, også ofte er fuld af håb for fremtiden og nærmest bobler af liv og glæde over alle de forandringer, der ulmer under overfladen, og som lige om lidt bliver en realitet. Men før enhver forandring ligger der en kamp. Nogle gange er den nemt og hurtigt vundet, andre gange tager det længere tid. Nummeret her er kulminationen på en svær og voldsom kamp gennem mange, mange år og generationer, og som ikke engang nu, hvor vi har fået en sort præsident og skriver 2010, kan siges at være helt ovre. Men der er heldigvis sket meget siden Sam Cooke skrev sit nummer midt i krydsilden i de sortes borgerrettighedskamp i 1964.
"A Change is Gonna Come" er en protestsang, der er skrevet som et direkte svar på Bob Dylans protestsang "Blowin' in the Wind" i 1963. Sam Cooke blev rørt af nummeret og spillede det selv til koncerter, men var efter sigende også forundret over, at en hvid mands sang om borgerettighedskamp og racisme kunne blive et kæmpe hit. Og fordi man i 1960'erne stadig ikke kunne sige, hvad man ville, når man var sort, blev Sam Cookes protestsang helt anderledes i sin udformning end Bob Dylans.
For hvor Bob Dylan med sin ikke særligt smukke stemme og kun akkompagneret af sin akustiske guitar og harmonika, nærmerst råber sin tekst i hovedet på tilhørerne, må Sam Cooke camouflere sin tekst i musikken. I den meget, meget smukke musik, vel at mærke. En musik der med sine pragtfulde strygere, dramatiske trompeter og store kontrabas trækker tråde til både det klassiske univers og blues og soul på een gang. Sam Cookes stemme er prikken over i'et, og tilføjer sangen endnu mere dybde og ikke uvæsentligt: Håb. Og det er håbet, der bærer dette nummer. Bag håbet gemmer der sig dog en lang og personlig kamp for Sam Cooke. Ikke kun i forbindelse med det at være sort og kæmpe for sine rettigheder, men også på et helt andet plan. Nogle måneder før han skrev "A Change is Gonna Come" mistede han sin 18 måneder gamle søn i en drukneulykke, og den smerte hører jeg også tydeligt i nummeret.
Paradoksalt nok blev Sam Cooke myrdet få måneder efter, han udgav dette nummer. Han blev skudt på et hotel. Det er næsten ikke til at bære, eller til at forstå, for nummeret rummer så meget håb og lys forude, at det er et kæmpe antiklimaks og lidt som at blive revet flere skridt tilbage igen. Men samtidig er sangen et pragteksempel på netop det, musik kan, når den virkelig lykkes og træder ud af sig selv. Den kan fortælle en historie, som kan røre og bevæge, og som lever videre og deler ud af det håb og det lys, som i dette tilfælde, Sam Cooke aldrig selv nåede at se transformationen af.
"A Change is Gonna Come" blev efter Sam Cookes død brugt som hymne for de sortes kamp om borgerrettigheder.
I was born by the river in a little tent
And just like the river, I've been running ever since
It's been a long time coming
But I know a change is gonna come, oh yes it will.
It's been too hard living, but I'm afraid to die
Cos I don't know what's out there beyond the sky
It's been a long, a long time coming
But I know a change is gonna come, oh yes it will.
I go to the movies and I go downtown
Somebody keep telling me, don't hang around
It's been a long, a long time coming
But I know a change is gonna come, oh yes it will.
And then I go to my brother
And I say brother help me, please
And he just winds up knockin' me
Back down on my knees.
There were times when I thought I couldn't last for long
But now I think I'm able to carry on
It's been a long, been a long time coming
But I know a change is gonna come, oh yes it will.
