Pain In Any Language

Jeg har altid lyttet til musik, men jeg er i tvivl om, hvad der var min allerførste yndlingssang. Nogle af mine tydeligste minder er, at jeg sidder på mit brune værelse og lytter til musik. Jeg spoler tilbage på båndoptageren og hører sangene om og om igen. Måske tegner eller skriver jeg, måske sidder jeg bare og kigger ud af vinduet.

Jeg er en der nusser, og jeg er en der gemmer. Jeg har altid skrevet ting og tanker ned; ikke så meget i en dagbog, men mere i form essays, digte, scrapbøger og bånd. Min yndlingsbeskæftigelse da jeg boede hjemme, og i de første år efter jeg var flyttet hjemmefra, var at sidde på mit værelse og sysle med ting i stearinlysets skær til tonerne af mit yndlingsmusik. Nu går jeg ture med musik i ørerne i stedet. Men det er derfor, at jeg er startet på denne blog. Fordi det var så umådeligt rart at sidde og nusse med ting, der betød noget for en, men også fordi jeg tit bliver overvældet af musik. Så meget at jeg indimellem har svært ved at rumme det. Det er den musik, jeg vil skrive om her. Det er de sange, der gør noget ved en, de sange man ikke kan slippe, de sange man altid vender tilbage til. Det er yndlingssangene. Mine yndlingssange.

Billy Mackenzie & Apollo 440: "Pain In Any Language"
Lad det være sagt med det samme; dette er ikke min eneste yndlingssang med Billy Mackenzie. Det er meget få, der kan synge så sjælfuldt og med en så indtrængende stemme, at det kommer til at rive i hjertet. I dette tilfælde river det af længsel, af svigt og af smerte. Når Billy Mackenzie synger gør det ondt. Men det er ikke grimt og forfærdeligt; tværtimod.

"Pain In Any Language" er en 8 minutter og 40 sekunders lang rejse med konstant riven i hjertet. Jeg tager rejsen helt frivilligt og gerne igen og igen. Og det er smukt. Det er så vanvittigt smukt, at det næsten ikke er til at bære. Havde det været en anden end Billy Mackenzie, der sang på nummeret, er jeg ikke sikker på, at det på nogen måde ville have været et så stærkt og et så udtryksfuldt nummer. Det er ham der skaber sangen. Det er ham der gør den fantastisk.

At lytte til "Pain In Any Language" er terror for hjertet. Nogle gange tror jeg, at det ikke kan klare det. Men når jeg først har hørt det een gang, er jeg nødt til at høre det igen. Og igen. Det er sært. Teksten er enkel og nummeret er bygget op af gentagelser, men intensiteten bliver voldsommere og voldsommere. Og Billy Mackenzie bliver mere og mere indtrængende og desperat. "They Won't Love You, Like I Love You", nærmest skriger han, og jeg kan se ham trygle hende om ikke at gå. Han er derude, hvor man ikke ved, hvad man skal gøre. Han er desperat, han vil gøre alt. Men han kan ikke gøre noget. Hun er allerede væk. Og nu gør det ondt; han vil have hævn. "You're Gonna Need Me Like I Need You Right Now".

"Pain In Any Language" slog benene væk under mig første gang jeg hørte det, og det gør det stadig hver eneste gang, jeg hører det i dag. Det er et af de smukkeste og stærkeste numre, jeg nogensinde har lyttet til.