New Order
Jeg elsker gode historier, og når de bliver kombineret med gode melodier, elsker jeg dem endnu mere. Dette nummer er et godt eksempel herpå. Udover at være en utrolig catchy popsang, som er en yndet favorit, når jeg får lyst til at danse, bærer den også på en hemmelighed. Eller hemmelighed er måske så meget sagt, men den er i hvert fald inspireret af noget der kunne have været en fantastisk hemmelighed. Sådan en hemmelighed, som udover at være en rigtig god historie, også er omgivet af mystik. En hemmelighed der aldrig bliver afsløret fordi den simpelthen ikke kan afsløres. Meningerne er modsatrettede, og der er ingen endegyldige beviser. Det er sådan en sang "1963" er.
Sangen er inspireret af en af konspirationsteorierne omkring mordet på John F. Kennedy. Det var ikke meningen at kuglen skulle have ramt ham; den var tværtimod beregnet til Jackie Kennedy. I følge teorien havde John F. Kennedy nemlig en affære med Marilyn Monroe, men fordi han var katolik, kunne han ikke lade sig skille. "Johnny, Don't Point That Gun At Me". Det er Jackie der synger :" He Told Me To Close My Eyes, My Gift Would Be A Great Surprise, I Saw Tears Were In His Eyes, He Never Meant To Hurt me, Oh God Johnny". Der er dog flere detaljer i sangen, der ikke stemmer overens med virkeligheden, men egentlig betyder det ikke noget. Det der betyder noget er, at det er en fantastisk historie - og den virker. Man digter videre, man opstiller hypoteser, afprøver dem og finder på nye.
Sangen kan dog sagtens stå alene - uden mystikken omkring JFK. For selv når man ser bort fra dette aspekt, er sangen fantastisk. Den beholder sin melankolske og dramatiske stemning " There Was too Many Ways That You Could Kill Someone, Like In A Love Affair, When The Love Has Gone". Og det er netop det der gør at sangen, i mine øjne, bliver helt enestående. På den ene side bærer den på en hemmelighed, og på den anden side er det en universel sang om kærlighedens sidste krampetrækninger inden den fader ud og bliver til noget der engang var.
Jeg finder stadigvæk nye tolkninger på sangen, selvom jeg har lyttet enormt meget til den. Handler den om JFK? Har "Johnny" fundet en anden, og hvorfor vil han så skyde kvinden i sangen? Er det hende, der har fundet en anden? Eller er han nødt til at skyde hende fordi han har begået en forbrydelse og vil skåne hende for følgerne og skammen? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at sangen er gribende og helt utroligt god.
February 15, 2007
February 13, 2007
Song To The Siren
The Czars
Jeg har altid været meget glad for coverversioner. Ofte ender det endda med, at jeg bliver mere glad for coverversionen end for det originale nummer. Det samme er tilfældet her - og med alle de andre fantastiske sange som Czars har fortolket. "Song To The Siren" er oprindeligt skrevet og sunget af Tim Buckley, men det er først med Czars, og i særdeleshed John Grant, at det har givet mening for mig.
Nummeret er langsomt og får tiden til at gå i stå. John Grants stemme er i fokus og akkompagneres kun af enkle toner på klaveret, næsten usynlige trommer og en dvælende og syngende guitar. Når jeg hører sangen, foregår alle mine bevægelser pludselig i slowmotion, og jeg mærker de ydre påvirkninger på min krop ekstra tydeligt. Teksten er utrolig smuk. Den er perfekt. Med få ord fortælles der om, hvordan det er at møde kærlighedens gudinde - og hvor ulykkeligt det kan være.
"O My Heart, O My Heart Shies From The Sorrow". Det gør mit også. John Grants stemme hypnotiserer mig. Den er blid og smuk, og omfavner mig i det blødeste kys. Når han synger lægger der sig et filter rundt om mit hjerte, som beskytter det fra alverdens ondskab og mørke. Og ikke nok med det; jeg kan mærke hvordan det igen bliver rent. Al forurening forsvinder og det blod mit hjerte pumper rundt i kroppen bliver atter rødt. Hvis der findes en himmel og et helvede, så er John Grants stemme himlen. Det er sådan jeg gerne vil forestille mig, at de døde bliver mødt, når deres hjerter har slået det sidste slag.
