Denison Witmer
Jeg er vildt forelsket i december. Jeg elsker at cykle i mørket og kigge på de mange smukke lyskæder, som byen har klædt sig i. Jeg elsker at bruge tid på at finde den rigtige gave - godt beskyttet af min juleplayliste på min Ipod, så jeg ikke mærker folks stress og jag og undgår butikkernes irriterende valg af julemusik. Og når jeg kommer hjem, elsker jeg at sidde i stuen og hygge mig med at pakke gaverne ind, mens julemusikken giver mig den helt rigtige stemning. Eller sådan plejer det i hvert fald at være. For i år må der være nogen, der har glemt at drysse julestøv på mig. Jeg tror, det er første gang.
Lyskæderne er ikke så magiske, som de plejer at være, lysten til at finde de rigtige gaver er erstattet af en mærkelig præstationsangst, og når jeg laver konfekt og chokolade i køkkenet til tonerne af julemappen på Ipod'en, rammer de mig ikke på samme måde, som de plejer.
Denison Witmers nummer er et af de mange yndlingsjulenumre, jeg altid hører i december. Og i år passer sangen perfekt til mit tilsyneladende jule-forladte sind.
Christmas time
In the busyness around that time
I could not lift my head enough to see
The face that I wanted to see
Through the door
Where the packages lie on the floor
Evergreen and incense in the air
There was a year I didn't care
I første vers akkompagneres Denison Witmer af en akustisk guitar, der virker lukket og tilbageholden ligesom Witmer, der synger teksten med en stemme, der absolut er blottet for enhver form for julestemning. Han er ligeglad og trist. Men i omkvædet sker der noget. Den akustiske guitar får pustet liv i sig med hjælp fra enkelte akkorder fra en elektrisk guitar og Dension Witmer får mere styrke i sin stemme.
With my voice I sang this before
That grace would come and sorrow would be no more
With my ears I've heard this before
That grace would come and sorrow would be no more
With my knees bent to the floor
Og det virker. I sidste vers er sangen tilbage til udgangspunktet, men noget er alligevel forandret. For julestemning eller ej; julen kan noget bare ved at være der. Så selvom tristessen ikke når at fordufte helt, så er jeg sikker på, at jeg nok skal mærke varmen fra de mennesker jeg holder af og som holder af mig. Og det er vel i virkeligheden det, det hele handler om.
Christmas day in the stillness that protects this day
String of lights were strung into a tree
String of lights were strung inside of me
I felt at peace and fell asleep
I felt at peace and slept
Her er mit forslag til et julemix med 24 rare julesange (og en afslutning der er enhver julefilm værdig):
Denison Witmer: Christmas Time
My Morning Jacket: I Just Wanted To Say
Jesse Malin: Xmas
Glasvegas: A Snowflake Fell (And It Felt Like A Kiss)
Findlay Brown: Last Christmas
Stina Nordenstam: Soon After Christmas
Neal Casal: Cora Jones
My Morning Jacket: Xmas Curtain
Clearlake: I Wonder If The Snow Will Settle
Juni Järvi: Falling Down Like Snow
Parker & Lily: Snow Day
Tiger Baby: This Cristmas (You're The One I Want To Be With)
All My Friends: No One Should Feel Sad At Christmas Time
Pilate: Fairytale Of New York
Badly Drawn Boy: Donna & Blitzen
Ed Harcourt: In The Bleak Midwinter
Hawksley Workman: A House Or Maybe A Boat
Handsome Family: So Much Wine
Death Cap For Cutie: Christmas (Baby, Please Come Home)
El Perro Del Mar: Oh What A Christmas
Jens Lekman: Run Away With Me
Montt Mardié: I Wish Everyday Could Be Like Christmas
Tori Amos: Have Yourself A Merry Little Christmas
Hawksley Workman: Merry Christmas (I Love You)
December 13, 2009
October 9, 2009
Dondante
My Morning Jacket
Hvis jeg havde et princip om kun at skrive om et nummer pr. kunstner, så dør det nu. Jeg er nødt til at skrive om dette nummer. For nogle gange har jeg brug for en sang, der hjælper mig med at hvæse. En sang der hjælper med at give afløb for de indestængte følelser og tanker, der forurener min krop og stopper blodårerne til. En sang der renser ud, og som giver mig lov til at skrige lidt af verden. Og det gør "Dondante". Den hjælper mig med at hvæsse mine kløer, og med at skylle de torne ud, der flyder gennem mit hjerte og mine blodbaner.
