Ellie Greenwich
Medmindre man har hang til 1960'ernes pigegrupper, er det er nok de færreste der kender Ellie Greenwich. Sammen med sin kompagnon (og mand) Jeff Barry, skrev hun sange for blandt andre en håndfuld af de mest kendte pigegrupper fra den tid heriblandt The Ronettes og Shangri-Las. Det er således hende vi kan takke for "Leader of The Pack", "Be My Baby", "Then He Kissed Me" og mange andre store 60'er-hits. Hun nøjedes dog ikke med at skrive for andre, men prøvede også selv at slå igennem som sangerinde, dog uden det store held. Denne lille perle fra 1965 er blandt mine favoritter fra 60'erne, og jeg har svært ved at forstå, at den ikke blev et ligeså stort hit som nogle af de førnævnte.
You don't know what I've been goin' through,
since the day I laid eyes on you.
And you don't know how hard it is to hide,
all my love, baby, deep inside.
And I'll pray that's the way it's gonna stay,
and day by day I'll just pretend 'cause she's my friend,
and I can't let her know I really love you so.
Won't somebody help me? Help me, please help me.
You don't know what I've been goin' through,
'cause till I die, baby, I'll love you.
And I'll try not to cry when you walk by,
'cause she's just like a sister to me & she
is so in love with you, I don't know what to do.
Won't somebody help me? Help me, I love you.
Jeg bliver generelt ikke så fanget eller ramt af kvindestemmer som af mandestemmer. Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg ikke synes, at kvindestemmer er ligeså nuancerede eller rummer ligeså meget dybde og følelse som mænds stemmer. Man kan ikke høre følelserne ligeså tydeligt, og da det er noget af det, jeg rammes allermest af, er mine yndlingssangere som regel mænd - med et par få undtagelser som f.eks. Cat Power. Men der er noget over Ellie Greenwich på dette nummer. Hendes stemme er ikke specielt smuk, men jeg bliver ramt af den tone, der er i hendes stemme. Det er den samme tone, som jeg også synes, at Dusty Springfield og Danmarks egen Grethe Ingman har. Det er en tristesse; en ulmen som ridser under overfladen, og som bevirker, at man kan mærke hendes hjertesorg. Hun giver sig hen på en måde, som jeg sjældent synes, at kvindelige sangere gør, og det kan jeg godt lide. Samtidig er teksten enkel, men klar i sit budskab. Nogle gange skal der ikke særligt mange ord til for at fortælle en historie, og jeg holder af selv at skabe billederne i mit hoved.
Musikken er på mange måder typisk for 60'ernes soulpop, og sangen her bliver da også kategoriseret som "girl Group", selvom jeg synes den er mere Dusty Springfield, end den er Ronettes.
About Me
- mixtape=love
- Jeg er en der nusser, og jeg er en der gemmer. Jeg har altid skrevet ting og tanker ned; ikke så meget i en dagbog, men mere i form essays, digte, scrapbøger og bånd. Min yndlingsbeskæftigelse da jeg boede hjemme, og i de første år efter jeg var flyttet hjemmefra, var at sidde på mit værelse og sysle med ting i stearinlysets skær til tonerne af mit yndlingsmusik. Nu går jeg ture med musik i ørerne i stedet. Men det er derfor, at jeg er startet på denne blog. Fordi det var så umådeligt rart at sidde og nusse med ting, der betød noget for en, men også fordi jeg tit bliver overvældet af musik. Så meget at jeg indimellem har svært ved at rumme det. Det er den musik, jeg vil skrive om her. Det er de sange, der gør noget ved en, de sange man ikke kan slippe, de sange man altid vender tilbage til. Det er yndlingssangene. Mine yndlingssange.