Jeg har altid været meget glad for coverversioner. Ofte ender det endda med, at jeg bliver mere glad for coverversionen end for det originale nummer. Det samme er tilfældet her - og med alle de andre fantastiske sange som Czars har fortolket. "Song To The Siren" er oprindeligt skrevet og sunget af Tim Buckley, men det er først med Czars, og i særdeleshed John Grant, at det har givet mening for mig.
Nummeret er langsomt og får tiden til at gå i stå. John Grants stemme er i fokus og akkompagneres kun af enkle toner på klaveret, næsten usynlige trommer og en dvælende og syngende guitar. Når jeg hører sangen, foregår alle mine bevægelser pludselig i slowmotion, og jeg mærker de ydre påvirkninger på min krop ekstra tydeligt. Teksten er utrolig smuk. Den er perfekt. Med få ord fortælles der om, hvordan det er at møde kærlighedens gudinde - og hvor ulykkeligt det kan være.
"O My Heart, O My Heart Shies From The Sorrow". Det gør mit også. John Grants stemme hypnotiserer mig. Den er blid og smuk, og omfavner mig i det blødeste kys. Når han synger lægger der sig et filter rundt om mit hjerte, som beskytter det fra alverdens ondskab og mørke. Og ikke nok med det; jeg kan mærke hvordan det igen bliver rent. Al forurening forsvinder og det blod mit hjerte pumper rundt i kroppen bliver atter rødt. Hvis der findes en himmel og et helvede, så er John Grants stemme himlen. Det er sådan jeg gerne vil forestille mig, at de døde bliver mødt, når deres hjerter har slået det sidste slag.
February 9, 2007
Just To Know What You've Been Dreaming
Will Johnson
Will Johnson spiller i flere bands, men det er når han er alene, at han har mig i sin hule hånd. På besynderlig vis formår han med sangen at genskabe følelsen af at være forelsket. Når jeg hører den, oplever jeg sugene i maven fra dengang, jeg mødte min kæreste. Dengang, helt i starten, hvor hjertet indimellem sprang et slag over fordi man slet ikke kunne rumme alle de tusinder af små boblende hjerter, der flød rundt i kroppen og gjorde blodet mere rødt. Jeg bliver overvældet af en lethed og en sjældent set optimisme og håbefuldhed. Jeg glemmer pludselig alle mindreværdskomplekserne og de indre problemer. For en stund løftes byrderne fra mine skuldre, og jeg kan ånde frit. Jeg kan slippe tankerne, og jeg kan føle mig sikker. Jeg kan klare alt, for jeg er elsket af en. Og alt andet er lige meget.
"I Would Tell A Thousand Tales, Just To Know What You've Been thinking. I Would Swim The Seven Seas, Just To Crawl Along Your Beaches". Jeg benægter ikke, at sangen er fyldt med klicheer, men når Will Johnson synger dem, er det ikke patetisk. Man tror på dem, og alt virker helt rigtigt. Han mener det. Hans stemme er så ærlig og ægte, at jeg tror, han kunne bilde mig hvad som helst ind. Jeg ville tro på alt, hvis bare han sang det.
At høre "Just To Know What You've Been Dreaming" er som at træde et skridt ind i sit eget hjerte og genfinde dets rytme. Det er at føle sikkerheden og trygheden, som når man finder sin elskedes blik efter at have flakket rundt alene. Det er at bremse op, og huske det der er rigtigt, og det der er vigtigt i ens liv, og det har jeg brug for indimellem. Det er en pause fra usikkerheden og tanke-infiltrationerne, og det giver mig en indtrængende lyst til at holde om min kæreste og aldrig give slip. Hvis man kunne bo i en sang, ville jeg bo i denne.
Will Johnson spiller i flere bands, men det er når han er alene, at han har mig i sin hule hånd. På besynderlig vis formår han med sangen at genskabe følelsen af at være forelsket. Når jeg hører den, oplever jeg sugene i maven fra dengang, jeg mødte min kæreste. Dengang, helt i starten, hvor hjertet indimellem sprang et slag over fordi man slet ikke kunne rumme alle de tusinder af små boblende hjerter, der flød rundt i kroppen og gjorde blodet mere rødt. Jeg bliver overvældet af en lethed og en sjældent set optimisme og håbefuldhed. Jeg glemmer pludselig alle mindreværdskomplekserne og de indre problemer. For en stund løftes byrderne fra mine skuldre, og jeg kan ånde frit. Jeg kan slippe tankerne, og jeg kan føle mig sikker. Jeg kan klare alt, for jeg er elsket af en. Og alt andet er lige meget.
"I Would Tell A Thousand Tales, Just To Know What You've Been thinking. I Would Swim The Seven Seas, Just To Crawl Along Your Beaches". Jeg benægter ikke, at sangen er fyldt med klicheer, men når Will Johnson synger dem, er det ikke patetisk. Man tror på dem, og alt virker helt rigtigt. Han mener det. Hans stemme er så ærlig og ægte, at jeg tror, han kunne bilde mig hvad som helst ind. Jeg ville tro på alt, hvis bare han sang det.
At høre "Just To Know What You've Been Dreaming" er som at træde et skridt ind i sit eget hjerte og genfinde dets rytme. Det er at føle sikkerheden og trygheden, som når man finder sin elskedes blik efter at have flakket rundt alene. Det er at bremse op, og huske det der er rigtigt, og det der er vigtigt i ens liv, og det har jeg brug for indimellem. Det er en pause fra usikkerheden og tanke-infiltrationerne, og det giver mig en indtrængende lyst til at holde om min kæreste og aldrig give slip. Hvis man kunne bo i en sang, ville jeg bo i denne.
February 5, 2007
Gloomy Sunday
I 2001 skrev jeg en artikel om den sagnomspundne sang Gloomy Sunday. Denne sang rangerer meget højt - måske endda højest - på min lange liste over yndlingssange. Jeg har 65 forskellige versioner af sangen d.d., men der findes sikkert flere. Det der rammer allermest ved Gloomy Sunday er teksten. Jeg har sjældent læst noget så sørgmodigt og hjerteskærende. Men selvom den er sørgelig og næsten ubærlig, er den også omhyllet af en sær lethed. Den er sort som døden, men alligevel er der lys omkring den. Myterne om sangen er med til at gøre den magisk, og derfor endnu mere fortryllende. Der er noget med den sang. Og selvom de sange jeg vil skrive om her, betyder meget for mig, og på hver deres måde er fantastiske, så er der ingen der på samme måde besætter og tryllebinder mig som Gloomy Sunday.
Gloomy Sunday
På en mørk søndag i 1933 havde en ungarsk mand og hans kæreste et skænderi. Skænderiet tog som så mange gange før sit udspring i, at kvinden var vred over, at manden ikke fik sig et ordentligt job, i stedet for at leve i drømmen om en dag at blive en berømt musiker. Døren smækkede, og kvinden forlod sin mand med intentioner om aldrig at vende tilbage - hvilket hun heller ikke gjorde. Hun begik selvmord nogle måneder efter. På denne søndag blev sangen Gloomy Sunday født.
Sådan lyder blot en af historierne om den verdenskendte sang Gloomy Sunday, der senere har fået tilnavnet Selvmordssangen, fordi den efter sigende skulle være skyld i hundredvis af selvmord. Hvad der er sandt, og hvad der er opdigtet i myten om den ungarske sang, er svært at gennemskue, og selvom utallige har forsøgt at udrede sandheden, er der stadig mange ubesvarede spørgsmål. Kendsgerningerne er dog, at Szomorú Vasárnap (på engelsk: Gloomy Sunday) er skrevet af en ungarsk mand ved navn Rezso Seress på en søndag i 1933, fordi hans kæreste var gået fra ham. Ligeledes er det sandt, at han arbejdede som pianist på en stadig eksisterende restaurant kaldet Kispipa i Ungarn, selvom han ironisk nok ikke kunne læse noder, og kun kunne spille klaver med to fingre. En sidste kendsgerning er, at Seress tog sit eget liv i 1968.
