Syner

Teitur


De fleste sange minder mig om noget. Det gør de sikkert for de fleste. De minder mig enten om et sted jeg var, en følelse jeg havde, en epoke i mit liv eller konkrete oplevelser, jeg havde da jeg hørte musikken. Derfor ser jeg ofte billeder af gamle minder for mit indre øje, når jeg hører musik. Det er både godt og skidt, og det afhænger af mit sinds dagsform, hvad jeg tåle at høre.

"Syner" er et af de numre, hvor jeg præcis husker, hvor jeg var, da jeg hørte nummeret første gang, selvom det efterhånden er en håndfuld år siden. Jeg var ude at gå en tur rundt om Utterslev mose, og var nået ned til motorvejen; der hvor man kan se søerne, fuglene, træerne og ikke mindst Grundtvigs kirke, der troner op i himlen, og som ved synet af den, altid får mig til at føle, at jeg er i Prag og ikke i København. Men lige dér. Lige der var jeg, da jeg første gang hørte Teiturs klare stemme. Jeg husker, at jeg var nødt til at stoppe op. Det var kærlighed ved første lyt. Hans stemme, hans accent, den fantastiske tekst og musikken. Pletskud.

Jeg havde indtil da aldrig hørt et andet nummer med Teitur, og det har jeg stadig ikke. Jeg tør ikke. "Syner" er så rammende, så perfekt og jeg ved, at jeg aldrig kommer til at lytte til et bedre nummer på dansk. Så det er der nummeret er. I sin egen lille æske af perfektionisme. Den har sin egen hylde i mit hjerte, og hver gang jeg pakker den ud og lytter til den, bliver jeg teenage-forelsket i Teiturs blide danske accent og hans glasklare stemme. Men det er ikke Teiturs stemme alene, der gør det for mig, og det er nok også en af grundene til, at jeg ikke har kastet mig over hans plader. For det er teksten, jeg elsker allermest. Den er i virkeligheden så simpel - nogle vil måske ligefrem sige, at den er på grænsen til at være banal. Men jeg synes, at den er enkel og utroligt rammende. Den er konkret, ordene er smukke og velvalgte, og den maler tydelige billeder. Jeg ser det hele. Og jeg føler det også.

Vinden skramler med kviste og grene
natten er sort, jeg er helt alene.
Hotellet er tomt, det er her jeg bor
det syder og bobler af syner og ord.
Jeg ved ikke, hvem det er, jeg skal møde
om det er de levende eller de døde.

Ude i parken står de og kigger
ind gennem vinduet, her hvor jeg ligger.
Er de sluppet ud eller kommer de ind
de skæve fantomer, der fylder mit sind.
Jeg tænder et lys og drikker lidt vand
vejen er spærret til drømmeland.

Jeg pakker mig ind under tæpper og dyner
men intet kan standse de flakkende syner.
De kommer som gæster fra fremmede byer
som udklipsfigurer på drivende skyer.
De fylder hotellet med drømme og minder
om det der skal komme, og det der forsvinder.

Hvor er jeg henne, hvad er det der sker
der er spøgelsesfingre på angstens klaver.
I skyggerne danser fortættede tanker
til lyset der blafrer, og hjertet der banker.
En dag skal det slukkes og hjertet skal standse
hvad skal så blafre, og hvad skal så danse.