Open Heart Zoo

Martin Grech

Jeg kan godt lide den titel. Open Heart Zoo. Zoologisk hjerte. Det er et billede. Jeg forestiller mig, at der er mennesker, der tramper og maser for at se det røde og endnu bankende hjerte, der ligger blottet i det åbne bryst. Mennesker der skubber og glor og peger på den film hjertet viser. Mennesker der bliver sure, fordi de ikke kan se hjertet, mennesker der råber buh eller griner af de ting, hjertet viser, mennesker der kaster ting på hjertet. Mennesker der ikke forstår, hvad det hele i virkeligheden handler om. Mennesker, primitive mennesker. Og hjertet det ligger og kæmper for at forblive rødt. Det prøver at banke videre, men det ved ikke længere, hvad det banker for.

Musikken starter som begyndelsen på en uhyggelig film. Sitrende og nervøse toner der bliver højere og højere, ligesom skridt fra en person der bliver forfulgt - hurtigere og hurtigere indtil de til sidst bliver stoppet bagfra. Og så...Stilhed.

Et klaver begynder at spille akkompagneret af en afbrudt nynnen, der lyder som hvinende spøgelser, der prøver at lokke. Martin Grech begynder at synge. Han synger med en skinger og castrato lignende stemme. Den er høj og har en nærmest psykotisk klang. Men der er også skønhed over den. Den virker ærlig og afklaret, men samtidig umådelig trist og fortabt.

See in through both sides
wants more to life
know your limits boy
once more too high

Netop som man tror, at sangen skal til at ændre sig, blive lys og håbefuld, intensiveres den depressive stemning. Det lyder som om, Martin Grech prøver at slippe fri fra de mørke følelser, fra spøgelserne. Men han har ikke mere luft og udbryder et gisp så voldsomt, at jeg selv kommer til at gispe. Store tunge maskinelle trommer tromler ned over ham og mig, mens spøgelserne med deres skrigende og gennemsigtige stemmer svæver omkring og fejrer, at de har vundet. Martin Grech er fanget i deres sorte tomme verden. Han har overgivet sig, givet op, tabt. Ligesom hjertet i billedet, der nu er blevet sort og er holdt op med at banke.