Da Seress i sin tid ville udgive Gloomy Sunday, fik han i første omgang afslag, da man mente, at sangen fremtvang ”en fortvivlelse, som ikke ville være til gavn for folket”. Det lykkedes dog senere for Seress at få sangen udgivet, og i løbet af ganske kort tid blev Gloomy Sunday et stort hit i radioerne.
Men…Efter at politiet i Budapest fandt en lokal skomager, der havde begået selvmord, og læste dennes afskedsbrev, blev en større efterforskning sat i gang. I afskedsbrevet stod teksten til Gloomy Sunday nemlig citeret, og det var ikke første gang, at sangen var indblandet i et selvmord. Jo mere politiet undersøgte de lignende tilfælde, jo mere blev de klar over, at sammenhængen mellem Gloomy Sunday og selvmordene ikke var tilfældig. Sangen blev derfor forbudt i Budapest.
Selvom det især var i Ungarn, man mente, at kunne forbinde det ene selvmord efter det andet med Gloomy Sunday (man påstod at over hundrede mennesker begik selvmord på grund af sangen), var det dog ikke kun der, at Gloomy Sunday dukkede op i selvmordssammenhænge. I USA gassede en kvinde sig selv og bad i sit afskedsbrev om at få sangen spillet til sin begravelse. I England klagede nogle naboer over, at den samme sang (Gloomy Sunday) blev spillet uafbrudt i lejligheden ved siden af. Da man brød døren op, fandt man en kvinde, der havde taget en overdosis af sovepiller. I Berlin fandt man en butiksindehaver, der havde hængt sig selv, og for fødderne af hende lå en kopi af sangen. En mand på en restaurant ønskede at høre Gloomy Sunday, og skød sig selv kort efter. Ligeledes blev der rapporteret om flere tilfælde af mænd, der skød sig selv til tonerne af denne melodi. Kvinden der omtales i indledningen, Seress’ kæreste, fandt man død efter, at hun havde indtaget gift. I hånden havde hun teksten til Gloomy Sunday. Selvmordssangen blev herefter forbudt i England og USA, og snart fulgte resten af verden efter.
Som sagt er det tvivlsomt, hvad der er sandt, og hvad der er usandt i myten om Gloomy Sunday, men når alt kommer til alt, lader det til at Seress’ sang rent faktisk har udtrykt og sat ord på en bestemt følelse hos en enorm skare af mennesker - mennesker der på den ene eller den anden måde har følt sig forrådt af livet og kærligheden.
Alligevel er der flere aspekter, der bør tages i betragtning, når man anklager Gloomy Sunday for alene at være skyld i så mange menneskers død - især i Ungarn. For eksempel bør det tages i betragtning, at Ungarn altid har stået højest på listen over selvmord, og at landet led økonomisk krise på det tidspunkt, da sangen udkom. Ligeledes var det i slutningen af 1930’erne at anden verdenskrig brød ud, og dette har vel næppe været med til at mindske antallet af selvmordsforsøg i Ungarn eller noget andet sted.
Men hvad så med selvmordene i de andre lande? Som før nævnt, mente flere, at Gloomy Sunday ”udtrykte noget essentielt ved hjælp af sine simple harmonier”, og at det var en ”chanson macabre”, der fik folk til at føle sig så deprimerede, at de fik lyst til at tage deres liv. Dette er velsagtens en overdrivelse, men for mig hersker der ingen tvivl om, at sangen er meget speciel og udtryksfuld. Gloomy Sunday er først og fremmest en kærlighedssang, en sørgelig kærlighedssang, og en hyppig årsag til selvmord er netop kærligheden. At denne sang har formået at udtrykke så meget for så mange mennesker, er i mine øjne dybt tragisk, men også utrolig smukt.
