Den 11. august 1999 var jeg i Reims i Frankrig for at overvære den, på det tidspunkt, meget omtalte solformørkelse, som skulle være ekstra tydelig netop der. Efter at have oplevet solformørkelsen, gik jeg rundt i champagnebyen og fandt en lille og meget hyggelig musikbutik. Idet jeg trådte ind i butikken, blev jeg mødt af en musik og en stemme, som uden varsel sendte pile af sted med direkte retning mod mit hjerte. Jeg var tryllebundet. Fuld af forventning spurgte jeg ekspedienten, hvad det var, og sagde, at jeg ville købe det. Desværre måtte jeg gå tomhændet derfra fordi pladen endnu ikke var udkommet. Hjemme i Danmark tog jeg med det samme i Moby Disc, og fik dem, ikke uden besvær, til at bestille pladen hjem til mig, og jeg ventede med længsel til måneden efter, hvor "Showbiz" endelig udkom.
Jeg lyttede nærmest ikke til andre plader end "Showbiz" det næste år. Mens jeg skriver dette, mindes jeg tydeligt, hvor meget den plade betød for mig, og hvor stort og epokegørende, jeg følte, det var for mig. Jeg købte alle singler og var super hooked. Men på en eller anden måde ebbede min fascination og forelskelse ud i takt med de efterfølgende plader. Og det er først nu, med deres femte album, at det jeg faldt så voldsomt for dengang i butikken i Reims, nu igen står så klokkeklart for mig; især med disse tre små symfoniske mesterværker. For med numrene her, hvor Matthew Bellamy smyger sig ind i en verden af klassiske toner, rammer han præcist det, som jeg har længtes efter. Det er lidt på samme måde, som når Askepot prøver glasskoen og den passer perfekt. Matchet mellem Matt og den klassiske verden er virkelig perfekt, og det er nok bare det, jeg har ventet på siden deres første plade. Det er en kæmpe forløsning.
Den tredelte symfoni fortæller historien om verden, om hvordan menneskene forlader en dommedagstruet jord og begynder et nyt liv på en anden planet. Den første symfoni handler om der, hvor menneskene modløst og opgivende accepterer at dommedagen er kommet. De stiller spørgsmålstegn ved hvem de er, hvorfor de er, og hvor de kommer fra.
Aping my soul. You stole my overture. Trapped in God's program. Oh, I can't escape. Who are we? Where are we? When are we? Why are we? Who are we? Where are we?
Why Why Why?
Musikken i denne del er fantastisk smuk, og det er nok her, jeg rammes mest. Det første man hører er de syngende violiner, der mest af alt får mig til at tænke på et smukt blåt hav i solskin. Men efterhånden kommer der mere dystre toner til, og noget begynder at ulme i havet. Der kommer bølger, og når Matt begynder at synge, skifter vejret. Solen går væk og trommerne danner skyer, der bliver mere og mere grå. En elektrisk guitar kommer til og sender lyn fra himlen ned over det nu mørke og bølgende hav.
Anden symfoni handler om det desperate håb om overlevelse, som nogle stadig klynger sig til. Håbet får næring i form af de astronauter, der er sendt af sted for at finde en ny planet, hvor man kan leve videre.
Rise above the crowds and wade through toxic clouds. Breach the outer sphere, the edge of all our fears. Rest with you, we are counting on you. It's up to you. Spread our codes to the stars, you must rescue us all.
Man kan høre alvoren i musikken næsten allerede før den begynder. Klaveret der slår tonen an er mørk og agressiv, og den farver himlen sort. Men noget sker. Håbet finder vej gennem det mørke, og Matt sender astronauterne af sted i et inferno af lyd. Havet og himlen raser, og nu er der ikke andet tilbage end at holde vejret og håbe, at det lykkes for dem. Musikken ebber ud, havet bliver stille, tordenvejret stopper.
Mens astronauterne er ude at lede efter en beboelig planet, fortæller tredje og sidste symfoni, at det ikke handler om at finde andre steder at bo, men om at ændre vores adfærd, så vi ikke ødelægger verden en gang til. Det er også her det går op for menneskene, at de måske er en del af jordens cyklys, og at historien blot gentager sig selv.
Let's start over again. Why can't we start it over again? Just let us start it over again. And we'll be good. This time we'll get it. We'll get it right. It's our last chance to forgive ourselves.
Musikken i denne del af symfonien starter blidt og stille. Et klaver tvinger solstråler frem bag skyerne, der er ved at forsvinde. Den sorte farve i havet bliver igen blå. Der kommer fugle på himlen, og inde på land kommer naturens farver tilbage.
Jeg kan ikke undgå at føle mig opløftet, når jeg har hørt symfonien her. For inde i mit hovede har Matt og intrumenterne også skubbet de grå tanker væk og lavet blå himmel. Og jeg kan bedst lide, når himlen er blå.