Nummeret starter ganske stille. En enkelt guitar skubber sangen i gang med en usikker melodi. En stortromme i stakato-agtig rytme følger, og overtager efter at guitaren har givet op. Det lyder som en vejrtrækning, hvor man ikke kan trække vejret helt i bund. Som om der er nogen, der presser på ens bryst.
In A Dream I Saw You Walking. Like A Kid Alive And Talking. That Was You. In The Classroom You Were Teaching. On The Streets You Were Policing. That Was You. To The One I Now Know Most, I Will Tell Them Of Your Ghost Like A Thing That Never, Ever Was.
In A Dream I Saw You Walking. With Your Friends Alive And Talking. That Was You. Well, I Saw It In Your Movement And Even Though You Never Knew It. Well, I Knew, Just How Sweet It Could Be, If You'd Never Left These Streets.
Jim James er blevet forladt, og han ser personen i alt og overalt. Hans stemme er lys og ydmyg. Han er tilbageholden og indadvendt, men jo længere man kommer ind i nummeret, jo tydeligere kan man mærke frustrationen og sorgen. Først med guitaren der vender tilbage, og senere med Jim James, der stille og roligt begynder at synge mere og mere i stedet for at fortælle. Han har ondt i hjertet og er såret.
You Had Me Worried, So Worried That This Would Last...
But Now I'm Learning, Learning That This Will Pass...
Det er den sidste fjerdedel af nummeret, der virkelig tænder mig, der sætter ild til mig. Det starter med et lille instrumentalt stykke, hvor guitaren får plads til at udvikle sig. Fra at være lille bitte vokser den sig larmende og stærk for, sammen med trommerne, at eksplodere i et kæmpe bål af susende flammer med Jim James' rå og skrigende stemme brændende indeni. Det føles så stærkt, at jeg nærmest får kvalme. Mine hår rejser sig på hele min krop, jeg kan fysisk mærke blodet brænde under min hud, og hvordan tornene, sorgen og vreden, former sig til en bombe, der eksploderer med det skrig Jim James til sidst får samlet kræfter til. I nummerets sidste minut hjælper de rivende guitarer og tunge trommer med at tvinge flammerne langt væk fra mig for til sidst selv at ebbe ud. Missionen er lykkes. Jeg kan rejse mig og rette ryggen igen. Ligesom Jim James, der ganske vist er såret, men som også har genfundet håbet - eller i hvert fald ved, at han vil komme til det.
Hvis jeg havde et princip om kun at skrive om et nummer pr. kunstner, så dør det nu. Jeg er nødt til at skrive om dette nummer. For nogle gange har jeg brug for en sang, der hjælper mig med at hvæse. En sang der hjælper med at give afløb for de indestængte følelser og tanker, der forurener min krop og stopper blodårerne til. En sang der renser ud, og som giver mig lov til at skrige lidt af verden. Og det gør "Dondante". Den hjælper mig med at hvæsse mine kløer, og med at skylle de torne ud, der flyder gennem mit hjerte og mine blodbaner.
Nummeret starter ganske stille. En enkelt guitar skubber sangen i gang med en usikker melodi. En stortromme i stakato-agtig rytme følger, og overtager efter at guitaren har givet op. Det lyder som en vejrtrækning, hvor man ikke kan trække vejret helt i bund. Som om der er nogen, der presser på ens bryst.
In A Dream I Saw You Walking. Like A Kid Alive And Talking. That Was You. In The Classroom You Were Teaching. On The Streets You Were Policing. That Was You. To The One I Now Know Most, I Will Tell Them Of Your Ghost Like A Thing That Never, Ever Was.
In A Dream I Saw You Walking. With Your Friends Alive And Talking. That Was You. Well, I Saw It In Your Movement And Even Though You Never Knew It. Well, I Knew, Just How Sweet It Could Be, If You'd Never Left These Streets.