Det er en realitet, at menneskene i 1930’erne og fremefter tog historierne om Gloomy sunday til sig. Der opstod bestemte ”Gloomy Sunday-klubber” som folk dyrkede i stor stil, Coco Chanel kreerede en collection over emnet, der fik navnet ”Dødskostumerne”, og Sigmund Freud navngav selvmordene ”Der Sonntagsneurose".
Gloomy Sunday har desuden altid været yndet blandt musikere. Billie Holiday indspillede tidligt den version af sangen, som de fleste kender, og siden har et utal af kunstnere indspillet sangen, blandt andre Louis Armstrong, Marianne Faithfull, Lydia Lunch, Sinéad O’Connor, Elvis Costello, Heather Nova, Björk og The Associates (forsanger Billy MacKenzie tog i øvrigt sit eget liv i 1997…)
Selvom ikke alt omkring Gloomy Sunday er sandt, vælger jeg alligevel at tro på, at sangen har haft indflydelse på en masse menneskers liv. At den ligefrem har fået folk til at begå selvmord, fordi de har lyttet til den, er formentlig en skrøne, men der er ingen tvivl om, at sangen har været af stor betydning for mange mennesker. I dag er det naturligt at musik betyder meget for mange mennesker, og vi har flere gange hørt om folk, der har taget deres liv, fordi deres idoler enten er blevet dræbt, eller selv har begået selvmord (jvf. Kurt Cobain).
Hele historien om Gloomy Sunday er et bevis på, at musikken ofte udtrykker det mennesket ikke selv formår at udtrykke, og det må være det højeste en sang kan opnå i denne verden.
Sunday is gloomy
My hours are slumberless
Dearest, the shadows I live with are numberless
Little white flowers will never awaken you
Not where the black coach of sorrow has taken you
Angels have no thoughts of ever returning you
Would they be angry if I thought of joining you?
Gloomy Sunday
Gloomy Sunday
With shadows I spend it all
My heart and I have decided to end it all
Soon there'll be candles and prayers that are said I know
But let them not weep
Let them know that I'm glad to go
Death is no dream
For in death I'm caressing you
With the last breath of my soul I'll be blessing you
Gloomy Sunday
Dreaming, I was only dreaming
I wake and I find you asleep
In the deep of my heart here
Darling I hope
That my dream never haunted you
My heart is telling you
How much I wanted you
Gloomy Sunday
Gloomy Sunday
På en mørk søndag i 1933 havde en ungarsk mand og hans kæreste et skænderi. Skænderiet tog som så mange gange før sit udspring i, at kvinden var vred over, at manden ikke fik sig et ordentligt job, i stedet for at leve i drømmen om en dag at blive en berømt musiker. Døren smækkede, og kvinden forlod sin mand med intentioner om aldrig at vende tilbage - hvilket hun heller ikke gjorde. Hun begik selvmord nogle måneder efter. På denne søndag blev sangen Gloomy Sunday født.
Sådan lyder blot en af historierne om den verdenskendte sang Gloomy Sunday, der senere har fået tilnavnet Selvmordssangen, fordi den efter sigende skulle være skyld i hundredvis af selvmord. Hvad der er sandt, og hvad der er opdigtet i myten om den ungarske sang, er svært at gennemskue, og selvom utallige har forsøgt at udrede sandheden, er der stadig mange ubesvarede spørgsmål. Kendsgerningerne er dog, at Szomorú Vasárnap (på engelsk: Gloomy Sunday) er skrevet af en ungarsk mand ved navn Rezso Seress på en søndag i 1933, fordi hans kæreste var gået fra ham. Ligeledes er det sandt, at han arbejdede som pianist på en stadig eksisterende restaurant kaldet Kispipa i Ungarn, selvom han ironisk nok ikke kunne læse noder, og kun kunne spille klaver med to fingre. En sidste kendsgerning er, at Seress tog sit eget liv i 1968.
Da Seress i sin tid ville udgive Gloomy Sunday, fik han i første omgang afslag, da man mente, at sangen fremtvang ”en fortvivlelse, som ikke ville være til gavn for folket”. Det lykkedes dog senere for Seress at få sangen udgivet, og i løbet af ganske kort tid blev Gloomy Sunday et stort hit i radioerne.