January 31, 2010
January 25, 2010
A Lady of a Certain Age
Divine Comedy
Jeg har gennem længere tid (ja, faktisk siden, jeg begyndte at skrive denne blog) forsøgt at pejle mig ind på lige præcist hvilket Divine Comedy-nummer, jeg vil skrive om herinde. Men eftersom der nu er gået et par år, og jeg stadig ikke er blevet klogere, springer jeg bare ud i det og vælger det nummer, der passer til mit humør ligenu på denne dag i dette øjeblik. Det er nemlig sådan med Neil Hannon, som jo er manden bag Divine Comedy, at han har lavet sange til stort set enhver lejlighed. Havde det nu for eksempel været maj måned med solen skinnende fra en skyfri himmel, og jeg følte mig glad og forårsagtig, ville jeg helt sikkert skrive om "Perfect Lovesong" eller måske "Everybody Knows (Except You)". Hvis jeg var meget ked af det, som da jeg mistede min dejlige og højt elskede kat, ville jeg skrive om "The Dogs and The Horses", og hvis jeg var heartbroken, ville jeg skrive om "I Was Born With A Broken Heart" eller "The Certainty of a Chance". Var jeg blot melankolsk og øm i hjertet, ville jeg skrive om "Timewatching" eller "Life On Earth". Og jeg kunne blive ved. Men i dag vil jeg skrive om en anden type sang, som Neil Hannon mestrer til perfektion, og som jeg egentlig har lidt svært ved at placere i en bestemt kategori. Men den rammer præcist dét, som, Neil Hannon er allerbedst til; nemlig at fortælle en historie, der på kun 5.48 min. viser den fineste lille film for mit indre øje, og som andre måske skulle bruge en spillefilm eller en tyk roman på at skildre.
Sangen rummer masser af tristesse og melankoli, og det er sørgeligt smukt. Jeg har svært ved at beskrive den stemning, jeg kommer i, når jeg lytter til den, men den gør mig nok lidt småfilosofisk. Jeg kommer i hvert fald til at tænke på alle vores skæbner. At hver enkelt af os lever livet efter bedste evne, men at vi ofte bliver låst fast i bestemte mønstre, og har svært ved at bryde ud af vores vaner og handlemåder. Jeg kan nogle gange betragte mig selv udefra, når jeg f.eks. er til fest, og det er mig ubegribeligt, at jeg hver eneste gang fryser fast i en bestemt rolle, og selvom jeg virkelig prøver, lykkes det mig sjældent at bryde fri og bare være mig selv. Og jo ældre jeg bliver, jo mere forstår jeg, at nogle ting bare ikke er så ligetil. Jeg kommer også til at tænke på den serie på DR2, der handlede om mennesker, der døde alene, og som prøvede at skildre hvilke mennesker, de havde været og hvilke liv, de havde levet. Der kom kun få eller slet ingen til deres begravelser. Kvinden i dette nummer, kunne godt være en af dem.
Musikken til sangen er egentlig ikke så trist endda, men decideret at skrive, at den er happy go lucky er nok at tage munden for fuld. Det er svært at sætte fingeren på, hvad der lige gør det; om det er den milde guitar, de sydlandsk-inspirerede trommer eller de lette violiner, der giver antydningen af, at der gemmer sig noget bag, ved jeg ikke helt. Men jeg ser tydeligt den ældre, alkoholiserede kvinde med lidt for meget make-up, der længselsfuldt og med et blik af fortid i øjenene, fortæller sin historie til tilfældige mennesker i den bar, hun sidder i. Hun er kendt af de lokale, og når de kigger på hende og hører hendes historie for Gud ved hvilken gang, er deres blikke fyldt med sørgmodighed og ømhed. Det gør lidt ondt i hjertet på dem, og det minder dem om, at de selv skal nyde livet og få det bedste ud af det.
The Divine Comedy udgiver ny plade i år.
Back in the day you had been part of the smart set
You'd holidayed with kings, dined out with starlets
From London to New York, Cap Ferrat to Capri
In perfume by Chanel and clothes by Givenchy
You sipped camparis with David and Peter
At Noel's parties by Lake Geneva
Scaling the dizzy heights of high society
Armed only with a cheque-book and a family tree
You chased the sun around the Cote d'Azur
Until the light of youth became obscured
And left you on your own and in the shade
An English lady of a certain age
And if a nice young man would buy you a drink
You'd say with a conspiratorial wink
"You wouldn't think that I was seventy"
And he'd say,"no, you couldn't be!"
