Frankmusik
Jeg havde egentlig besluttet mig for at skrive om et andet Frankmusik-nummer, men coveret her er ikke til at komme udenom. Og det er pudsigt, for da jeg hørte det første gang, rynkede jeg lidt på næsen og vidste ikke helt, hvad jeg skulle mene. For både originalen med Postal Service og coveret med Iron & Wine er virkelig gode numre - altså virkelig gode. Så det kræver sin mand at slå dem af banen, og jeg havde bestemt ikke forventet at en 23 årig tidligere beatboxer og nu electropop/electronica-fyr kunne det. Men det kan han. Og jeg er, mod alle odds, faldet pladask for Frankmusik - ikke bare på grund af dette nummer, men også på grund af hans plader. Frankmusik gør mig nemlig glad. Og måske endda mere end det. Tidligere i dag fandt jeg i hvert fald mig selv i et prøverum i færd med at prøve den ene mere farverige og blomstrede trøje efter den anden - og jeg får normalt nervøse trækninger i ansigtet, hvis jeg har noget på, der er det mindste spraglet eller har mere end en farve.
På en måde minder Frankmusik lidt om Moto Boy bare i en upbeat disko-version. Selvom Moto Boy nok kan lidt mere med sin stemme, synes jeg, de har den samme klang. Især på "Such Great Heights", hvor Frankmusiks sang alene støttes af et klaver, som endda træder lidt i baggrunden, fordi hans stemme er så stærk og intens. Det samme gør sig gældende på "Completely Me", som er en akustisk version af hans debutplade "Complete Me" fra sidste år. Meget charmerende.
Ligesom Iron & Wine lykkes det Frankmusik at gøre "Such Great Heights" til sit helt eget nummer. Og hvilket nummer! Energien er imponerende, og den bevirker at man, selvom sangen godt kunne kategoriseres som en "sjæler", bliver omringet af gode vibrationer og føler sig super opløftet efter at have lyttet til den. Med kun sin stemme gør han det mindst ligeså pompøst og storslået, som for eksempel når Rufus Wainwright akkompagneres af en hær af et symfoniorkster på sine numre.
Jeg kan hverken spille på et instrument, og jeg kan heller ikke synge. Det forhindrer mig dog ikke i at synge med herhjemme, og her er "Such Great Heights" et absolut favoritnummer.
About Me
- mixtape=love
- Jeg er en der nusser, og jeg er en der gemmer. Jeg har altid skrevet ting og tanker ned; ikke så meget i en dagbog, men mere i form essays, digte, scrapbøger og bånd. Min yndlingsbeskæftigelse da jeg boede hjemme, og i de første år efter jeg var flyttet hjemmefra, var at sidde på mit værelse og sysle med ting i stearinlysets skær til tonerne af mit yndlingsmusik. Nu går jeg ture med musik i ørerne i stedet. Men det er derfor, at jeg er startet på denne blog. Fordi det var så umådeligt rart at sidde og nusse med ting, der betød noget for en, men også fordi jeg tit bliver overvældet af musik. Så meget at jeg indimellem har svært ved at rumme det. Det er den musik, jeg vil skrive om her. Det er de sange, der gør noget ved en, de sange man ikke kan slippe, de sange man altid vender tilbage til. Det er yndlingssangene. Mine yndlingssange.
No comments:
Post a Comment