Men…Efter at politiet i Budapest fandt en lokal skomager, der havde begået selvmord, og læste dennes afskedsbrev, blev en større efterforskning sat i gang. I afskedsbrevet stod teksten til Gloomy Sunday nemlig citeret, og det var ikke første gang, at sangen var indblandet i et selvmord. Jo mere politiet undersøgte de lignende tilfælde, jo mere blev de klar over, at sammenhængen mellem Gloomy Sunday og selvmordene ikke var tilfældig. Sangen blev derfor forbudt i Budapest.
Selvom det især var i Ungarn, man mente, at kunne forbinde det ene selvmord efter det andet med Gloomy Sunday (man påstod at over hundrede mennesker begik selvmord på grund af sangen), var det dog ikke kun der, at Gloomy Sunday dukkede op i selvmordssammenhænge. I USA gassede en kvinde sig selv og bad i sit afskedsbrev om at få sangen spillet til sin begravelse. I England klagede nogle naboer over, at den samme sang (Gloomy Sunday) blev spillet uafbrudt i lejligheden ved siden af. Da man brød døren op, fandt man en kvinde, der havde taget en overdosis af sovepiller. I Berlin fandt man en butiksindehaver, der havde hængt sig selv, og for fødderne af hende lå en kopi af sangen. En mand på en restaurant ønskede at høre Gloomy Sunday, og skød sig selv kort efter. Ligeledes blev der rapporteret om flere tilfælde af mænd, der skød sig selv til tonerne af denne melodi. Kvinden der omtales i indledningen, Seress’ kæreste, fandt man død efter, at hun havde indtaget gift. I hånden havde hun teksten til Gloomy Sunday. Selvmordssangen blev herefter forbudt i England og USA, og snart fulgte resten af verden efter.
Som sagt er det tvivlsomt, hvad der er sandt, og hvad der er usandt i myten om Gloomy Sunday, men når alt kommer til alt, lader det til at Seress’ sang rent faktisk har udtrykt og sat ord på en bestemt følelse hos en enorm skare af mennesker - mennesker der på den ene eller den anden måde har følt sig forrådt af livet og kærligheden.
Alligevel er der flere aspekter, der bør tages i betragtning, når man anklager Gloomy Sunday for alene at være skyld i så mange menneskers død - især i Ungarn. For eksempel bør det tages i betragtning, at Ungarn altid har stået højest på listen over selvmord, og at landet led økonomisk krise på det tidspunkt, da sangen udkom. Ligeledes var det i slutningen af 1930’erne at anden verdenskrig brød ud, og dette har vel næppe været med til at mindske antallet af selvmordsforsøg i Ungarn eller noget andet sted.
Men hvad så med selvmordene i de andre lande? Som før nævnt, mente flere, at Gloomy Sunday ”udtrykte noget essentielt ved hjælp af sine simple harmonier”, og at det var en ”chanson macabre”, der fik folk til at føle sig så deprimerede, at de fik lyst til at tage deres liv. Dette er velsagtens en overdrivelse, men for mig hersker der ingen tvivl om, at sangen er meget speciel og udtryksfuld. Gloomy Sunday er først og fremmest en kærlighedssang, en sørgelig kærlighedssang, og en hyppig årsag til selvmord er netop kærligheden. At denne sang har formået at udtrykke så meget for så mange mennesker, er i mine øjne dybt tragisk, men også utrolig smukt.
Det er en realitet, at menneskene i 1930’erne og fremefter tog historierne om Gloomy sunday til sig. Der opstod bestemte ”Gloomy Sunday-klubber” som folk dyrkede i stor stil, Coco Chanel kreerede en collection over emnet, der fik navnet ”Dødskostumerne”, og Sigmund Freud navngav selvmordene ”Der Sonntagsneurose".
