Excuse Me While I Break My Own Heart Tonight

Whiskeytown

Til daglig er det ikke noget, jeg tænker over, men når jeg sætter musikken på, mærker jeg det straks: Jeg er ikke ovre min Ryan Adams-forelskelse endnu! Et enkelt ord fra hans mund, og jeg kan mærke forelskelsen blusse op. Men hvad er det i virkeligheden? Hvorfor er jeg vild med manden? Han laver jo åbenlyst ikke længere musik, der er for mig, og vores sidste møde endte med skuffelse og hul i maven. Alligvel skal jeg bare sætte en gammel plade på, og vupti, så er den der. Gammel kærlighed ruster alligevel ikke, åbenbart.

Der findes to versioner af dette nummer, og selvom jeg har hørt begge enormt meget, er det umuligt for mig at beslutte hvilken, jeg bedst kan lide. Alligevel vælger jeg at skrive om versionen fra "Strangers Almanac", fordi den, på trods af teksten, gør mig i utroligt godt humør. Eller godt humør er måske så meget sagt; den giver mig lyst til at drikke mig fuld. Og jeg mener ikke elegant fuld, hvor man sidder pænt på sin stol i baren og behersket styrer alle sine bevægelser. Nej, jeg mener sådan rigtigt beskidt og ucharmerende fuld. Den slags fuldskab, hvor man bliver klistret ind i øl, vælter ned fra stolen og ikke kan komme op igen. Den slags fuldskab, hvor man insisterer på at cykle hjem, selvom man er helt sikker på at vælte, og ligger og skråler sine yndlingssange nede på asfalten med cyklen ovenpå sig. Den slags fuldskab, hvor man vågner næste morgen og har dunrende hovedpine, den største eftertørst i mands minde og mindst et par skrammer og hudafskrabninger fra nattens eskapader. Det er den slags fuldskab, jeg taler om. Og det er sådan et nummer "Excuse Me While I Break My Own Heart Tonight" er.

"Well, Excuse Me If I Break My Own Heart, It Was Mine From The Finish, I Guess It Was Mine From The Start". Ryan Adams melder klart ud. I aften bliver han ulykkelig. Men han græder ikke, og er ikke bedøvet af sorg; i stedet ser han sin skæbne i øjenene...Og drikker smerten væk: "This Situation Keeps Me Drinking Every Goddamn Day And Night". Her er alternativ country, når det er allerbedst. En catchy og uptempo melodi med banjo og steelguitar tilsat en helvedes masse heartbreak. Så kan det næsten ikke blive smukkere.

Og det er jo derfor, at jeg kan lide Ryan Adams. Når han synger, krænger han al sin ensomhed og desperation ud. Hans stemme er hæs og rå, og i numre som dette, får han mig til at smide min kappe med hæmninger og for en stund glemme alt om hverdagens dårlige samvittighed og ansvar. Og nogle gange er det alt, hvad man har brug for. Så Ryan, jeg tilgiver dig (og krydser fingre for, at den kommende plade får mig til at glemme, at du nogensinde svigtede mig). Og lad det så blive weekend!