You had to marry someone very very rich
So that you might be kept in the style to which
You had all of your life been accustomed to
But that the socialists had taxed away from you
You gave him children, a girl and a boy
To keep your sanity a nanny was employed
And when the time came they were sent away
Well that was simply what you did in those days
You chased the sun around the Cote d'Azur
Until the light of youth became obscured
And left you on your own and in the shade
An English lady of a certain age
And if a nice young man would buy you a drink
You'd say with a conspiratorial wink
"You wouldn't think that I was sixty three"
And he'd say,"no, you couldn't be!
Your son's in stocks and bonds and lives back in Surrey
Flies down once in a while and leaves in a hurry
Your daughter never finished her finishing school
Married a strange young man of whom you don't approve
Your husband's hollow heart gave out one Christmas Day
He left the villa to his mistress in Marseilles
And so you come here to escape your little flat
Hoping someone will fill your glass and let you chat about how
You chased the sun around the Cote d'Azur
Until the light of youth became obscured
And left you all alone and in the shade
An English lady of a certain age
And if a nice young man would buy you a drink
You'd say with a conspiratorial wink
"You wouldn't think that I was fifty three"
And he'd say,"no, you couldn't be!
Jeg har gennem længere tid (ja, faktisk siden, jeg begyndte at skrive denne blog) forsøgt at pejle mig ind på lige præcist hvilket Divine Comedy-nummer, jeg vil skrive om herinde. Men eftersom der nu er gået et par år, og jeg stadig ikke er blevet klogere, springer jeg bare ud i det og vælger det nummer, der passer til mit humør ligenu på denne dag i dette øjeblik. Det er nemlig sådan med Neil Hannon, som jo er manden bag Divine Comedy, at han har lavet sange til stort set enhver lejlighed. Havde det nu for eksempel været maj måned med solen skinnende fra en skyfri himmel, og jeg følte mig glad og forårsagtig, ville jeg helt sikkert skrive om "Perfect Lovesong" eller måske "Everybody Knows (Except You)". Hvis jeg var meget ked af det, som da jeg mistede min dejlige og højt elskede kat, ville jeg skrive om "The Dogs and The Horses", og hvis jeg var heartbroken, ville jeg skrive om "I Was Born With A Broken Heart" eller "The Certainty of a Chance". Var jeg blot melankolsk og øm i hjertet, ville jeg skrive om "Timewatching" eller "Life On Earth". Og jeg kunne blive ved. Men i dag vil jeg skrive om en anden type sang, som Neil Hannon mestrer til perfektion, og som jeg egentlig har lidt svært ved at placere i en bestemt kategori. Men den rammer præcist dét, som, Neil Hannon er allerbedst til; nemlig at fortælle en historie, der på kun 5.48 min. viser den fineste lille film for mit indre øje, og som andre måske skulle bruge en spillefilm eller en tyk roman på at skildre.
Sangen rummer masser af tristesse og melankoli, og det er sørgeligt smukt. Jeg har svært ved at beskrive den stemning, jeg kommer i, når jeg lytter til den, men den gør mig nok lidt småfilosofisk. Jeg kommer i hvert fald til at tænke på alle vores skæbner. At hver enkelt af os lever livet efter bedste evne, men at vi ofte bliver låst fast i bestemte mønstre, og har svært ved at bryde ud af vores vaner og handlemåder. Jeg kan nogle gange betragte mig selv udefra, når jeg f.eks. er til fest, og det er mig ubegribeligt, at jeg hver eneste gang fryser fast i en bestemt rolle, og selvom jeg virkelig prøver, lykkes det mig sjældent at bryde fri og bare være mig selv. Og jo ældre jeg bliver, jo mere forstår jeg, at nogle ting bare ikke er så ligetil. Jeg kommer også til at tænke på den serie på DR2, der handlede om mennesker, der døde alene, og som prøvede at skildre hvilke mennesker, de havde været og hvilke liv, de havde levet. Der kom kun få eller slet ingen til deres begravelser. Kvinden i dette nummer, kunne godt være en af dem.