Gloomy Sunday har desuden altid været yndet blandt musikere. Billie Holiday indspillede tidligt den version af sangen, som de fleste kender, og siden har et utal af kunstnere indspillet sangen, blandt andre Louis Armstrong, Marianne Faithfull, Lydia Lunch, Sinéad O’Connor, Elvis Costello, Heather Nova, Björk og The Associates (forsanger Billy MacKenzie tog i øvrigt sit eget liv i 1997…)
Selvom ikke alt omkring Gloomy Sunday er sandt, vælger jeg alligevel at tro på, at sangen har haft indflydelse på en masse menneskers liv. At den ligefrem har fået folk til at begå selvmord, fordi de har lyttet til den, er formentlig en skrøne, men der er ingen tvivl om, at sangen har været af stor betydning for mange mennesker. I dag er det naturligt at musik betyder meget for mange mennesker, og vi har flere gange hørt om folk, der har taget deres liv, fordi deres idoler enten er blevet dræbt, eller selv har begået selvmord (jvf. Kurt Cobain).
Hele historien om Gloomy Sunday er et bevis på, at musikken ofte udtrykker det mennesket ikke selv formår at udtrykke, og det må være det højeste en sang kan opnå i denne verden.
Sunday is gloomy
My hours are slumberless
Dearest, the shadows I live with are numberless
Little white flowers will never awaken you
Not where the black coach of sorrow has taken you
Angels have no thoughts of ever returning you
Would they be angry if I thought of joining you?
Gloomy Sunday
Gloomy Sunday
With shadows I spend it all
My heart and I have decided to end it all
Soon there'll be candles and prayers that are said I know
But let them not weep
Let them know that I'm glad to go
Death is no dream
For in death I'm caressing you
With the last breath of my soul I'll be blessing you
Gloomy Sunday
Dreaming, I was only dreaming
I wake and I find you asleep
In the deep of my heart here
Darling I hope
That my dream never haunted you
My heart is telling you
How much I wanted you
Gloomy Sunday
February 4, 2007
Pain In Any Language
Jeg har altid lyttet til musik, men jeg er i tvivl om, hvad der var min allerførste yndlingssang. Nogle af mine tydeligste minder er, at jeg sidder på mit brune værelse og lytter til musik. Jeg spoler tilbage på båndoptageren og hører sangene om og om igen. Måske tegner eller skriver jeg, måske sidder jeg bare og kigger ud af vinduet.
Jeg er en der nusser, og jeg er en der gemmer. Jeg har altid skrevet ting og tanker ned; ikke så meget i en dagbog, men mere i form essays, digte, scrapbøger og bånd. Min yndlingsbeskæftigelse da jeg boede hjemme, og i de første år efter jeg var flyttet hjemmefra, var at sidde på mit værelse og sysle med ting i stearinlysets skær til tonerne af mit yndlingsmusik. Nu går jeg ture med musik i ørerne i stedet. Men det er derfor, at jeg er startet på denne blog. Fordi det var så umådeligt rart at sidde og nusse med ting, der betød noget for en, men også fordi jeg tit bliver overvældet af musik. Så meget at jeg indimellem har svært ved at rumme det. Det er den musik, jeg vil skrive om her. Det er de sange, der gør noget ved en, de sange man ikke kan slippe, de sange man altid vender tilbage til. Det er yndlingssangene. Mine yndlingssange.
Billy Mackenzie & Apollo 440: "Pain In Any Language"
Lad det være sagt med det samme; dette er ikke min eneste yndlingssang med Billy Mackenzie. Det er meget få, der kan synge så sjælfuldt og med en så indtrængende stemme, at det kommer til at rive i hjertet. I dette tilfælde river det af længsel, af svigt og af smerte. Når Billy Mackenzie synger gør det ondt. Men det er ikke grimt og forfærdeligt; tværtimod.
"Pain In Any Language" er en 8 minutter og 40 sekunders lang rejse med konstant riven i hjertet. Jeg tager rejsen helt frivilligt og gerne igen og igen. Og det er smukt. Det er så vanvittigt smukt, at det næsten ikke er til at bære. Havde det været en anden end Billy Mackenzie, der sang på nummeret, er jeg ikke sikker på, at det på nogen måde ville have været et så stærkt og et så udtryksfuldt nummer. Det er ham der skaber sangen. Det er ham der gør den fantastisk.