Jim James er blevet forladt, og han ser personen i alt og overalt. Hans stemme er lys og ydmyg. Han er tilbageholden og indadvendt, men jo længere man kommer ind i nummeret, jo tydeligere kan man mærke frustrationen og sorgen. Først med guitaren der vender tilbage, og senere med Jim James, der stille og roligt begynder at synge mere og mere i stedet for at fortælle. Han har ondt i hjertet og er såret.
You Had Me Worried, So Worried That This Would Last...
But Now I'm Learning, Learning That This Will Pass...
Det er den sidste fjerdedel af nummeret, der virkelig tænder mig, der sætter ild til mig. Det starter med et lille instrumentalt stykke, hvor guitaren får plads til at udvikle sig. Fra at være lille bitte vokser den sig larmende og stærk for, sammen med trommerne, at eksplodere i et kæmpe bål af susende flammer med Jim James' rå og skrigende stemme brændende indeni. Det føles så stærkt, at jeg nærmest får kvalme. Mine hår rejser sig på hele min krop, jeg kan fysisk mærke blodet brænde under min hud, og hvordan tornene, sorgen og vreden, former sig til en bombe, der eksploderer med det skrig Jim James til sidst får samlet kræfter til. I nummerets sidste minut hjælper de rivende guitarer og tunge trommer med at tvinge flammerne langt væk fra mig for til sidst selv at ebbe ud. Missionen er lykkes. Jeg kan rejse mig og rette ryggen igen. Ligesom Jim James, der ganske vist er såret, men som også har genfundet håbet - eller i hvert fald ved, at han vil komme til det.
September 5, 2009
Syner
Teitur
De fleste sange minder mig om noget. Det gør de sikkert for de fleste. De minder mig enten om et sted jeg var, en følelse jeg havde, en epoke i mit liv eller konkrete oplevelser, jeg havde da jeg hørte musikken. Derfor ser jeg ofte billeder af gamle minder for mit indre øje, når jeg hører musik. Det er både godt og skidt, og det afhænger af mit sinds dagsform, hvad jeg tåle at høre.
"Syner" er et af de numre, hvor jeg præcis husker, hvor jeg var, da jeg hørte nummeret første gang, selvom det efterhånden er en håndfuld år siden. Jeg var ude at gå en tur rundt om Utterslev mose, og var nået ned til motorvejen; der hvor man kan se søerne, fuglene, træerne og ikke mindst Grundtvigs kirke, der troner op i himlen, og som ved synet af den, altid får mig til at føle, at jeg er i Prag og ikke i København. Men lige dér. Lige der var jeg, da jeg første gang hørte Teiturs klare stemme. Jeg husker, at jeg var nødt til at stoppe op. Det var kærlighed ved første lyt. Hans stemme, hans accent, den fantastiske tekst og musikken. Pletskud.
Jeg havde indtil da aldrig hørt et andet nummer med Teitur, og det har jeg stadig ikke. Jeg tør ikke. "Syner" er så rammende, så perfekt og jeg ved, at jeg aldrig kommer til at lytte til et bedre nummer på dansk. Så det er der nummeret er. I sin egen lille æske af perfektionisme. Den har sin egen hylde i mit hjerte, og hver gang jeg pakker den ud og lytter til den, bliver jeg teenage-forelsket i Teiturs blide danske accent og hans glasklare stemme. Men det er ikke Teiturs stemme alene, der gør det for mig, og det er nok også en af grundene til, at jeg ikke har kastet mig over hans plader. For det er teksten, jeg elsker allermest. Den er i virkeligheden så simpel - nogle vil måske ligefrem sige, at den er på grænsen til at være banal. Men jeg synes, at den er enkel og utroligt rammende. Den er konkret, ordene er smukke og velvalgte, og den maler tydelige billeder. Jeg ser det hele. Og jeg føler det også.
Vinden skramler med kviste og grene
natten er sort, jeg er helt alene.
Hotellet er tomt, det er her jeg bor
det syder og bobler af syner og ord.
Jeg ved ikke, hvem det er, jeg skal møde
om det er de levende eller de døde.
Ude i parken står de og kigger
ind gennem vinduet, her hvor jeg ligger.
Er de sluppet ud eller kommer de ind
de skæve fantomer, der fylder mit sind.
Jeg tænder et lys og drikker lidt vand
vejen er spærret til drømmeland.
Jeg pakker mig ind under tæpper og dyner
men intet kan standse de flakkende syner.
De kommer som gæster fra fremmede byer
som udklipsfigurer på drivende skyer.
De fylder hotellet med drømme og minder
om det der skal komme, og det der forsvinder.
Hvor er jeg henne, hvad er det der sker
der er spøgelsesfingre på angstens klaver.
I skyggerne danser fortættede tanker
til lyset der blafrer, og hjertet der banker.
En dag skal det slukkes og hjertet skal standse
hvad skal så blafre, og hvad skal så danse.
De fleste sange minder mig om noget. Det gør de sikkert for de fleste. De minder mig enten om et sted jeg var, en følelse jeg havde, en epoke i mit liv eller konkrete oplevelser, jeg havde da jeg hørte musikken. Derfor ser jeg ofte billeder af gamle minder for mit indre øje, når jeg hører musik. Det er både godt og skidt, og det afhænger af mit sinds dagsform, hvad jeg tåle at høre.
"Syner" er et af de numre, hvor jeg præcis husker, hvor jeg var, da jeg hørte nummeret første gang, selvom det efterhånden er en håndfuld år siden. Jeg var ude at gå en tur rundt om Utterslev mose, og var nået ned til motorvejen; der hvor man kan se søerne, fuglene, træerne og ikke mindst Grundtvigs kirke, der troner op i himlen, og som ved synet af den, altid får mig til at føle, at jeg er i Prag og ikke i København. Men lige dér. Lige der var jeg, da jeg første gang hørte Teiturs klare stemme. Jeg husker, at jeg var nødt til at stoppe op. Det var kærlighed ved første lyt. Hans stemme, hans accent, den fantastiske tekst og musikken. Pletskud.
Jeg havde indtil da aldrig hørt et andet nummer med Teitur, og det har jeg stadig ikke. Jeg tør ikke. "Syner" er så rammende, så perfekt og jeg ved, at jeg aldrig kommer til at lytte til et bedre nummer på dansk. Så det er der nummeret er. I sin egen lille æske af perfektionisme. Den har sin egen hylde i mit hjerte, og hver gang jeg pakker den ud og lytter til den, bliver jeg teenage-forelsket i Teiturs blide danske accent og hans glasklare stemme. Men det er ikke Teiturs stemme alene, der gør det for mig, og det er nok også en af grundene til, at jeg ikke har kastet mig over hans plader. For det er teksten, jeg elsker allermest. Den er i virkeligheden så simpel - nogle vil måske ligefrem sige, at den er på grænsen til at være banal. Men jeg synes, at den er enkel og utroligt rammende. Den er konkret, ordene er smukke og velvalgte, og den maler tydelige billeder. Jeg ser det hele. Og jeg føler det også.
Vinden skramler med kviste og grene
natten er sort, jeg er helt alene.
Hotellet er tomt, det er her jeg bor
det syder og bobler af syner og ord.
Jeg ved ikke, hvem det er, jeg skal møde
om det er de levende eller de døde.
Ude i parken står de og kigger
ind gennem vinduet, her hvor jeg ligger.
Er de sluppet ud eller kommer de ind
de skæve fantomer, der fylder mit sind.
Jeg tænder et lys og drikker lidt vand
vejen er spærret til drømmeland.
Jeg pakker mig ind under tæpper og dyner
men intet kan standse de flakkende syner.
De kommer som gæster fra fremmede byer
som udklipsfigurer på drivende skyer.
De fylder hotellet med drømme og minder
om det der skal komme, og det der forsvinder.
Hvor er jeg henne, hvad er det der sker
der er spøgelsesfingre på angstens klaver.
I skyggerne danser fortættede tanker
til lyset der blafrer, og hjertet der banker.
En dag skal det slukkes og hjertet skal standse
hvad skal så blafre, og hvad skal så danse.
Subscribe to:
Posts (Atom)