Musikken til sangen er egentlig ikke så trist endda, men decideret at skrive, at den er happy go lucky er nok at tage munden for fuld. Det er svært at sætte fingeren på, hvad der lige gør det; om det er den milde guitar, de sydlandsk-inspirerede trommer eller de lette violiner, der giver antydningen af, at der gemmer sig noget bag, ved jeg ikke helt. Men jeg ser tydeligt den ældre, alkoholiserede kvinde med lidt for meget make-up, der længselsfuldt og med et blik af fortid i øjenene, fortæller sin historie til tilfældige mennesker i den bar, hun sidder i. Hun er kendt af de lokale, og når de kigger på hende og hører hendes historie for Gud ved hvilken gang, er deres blikke fyldt med sørgmodighed og ømhed. Det gør lidt ondt i hjertet på dem, og det minder dem om, at de selv skal nyde livet og få det bedste ud af det.
The Divine Comedy udgiver ny plade i år.
Back in the day you had been part of the smart set
You'd holidayed with kings, dined out with starlets
From London to New York, Cap Ferrat to Capri
In perfume by Chanel and clothes by Givenchy
You sipped camparis with David and Peter
At Noel's parties by Lake Geneva
Scaling the dizzy heights of high society
Armed only with a cheque-book and a family tree
You chased the sun around the Cote d'Azur
Until the light of youth became obscured
And left you on your own and in the shade
An English lady of a certain age
And if a nice young man would buy you a drink
You'd say with a conspiratorial wink
"You wouldn't think that I was seventy"
And he'd say,"no, you couldn't be!"
You had to marry someone very very rich
So that you might be kept in the style to which
You had all of your life been accustomed to
But that the socialists had taxed away from you
You gave him children, a girl and a boy
To keep your sanity a nanny was employed
And when the time came they were sent away
Well that was simply what you did in those days
You chased the sun around the Cote d'Azur
Until the light of youth became obscured
And left you on your own and in the shade
An English lady of a certain age
And if a nice young man would buy you a drink
You'd say with a conspiratorial wink
"You wouldn't think that I was sixty three"
And he'd say,"no, you couldn't be!
Your son's in stocks and bonds and lives back in Surrey
Flies down once in a while and leaves in a hurry
Your daughter never finished her finishing school
Married a strange young man of whom you don't approve
Your husband's hollow heart gave out one Christmas Day
He left the villa to his mistress in Marseilles
And so you come here to escape your little flat
Hoping someone will fill your glass and let you chat about how
You chased the sun around the Cote d'Azur
Until the light of youth became obscured
And left you all alone and in the shade
An English lady of a certain age
And if a nice young man would buy you a drink
You'd say with a conspiratorial wink
"You wouldn't think that I was fifty three"
And he'd say,"no, you couldn't be!
January 13, 2010
Why Do You Cry My Love?
Barry Ryan
Kaster man et blik hen over titlerne på denne blog, kunne man nemt forledes til at tro, at jeg udelukkende lytter til "riv-i-hjertet"-sange. Det er dog langt fra sandheden. Jeg lytter til rigtigt meget forskelligt - også glad og opløftende musik. Disse sange kan gøre mindst ligeså stort et indtryk på mig, som de stille, mørke sange. Og nu hvor vi er trådt ind i 2010, og jeg har valgt at parkere noget af min mørke bagage tilbage i 2009, vil jeg lægge ud med et af mine mange glade yndlingsnumre fra 60'erne. 1960'erne er i virkeligheden m i t årti*. 60 % af det musik, jeg lytter til stammer fra 60'erne, og det har i de seneste par år haft mærkbar indflydelse på min koncert-frekvens. Der er ligesom ikke rigtigt nogen, der kan leve op til 60'ernes standard.
Barry Ryan er sammen med sin bror, Paul, som skrev sangene, en af mine absolutte favoritter fra 60'erne. Han tager mig med storm, og jeg må med røde kinder og fnisende stemme indrømme, at jeg ikke kan undgå at blive blød i knæene, når jeg hører ham synge. Jeg er kort sagt voldsomt begejstret.
