A Lady of a Certain Age

Divine Comedy

Jeg har gennem længere tid (ja, faktisk siden, jeg begyndte at skrive denne blog) forsøgt at pejle mig ind på lige præcist hvilket Divine Comedy-nummer, jeg vil skrive om herinde. Men eftersom der nu er gået et par år, og jeg stadig ikke er blevet klogere, springer jeg bare ud i det og vælger det nummer, der passer til mit humør ligenu på denne dag i dette øjeblik. Det er nemlig sådan med Neil Hannon, som jo er manden bag Divine Comedy, at han har lavet sange til stort set enhver lejlighed. Havde det nu for eksempel været maj måned med solen skinnende fra en skyfri himmel, og jeg følte mig glad og forårsagtig, ville jeg helt sikkert skrive om "Perfect Lovesong" eller måske "Everybody Knows (Except You)". Hvis jeg var meget ked af det, som da jeg mistede min dejlige og højt elskede kat, ville jeg skrive om "The Dogs and The Horses", og hvis jeg var heartbroken, ville jeg skrive om "I Was Born With A Broken Heart" eller "The Certainty of a Chance". Var jeg blot melankolsk og øm i hjertet, ville jeg skrive om "Timewatching" eller "Life On Earth". Og jeg kunne blive ved. Men i dag vil jeg skrive om en anden type sang, som Neil Hannon mestrer til perfektion, og som jeg egentlig har lidt svært ved at placere i en bestemt kategori. Men den rammer præcist dét, som, Neil Hannon er allerbedst til; nemlig at fortælle en historie, der på kun 5.48 min. viser den fineste lille film for mit indre øje, og som andre måske skulle bruge en spillefilm eller en tyk roman på at skildre.

Sangen rummer masser af tristesse og melankoli, og det er sørgeligt smukt. Jeg har svært ved at beskrive den stemning, jeg kommer i, når jeg lytter til den, men den gør mig nok lidt småfilosofisk. Jeg kommer i hvert fald til at tænke på alle vores skæbner. At hver enkelt af os lever livet efter bedste evne, men at vi ofte bliver låst fast i bestemte mønstre, og har svært ved at bryde ud af vores vaner og handlemåder. Jeg kan nogle gange betragte mig selv udefra, når jeg f.eks. er til fest, og det er mig ubegribeligt, at jeg hver eneste gang fryser fast i en bestemt rolle, og selvom jeg virkelig prøver, lykkes det mig sjældent at bryde fri og bare være mig selv. Og jo ældre jeg bliver, jo mere forstår jeg, at nogle ting bare ikke er så ligetil. Jeg kommer også til at tænke på den serie på DR2, der handlede om mennesker, der døde alene, og som prøvede at skildre hvilke mennesker, de havde været og hvilke liv, de havde levet. Der kom kun få eller slet ingen til deres begravelser. Kvinden i dette nummer, kunne godt være en af dem.

Musikken til sangen er egentlig ikke så trist endda, men decideret at skrive, at den er happy go lucky er nok at tage munden for fuld. Det er svært at sætte fingeren på, hvad der lige gør det; om det er den milde guitar, de sydlandsk-inspirerede trommer eller de lette violiner, der giver antydningen af, at der gemmer sig noget bag, ved jeg ikke helt. Men jeg ser tydeligt den ældre, alkoholiserede kvinde med lidt for meget make-up, der længselsfuldt og med et blik af fortid i øjenene, fortæller sin historie til tilfældige mennesker i den bar, hun sidder i. Hun er kendt af de lokale, og når de kigger på hende og hører hendes historie for Gud ved hvilken gang, er deres blikke fyldt med sørgmodighed og ømhed. Det gør lidt ondt i hjertet på dem, og det minder dem om, at de selv skal nyde livet og få det bedste ud af det.

The Divine Comedy udgiver ny plade i år.

Back in the day you had been part of the smart set
You'd holidayed with kings, dined out with starlets
From London to New York, Cap Ferrat to Capri
In perfume by Chanel and clothes by Givenchy
You sipped camparis with David and Peter
At Noel's parties by Lake Geneva
Scaling the dizzy heights of high society
Armed only with a cheque-book and a family tree

You chased the sun around the Cote d'Azur
Until the light of youth became obscured
And left you on your own and in the shade
An English lady of a certain age
And if a nice young man would buy you a drink
You'd say with a conspiratorial wink
"You wouldn't think that I was seventy"
And he'd say,"no, you couldn't be!"

You had to marry someone very very rich
So that you might be kept in the style to which
You had all of your life been accustomed to
But that the socialists had taxed away from you
You gave him children, a girl and a boy
To keep your sanity a nanny was employed
And when the time came they were sent away
Well that was simply what you did in those days

You chased the sun around the Cote d'Azur
Until the light of youth became obscured
And left you on your own and in the shade
An English lady of a certain age
And if a nice young man would buy you a drink
You'd say with a conspiratorial wink
"You wouldn't think that I was sixty three"
And he'd say,"no, you couldn't be!

Your son's in stocks and bonds and lives back in Surrey
Flies down once in a while and leaves in a hurry
Your daughter never finished her finishing school
Married a strange young man of whom you don't approve
Your husband's hollow heart gave out one Christmas Day
He left the villa to his mistress in Marseilles
And so you come here to escape your little flat
Hoping someone will fill your glass and let you chat about how

You chased the sun around the Cote d'Azur
Until the light of youth became obscured
And left you all alone and in the shade
An English lady of a certain age
And if a nice young man would buy you a drink
You'd say with a conspiratorial wink
"You wouldn't think that I was fifty three"
And he'd say,"no, you couldn't be!