Why Do You Cry My Love?

Barry Ryan

Kaster man et blik hen over titlerne på denne blog, kunne man nemt forledes til at tro, at jeg udelukkende lytter til "riv-i-hjertet"-sange. Det er dog langt fra sandheden. Jeg lytter til rigtigt meget forskelligt - også glad og opløftende musik. Disse sange kan gøre mindst ligeså stort et indtryk på mig, som de stille, mørke sange. Og nu hvor vi er trådt ind i 2010, og jeg har valgt at parkere noget af min mørke bagage tilbage i 2009, vil jeg lægge ud med et af mine mange glade yndlingsnumre fra 60'erne. 1960'erne er i virkeligheden m i t årti*. 60 % af det musik, jeg lytter til stammer fra 60'erne, og det har i de seneste par år haft mærkbar indflydelse på min koncert-frekvens. Der er ligesom ikke rigtigt nogen, der kan leve op til 60'ernes standard.

Barry Ryan er sammen med sin bror, Paul, som skrev sangene, en af mine absolutte favoritter fra 60'erne. Han tager mig med storm, og jeg må med røde kinder og fnisende stemme indrømme, at jeg ikke kan undgå at blive blød i knæene, når jeg hører ham synge. Jeg er kort sagt voldsomt begejstret.

Why Do you Cry My Love? stammer fra den meget stærke debutplade "Barry Ryan sings Paul Ryan", og er pågående orkestral-pop med drastiske temposkift i bedste 60'er stil. Der er både dududu, fjolleri og glade fløjt, og det virker forrygende. Barry Ryan er blot 19 år gammel på nummeret her, og jeg er svært imponeret over, at han kan lyde så erfaren, så voksen og så indsigtsfuld. Han indspillede nogle af de første sange som 15-årig, og allerede der lød han enormt voksen og moden.

Tekst-siden er ikke noget at skrive hjem om; det handler om at møde kærligheden, om lyst og om at miste kærligheden igen - dog ikke den altoverskyggende og ødelæggende slags; nærmere den med den optimistiske slutning, hvor man tænker tilbage på det man havde, og i øvrigt er klar til at møde kærligheden på ny.

Nummeret er, ligesom flere af sangene på pladen, et fyrværkeri af en sang, og jeg tør næsten godt give en garanti for en glad dag, hvis man starter med at danse til den om morgenen. Og så er den selvfølgelig must have på playlisten til enhver fest!

(*Jeg har i flere år gået og drømt mig tilbage til 1960'erne på grund af musikken, og har været overbevist om, at det ville have været et perfekt årti for mig. Men nu er jeg i gang med at se "Mad Men", og det er helt tydeligt, at en sart, sart antiryger som mig på ingen måde ville have klaret sig i 1960'erne.)