Why Do you Cry My Love? stammer fra den meget stærke debutplade "Barry Ryan sings Paul Ryan", og er pågående orkestral-pop med drastiske temposkift i bedste 60'er stil. Der er både dududu, fjolleri og glade fløjt, og det virker forrygende. Barry Ryan er blot 19 år gammel på nummeret her, og jeg er svært imponeret over, at han kan lyde så erfaren, så voksen og så indsigtsfuld. Han indspillede nogle af de første sange som 15-årig, og allerede der lød han enormt voksen og moden.
Tekst-siden er ikke noget at skrive hjem om; det handler om at møde kærligheden, om lyst og om at miste kærligheden igen - dog ikke den altoverskyggende og ødelæggende slags; nærmere den med den optimistiske slutning, hvor man tænker tilbage på det man havde, og i øvrigt er klar til at møde kærligheden på ny.
Nummeret er, ligesom flere af sangene på pladen, et fyrværkeri af en sang, og jeg tør næsten godt give en garanti for en glad dag, hvis man starter med at danse til den om morgenen. Og så er den selvfølgelig must have på playlisten til enhver fest!
(*Jeg har i flere år gået og drømt mig tilbage til 1960'erne på grund af musikken, og har været overbevist om, at det ville have været et perfekt årti for mig. Men nu er jeg i gang med at se "Mad Men", og det er helt tydeligt, at en sart, sart antiryger som mig på ingen måde ville have klaret sig i 1960'erne.)
Kaster man et blik hen over titlerne på denne blog, kunne man nemt forledes til at tro, at jeg udelukkende lytter til "riv-i-hjertet"-sange. Det er dog langt fra sandheden. Jeg lytter til rigtigt meget forskelligt - også glad og opløftende musik. Disse sange kan gøre mindst ligeså stort et indtryk på mig, som de stille, mørke sange. Og nu hvor vi er trådt ind i 2010, og jeg har valgt at parkere noget af min mørke bagage tilbage i 2009, vil jeg lægge ud med et af mine mange glade yndlingsnumre fra 60'erne. 1960'erne er i virkeligheden m i t årti*. 60 % af det musik, jeg lytter til stammer fra 60'erne, og det har i de seneste par år haft mærkbar indflydelse på min koncert-frekvens. Der er ligesom ikke rigtigt nogen, der kan leve op til 60'ernes standard.
Barry Ryan er sammen med sin bror, Paul, som skrev sangene, en af mine absolutte favoritter fra 60'erne. Han tager mig med storm, og jeg må med røde kinder og fnisende stemme indrømme, at jeg ikke kan undgå at blive blød i knæene, når jeg hører ham synge. Jeg er kort sagt voldsomt begejstret.
Why Do you Cry My Love? stammer fra den meget stærke debutplade "Barry Ryan sings Paul Ryan", og er pågående orkestral-pop med drastiske temposkift i bedste 60'er stil. Der er både dududu, fjolleri og glade fløjt, og det virker forrygende. Barry Ryan er blot 19 år gammel på nummeret her, og jeg er svært imponeret over, at han kan lyde så erfaren, så voksen og så indsigtsfuld. Han indspillede nogle af de første sange som 15-årig, og allerede der lød han enormt voksen og moden.
Tekst-siden er ikke noget at skrive hjem om; det handler om at møde kærligheden, om lyst og om at miste kærligheden igen - dog ikke den altoverskyggende og ødelæggende slags; nærmere den med den optimistiske slutning, hvor man tænker tilbage på det man havde, og i øvrigt er klar til at møde kærligheden på ny.
Nummeret er, ligesom flere af sangene på pladen, et fyrværkeri af en sang, og jeg tør næsten godt give en garanti for en glad dag, hvis man starter med at danse til den om morgenen. Og så er den selvfølgelig must have på playlisten til enhver fest!
(*Jeg har i flere år gået og drømt mig tilbage til 1960'erne på grund af musikken, og har været overbevist om, at det ville have været et perfekt årti for mig. Men nu er jeg i gang med at se "Mad Men", og det er helt tydeligt, at en sart, sart antiryger som mig på ingen måde ville have klaret sig i 1960'erne.)
Subscribe to:
Posts (Atom)
