The Black Amnesias

Hope Of The States

Hvis "Gloomy Sunday" var en 'chanson macabre', er dette nummer det i høj grad også. Det er det tætteste man kommer på absolut mørke uden at være rigtig død. Godt nok har "The Black Amnesias" ikke helt samme historie som "Gloomy Sunday", men stemningen som sangen fremkalder, minder om den man rammes af i "Gloomy Sunday". Her blot i en mere koncentreret og stærk form. Med andre ord er dette nummer ikke for skrøbelige sjæle; i hvert fald bør man passe på, at man ikke bliver filtret ind i dens mørke og dystre univers. For selvom det netop er det fantastiske og specielle ved nummeret, er det også det dødbringende.

"The Black Amnesias" et et instrumentalt nummer som indleder Hope Of The States' første plade "The Lost Riots". Allerede fra nummerets første sekunder, som slåes an af en plaget og forstyrret guitar, mærker man stemningen i nummeret. Det er dog især i omkvædet med de støjende og lidende guitarer, den ulykkelige violin og de tunge og triste trommer, at jeg overvældes. Det føles som om alle de mørke følelser jeg nogensinde har følt bliver sluppet fri, og nu hvirvler rundt i min krop, som var de blade i en orkan. Pludselig forstår jeg hvorfor bandets ene guitarist tog sit eget liv under indspilningen af pladen. Det er et ensomt nummer til det ensomme menneske. Det bekræfter alle ens mørke følelser og sorte tanker, og selvom det mest af alt kunne lyde som en forbandelse, så er det også meget smukt. For når det er så sort og dystert, bliver det på en måde også rent og ukompliceret.

Jeg holder mest af at lytte til nummeret, når jeg er udenfor. Inde midt i skoven eller ude ved vandet, hvor naturens elementer forstærker nummerets udtryk. Og det er her, at man skal være ekstra varsom. Jeg bliver i hvert fald stærkt overvældet hver eneste gang. Og selvom jeg indimellem kæmper imod, må jeg overgive mig og lade mig vælte. Der er ikke noget jeg kan gøre. Det er som at svømme i havet og blive trukket ned at understrømmen, og derefter skulle kæmpe for at komme fri af vandets og bølgernes greb. Nogle klarer den, mange gør ikke. Jeg er i hvert fald glad for at nummerets sidste minut river mig ud af min trance med sin forholdsvis umelodiøse larm og voldsomhed. Sluttede nummeret ikke på denne måde, tror jeg, at "The Black Amnesias" ville komme til at ligne "Gloomy Sunday" på mere end blot stemningen.