Dolorean
Jeg ved det godt. Der er allerede begyndt at tegne sig et billede af, hvilke sange det især er, der falder i min smag; dødeligt smukke melodier, sort melankoli og hjerteskærende tekster. Så nem er jeg - og dog.
"Traded For Fire" er et af de numre, jeg har lyttet mest til nogensinde. Det er uden tvivl verdens smukkeste nummer... om utroskab. - Og tænk at utroskab kan gøres smukt. Havde jeg ikke hørt dette nummer, ville jeg nægte, at det kunne lade sig gøre. Nummeret har en langsom rytme og er ret monoton. Det er det samme der bliver spillet i en stor del af sangen, men det passer perfekt i denne sammenhæng. Musikken er smuk, men den skal ikke gøre stor væsen af sig. Ikke på et nummer som dette. Men monoton er ikke det samme som anonym - for det er musikken bestemt ikke. Det sørger både klaveret og celloen for.
Teksten er et kapitel for sig. Den er intet mindre end utrolig, og i løbet af nummeret får Alex James sagt nogle vanvittigt smukke ting:"I Gave Her My Death And Stole From Her Life". Alt dette får nummeret til at gå op i en højere enhed, og fordi Alex James synger som han gør, fatter man med det samme sympati for ham, selvom det er ham, der er skurken. Han ved, at det han gør er forkert: "Father Forgive Me, 'Cause I Knew What I Was Doing. I Set A Snare For Myself And Fell Headlong Into ruin.". Han angrer og lider, men han kan ikke handle anderledes, og nu be'r han om at få sin straf, sin nemesis, så han kan holde det ud: "Burn My Lips
With Coals And Burn My Insides".
Alle kender følelsen, ikke kun i forbindelse med utroskab, men i forbindelse med svigt på andre måder. Og vi har jo alle svigtet. Eller er blevet svigtet. På et eller andet tidspunkt. Jeg finder en fantastisk trøst i dette nummer. Det får mig til at føle, at det er okay - at jeg er okay, for jeg er et menneske. Og at være menneske betyder, at man indimellem begår fejl, at man træder forkert. At lytte til nummeret gør ikke fejltrinene mere rigtige, men mine ambitioner om at være et godt menneske får en realistisk karakter og presset på mine skuldre mindskes. For jeg er ikke alene. Jeg er ikke den eneste der træder forkert. Det gør man, når man er menneske.
March 9, 2007
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment