If You Go Away

Scott Walker

"Ne Me Quitte Pas". Sådan hedder sangen på fransk. Den er oprindeligt skrevet af Jacques Brel i 1958, og er sidenhen sunget af mange store sangere og sangerinder. Scott Walker er en af dem, og det er hans version, jeg vil skrive om her.

Der er lavet mange sange om ulykkelig kærlighed; jeg har skrevet om nogle få af dem; "Pain In Any Language" der med sin smerte og desperation ønskede hævn, og "Gloomy Sunday" der med sin sorte melankoli gav op, og sagde farvel til denne verden. "If You Go Away" er anderledes. Den er på een gang erkendende overfor den tabte kærlighed og alligevel håbefuld.

Det første man møder er en akustisk guitar der igen og igen spiller det samme simple og triste stykke af en melodi. Guitaren akkompagneres af violiner, der blidt spiller det samme. ”If You Go Away On This Summerday, Then You Might Aswell Take The Sun Away”. Scott Walker er ved at miste sin kærlighed. Han prøver at få hende til at blive, og synger med en utrolig følelse og indlevelse. Hans stemme smyger sig omkring mig, og er så blød og blid, at jeg nærmest føler, at bliver løftet fra jorden og svæver.

Ved omkvædets start ændrer stemningen i nummeret sig og bliver mere lys. Violinerne går fra de dybe og mørke toner til de lyse og gribes af den nyfundne optimistiske stemning. Lette trommer og en mild harpe kommer til og hjælper solen med at trænge gennem skyerne. Og strålerne rammer Scott Walker: ”But If You Stay, I’ll Make You A Day Like No Day Has Been Or Will Be Again. We’ll Sail The Sun, We’ll Ride On The Rain And Talk To The Trees And Worship The Wind". Han er håbefuld og tror stadig, at han kan overtale hende til at blive. Men så ændrer stemningen sig igen, skyerne kommer tilbage, og himlen bliver mørkere end nogensinde før. Musikken bliver mere dyster og dramatisk, og det samme gør Scott Walker:

"If You Go Away, As I Know You Will, You Must Tell The World To Stop Turning. Turning. 'Til You Return Again, If You Ever Do, For What Good Is Love Without Loving You. Can I Tell You Now As You Turn To Go, I'll Be Dying Slowly 'Til The Next Hello. If You Go Away. If You Go Away. If You Go Away".

Jeg har svært ved at rumme denne sekvens i nummeret. Scott Walker synger med en sjældent hørt erkendelse i stemmen. Hans måde at synge ordene på, får mit blik til at sortne og min verden til at gå i stå. Mit hjerte synker ned i maven, og jeg bliver nødt til at trække vejret dybt for at undgå, at tårerne skal oversvømme mine øjne. Alt i min krop stivner, og det eneste jeg kan, er at føle sorgen i hans stemme.

Slutningen af nummeret er tydeligt præget af, at Scott Walker nu har erkendt, at han ikke længere kan fastholde håbet: ”If You Go Away, As I Know You Must, There’d Be Nothing Left In This World To Trust, Just An Empty Room Full Of Empty Space, Like The Empty Look I See On Your Face”. Et kor af engle støtter ham, mens den sidste snert af håb siver bort fra hans hænder. Han har tabt, og jeg kan se hans triste blik, mens han kigger efter hende gennem vinduet, og sagte konstaterer for sig selv: ”And I’d Have Been The Shadow Of Your Shadow, If You Might Have Kept Me By Your Side”.

”If You Go away” er et vidunderligt nummer. Det gør dybt indtryk på mig, og efterlader spor i mit indre længe efter, at jeg har hørt det. Musikken tager en del af æren for, at nummeret er så enestående, men det er Scott Walker, der gør det helt specielt. Hans stemme er så fuld af patos og ømhed, at man rammes og overvældes og gennemgår smerten med ham. Det er en sjælden oplevelse, der på en gang både er smuk og frygtelig. Ingen af de andre versioner af sangen har denne effekt på mig - selv ikke Jacques Brels egen.

The Black Amnesias

Hope Of The States

Hvis "Gloomy Sunday" var en 'chanson macabre', er dette nummer det i høj grad også. Det er det tætteste man kommer på absolut mørke uden at være rigtig død. Godt nok har "The Black Amnesias" ikke helt samme historie som "Gloomy Sunday", men stemningen som sangen fremkalder, minder om den man rammes af i "Gloomy Sunday". Her blot i en mere koncentreret og stærk form. Med andre ord er dette nummer ikke for skrøbelige sjæle; i hvert fald bør man passe på, at man ikke bliver filtret ind i dens mørke og dystre univers. For selvom det netop er det fantastiske og specielle ved nummeret, er det også det dødbringende.

"The Black Amnesias" et et instrumentalt nummer som indleder Hope Of The States' første plade "The Lost Riots". Allerede fra nummerets første sekunder, som slåes an af en plaget og forstyrret guitar, mærker man stemningen i nummeret. Det er dog især i omkvædet med de støjende og lidende guitarer, den ulykkelige violin og de tunge og triste trommer, at jeg overvældes. Det føles som om alle de mørke følelser jeg nogensinde har følt bliver sluppet fri, og nu hvirvler rundt i min krop, som var de blade i en orkan. Pludselig forstår jeg hvorfor bandets ene guitarist tog sit eget liv under indspilningen af pladen. Det er et ensomt nummer til det ensomme menneske. Det bekræfter alle ens mørke følelser og sorte tanker, og selvom det mest af alt kunne lyde som en forbandelse, så er det også meget smukt. For når det er så sort og dystert, bliver det på en måde også rent og ukompliceret.

Jeg holder mest af at lytte til nummeret, når jeg er udenfor. Inde midt i skoven eller ude ved vandet, hvor naturens elementer forstærker nummerets udtryk. Og det er her, at man skal være ekstra varsom. Jeg bliver i hvert fald stærkt overvældet hver eneste gang. Og selvom jeg indimellem kæmper imod, må jeg overgive mig og lade mig vælte. Der er ikke noget jeg kan gøre. Det er som at svømme i havet og blive trukket ned at understrømmen, og derefter skulle kæmpe for at komme fri af vandets og bølgernes greb. Nogle klarer den, mange gør ikke. Jeg er i hvert fald glad for at nummerets sidste minut river mig ud af min trance med sin forholdsvis umelodiøse larm og voldsomhed. Sluttede nummeret ikke på denne måde, tror jeg, at "The Black Amnesias" ville komme til at ligne "Gloomy Sunday" på mere end blot stemningen.