At lytte til "Pain In Any Language" er terror for hjertet. Nogle gange tror jeg, at det ikke kan klare det. Men når jeg først har hørt det een gang, er jeg nødt til at høre det igen. Og igen. Det er sært. Teksten er enkel og nummeret er bygget op af gentagelser, men intensiteten bliver voldsommere og voldsommere. Og Billy Mackenzie bliver mere og mere indtrængende og desperat. "They Won't Love You, Like I Love You", nærmest skriger han, og jeg kan se ham trygle hende om ikke at gå. Han er derude, hvor man ikke ved, hvad man skal gøre. Han er desperat, han vil gøre alt. Men han kan ikke gøre noget. Hun er allerede væk. Og nu gør det ondt; han vil have hævn. "You're Gonna Need Me Like I Need You Right Now".
"Pain In Any Language" slog benene væk under mig første gang jeg hørte det, og det gør det stadig hver eneste gang, jeg hører det i dag. Det er et af de smukkeste og stærkeste numre, jeg nogensinde har lyttet til.
Jeg er en der nusser, og jeg er en der gemmer. Jeg har altid skrevet ting og tanker ned; ikke så meget i en dagbog, men mere i form essays, digte, scrapbøger og bånd. Min yndlingsbeskæftigelse da jeg boede hjemme, og i de første år efter jeg var flyttet hjemmefra, var at sidde på mit værelse og sysle med ting i stearinlysets skær til tonerne af mit yndlingsmusik. Nu går jeg ture med musik i ørerne i stedet. Men det er derfor, at jeg er startet på denne blog. Fordi det var så umådeligt rart at sidde og nusse med ting, der betød noget for en, men også fordi jeg tit bliver overvældet af musik. Så meget at jeg indimellem har svært ved at rumme det. Det er den musik, jeg vil skrive om her. Det er de sange, der gør noget ved en, de sange man ikke kan slippe, de sange man altid vender tilbage til. Det er yndlingssangene. Mine yndlingssange.
Billy Mackenzie & Apollo 440: "Pain In Any Language"
Lad det være sagt med det samme; dette er ikke min eneste yndlingssang med Billy Mackenzie. Det er meget få, der kan synge så sjælfuldt og med en så indtrængende stemme, at det kommer til at rive i hjertet. I dette tilfælde river det af længsel, af svigt og af smerte. Når Billy Mackenzie synger gør det ondt. Men det er ikke grimt og forfærdeligt; tværtimod.
"Pain In Any Language" er en 8 minutter og 40 sekunders lang rejse med konstant riven i hjertet. Jeg tager rejsen helt frivilligt og gerne igen og igen. Og det er smukt. Det er så vanvittigt smukt, at det næsten ikke er til at bære. Havde det været en anden end Billy Mackenzie, der sang på nummeret, er jeg ikke sikker på, at det på nogen måde ville have været et så stærkt og et så udtryksfuldt nummer. Det er ham der skaber sangen. Det er ham der gør den fantastisk.
At lytte til "Pain In Any Language" er terror for hjertet. Nogle gange tror jeg, at det ikke kan klare det. Men når jeg først har hørt det een gang, er jeg nødt til at høre det igen. Og igen. Det er sært. Teksten er enkel og nummeret er bygget op af gentagelser, men intensiteten bliver voldsommere og voldsommere. Og Billy Mackenzie bliver mere og mere indtrængende og desperat. "They Won't Love You, Like I Love You", nærmest skriger han, og jeg kan se ham trygle hende om ikke at gå. Han er derude, hvor man ikke ved, hvad man skal gøre. Han er desperat, han vil gøre alt. Men han kan ikke gøre noget. Hun er allerede væk. Og nu gør det ondt; han vil have hævn. "You're Gonna Need Me Like I Need You Right Now".
"Pain In Any Language" slog benene væk under mig første gang jeg hørte det, og det gør det stadig hver eneste gang, jeg hører det i dag. Det er et af de smukkeste og stærkeste numre, jeg nogensinde har lyttet til.
Subscribe to:
Posts (Atom)
