Dondante

My Morning Jacket

Hvis jeg havde et princip om kun at skrive om et nummer pr. kunstner, så dør det nu. Jeg er nødt til at skrive om dette nummer. For nogle gange har jeg brug for en sang, der hjælper mig med at hvæse. En sang der hjælper med at give afløb for de indestængte følelser og tanker, der forurener min krop og stopper blodårerne til. En sang der renser ud, og som giver mig lov til at skrige lidt af verden. Og det gør "Dondante". Den hjælper mig med at hvæsse mine kløer, og med at skylle de torne ud, der flyder gennem mit hjerte og mine blodbaner.

Nummeret starter ganske stille. En enkelt guitar skubber sangen i gang med en usikker melodi. En stortromme i stakato-agtig rytme følger, og overtager efter at guitaren har givet op. Det lyder som en vejrtrækning, hvor man ikke kan trække vejret helt i bund. Som om der er nogen, der presser på ens bryst.

In A Dream I Saw You Walking. Like A Kid Alive And Talking. That Was You. In The Classroom You Were Teaching. On The Streets You Were Policing. That Was You. To The One I Now Know Most, I Will Tell Them Of Your Ghost Like A Thing That Never, Ever Was.

In A Dream I Saw You Walking. With Your Friends Alive And Talking. That Was You. Well, I Saw It In Your Movement And Even Though You Never Knew It. Well, I Knew, Just How Sweet It Could Be, If You'd Never Left These Streets.

Jim James er blevet forladt, og han ser personen i alt og overalt. Hans stemme er lys og ydmyg. Han er tilbageholden og indadvendt, men jo længere man kommer ind i nummeret, jo tydeligere kan man mærke frustrationen og sorgen. Først med guitaren der vender tilbage, og senere med Jim James, der stille og roligt begynder at synge mere og mere i stedet for at fortælle. Han har ondt i hjertet og er såret.

You Had Me Worried, So Worried That This Would Last...
But Now I'm Learning, Learning That This Will Pass...

Det er den sidste fjerdedel af nummeret, der virkelig tænder mig, der sætter ild til mig. Det starter med et lille instrumentalt stykke, hvor guitaren får plads til at udvikle sig. Fra at være lille bitte vokser den sig larmende og stærk for, sammen med trommerne, at eksplodere i et kæmpe bål af susende flammer med Jim James' rå og skrigende stemme brændende indeni. Det føles så stærkt, at jeg nærmest får kvalme. Mine hår rejser sig på hele min krop, jeg kan fysisk mærke blodet brænde under min hud, og hvordan tornene, sorgen og vreden, former sig til en bombe, der eksploderer med det skrig Jim James til sidst får samlet kræfter til. I nummerets sidste minut hjælper de rivende guitarer og tunge trommer med at tvinge flammerne langt væk fra mig for til sidst selv at ebbe ud. Missionen er lykkes. Jeg kan rejse mig og rette ryggen igen. Ligesom Jim James, der ganske vist er såret, men som også har genfundet håbet - eller i hvert fald ved, at han vil komme til det.