Sam Cooke
Noget af det der fascinerer mig mest ved musikken i tresserne er at den, udover at begynde at spænde vidt genremæssigt, også ofte er fuld af håb for fremtiden og nærmest bobler af liv og glæde over alle de forandringer, der ulmer under overfladen, og som lige om lidt bliver en realitet. Men før enhver forandring ligger der en kamp. Nogle gange er den nemt og hurtigt vundet, andre gange tager det længere tid. Nummeret her er kulminationen på en svær og voldsom kamp gennem mange, mange år og generationer, og som ikke engang nu, hvor vi har fået en sort præsident og skriver 2010, kan siges at være helt ovre. Men der er heldigvis sket meget siden Sam Cooke skrev sit nummer midt i krydsilden i de sortes borgerrettighedskamp i 1964.
"A Change is Gonna Come" er en protestsang, der er skrevet som et direkte svar på Bob Dylans protestsang "Blowin' in the Wind" i 1963. Sam Cooke blev rørt af nummeret og spillede det selv til koncerter, men var efter sigende også forundret over, at en hvid mands sang om borgerettighedskamp og racisme kunne blive et kæmpe hit. Og fordi man i 1960'erne stadig ikke kunne sige, hvad man ville, når man var sort, blev Sam Cookes protestsang helt anderledes i sin udformning end Bob Dylans.
For hvor Bob Dylan med sin ikke særligt smukke stemme og kun akkompagneret af sin akustiske guitar og harmonika, nærmerst råber sin tekst i hovedet på tilhørerne, må Sam Cooke camouflere sin tekst i musikken. I den meget, meget smukke musik, vel at mærke. En musik der med sine pragtfulde strygere, dramatiske trompeter og store kontrabas trækker tråde til både det klassiske univers og blues og soul på een gang. Sam Cookes stemme er prikken over i'et, og tilføjer sangen endnu mere dybde og ikke uvæsentligt: Håb. Og det er håbet, der bærer dette nummer. Bag håbet gemmer der sig dog en lang og personlig kamp for Sam Cooke. Ikke kun i forbindelse med det at være sort og kæmpe for sine rettigheder, men også på et helt andet plan. Nogle måneder før han skrev "A Change is Gonna Come" mistede han sin 18 måneder gamle søn i en drukneulykke, og den smerte hører jeg også tydeligt i nummeret.
Paradoksalt nok blev Sam Cooke myrdet få måneder efter, han udgav dette nummer. Han blev skudt på et hotel. Det er næsten ikke til at bære, eller til at forstå, for nummeret rummer så meget håb og lys forude, at det er et kæmpe antiklimaks og lidt som at blive revet flere skridt tilbage igen. Men samtidig er sangen et pragteksempel på netop det, musik kan, når den virkelig lykkes og træder ud af sig selv. Den kan fortælle en historie, som kan røre og bevæge, og som lever videre og deler ud af det håb og det lys, som i dette tilfælde, Sam Cooke aldrig selv nåede at se transformationen af.
"A Change is Gonna Come" blev efter Sam Cookes død brugt som hymne for de sortes kamp om borgerrettigheder.
I was born by the river in a little tent
And just like the river, I've been running ever since
It's been a long time coming
But I know a change is gonna come, oh yes it will.
It's been too hard living, but I'm afraid to die
Cos I don't know what's out there beyond the sky
It's been a long, a long time coming
But I know a change is gonna come, oh yes it will.
I go to the movies and I go downtown
Somebody keep telling me, don't hang around
It's been a long, a long time coming
But I know a change is gonna come, oh yes it will.
And then I go to my brother
And I say brother help me, please
And he just winds up knockin' me
Back down on my knees.
There were times when I thought I couldn't last for long
But now I think I'm able to carry on
It's been a long, been a long time coming
But I know a change is gonna come, oh yes it will.
January 31, 2010
January 25, 2010
A Lady of a Certain Age
Divine Comedy
Jeg har gennem længere tid (ja, faktisk siden, jeg begyndte at skrive denne blog) forsøgt at pejle mig ind på lige præcist hvilket Divine Comedy-nummer, jeg vil skrive om herinde. Men eftersom der nu er gået et par år, og jeg stadig ikke er blevet klogere, springer jeg bare ud i det og vælger det nummer, der passer til mit humør ligenu på denne dag i dette øjeblik. Det er nemlig sådan med Neil Hannon, som jo er manden bag Divine Comedy, at han har lavet sange til stort set enhver lejlighed. Havde det nu for eksempel været maj måned med solen skinnende fra en skyfri himmel, og jeg følte mig glad og forårsagtig, ville jeg helt sikkert skrive om "Perfect Lovesong" eller måske "Everybody Knows (Except You)". Hvis jeg var meget ked af det, som da jeg mistede min dejlige og højt elskede kat, ville jeg skrive om "The Dogs and The Horses", og hvis jeg var heartbroken, ville jeg skrive om "I Was Born With A Broken Heart" eller "The Certainty of a Chance". Var jeg blot melankolsk og øm i hjertet, ville jeg skrive om "Timewatching" eller "Life On Earth". Og jeg kunne blive ved. Men i dag vil jeg skrive om en anden type sang, som Neil Hannon mestrer til perfektion, og som jeg egentlig har lidt svært ved at placere i en bestemt kategori. Men den rammer præcist dét, som, Neil Hannon er allerbedst til; nemlig at fortælle en historie, der på kun 5.48 min. viser den fineste lille film for mit indre øje, og som andre måske skulle bruge en spillefilm eller en tyk roman på at skildre.
Sangen rummer masser af tristesse og melankoli, og det er sørgeligt smukt. Jeg har svært ved at beskrive den stemning, jeg kommer i, når jeg lytter til den, men den gør mig nok lidt småfilosofisk. Jeg kommer i hvert fald til at tænke på alle vores skæbner. At hver enkelt af os lever livet efter bedste evne, men at vi ofte bliver låst fast i bestemte mønstre, og har svært ved at bryde ud af vores vaner og handlemåder. Jeg kan nogle gange betragte mig selv udefra, når jeg f.eks. er til fest, og det er mig ubegribeligt, at jeg hver eneste gang fryser fast i en bestemt rolle, og selvom jeg virkelig prøver, lykkes det mig sjældent at bryde fri og bare være mig selv. Og jo ældre jeg bliver, jo mere forstår jeg, at nogle ting bare ikke er så ligetil. Jeg kommer også til at tænke på den serie på DR2, der handlede om mennesker, der døde alene, og som prøvede at skildre hvilke mennesker, de havde været og hvilke liv, de havde levet. Der kom kun få eller slet ingen til deres begravelser. Kvinden i dette nummer, kunne godt være en af dem.
Musikken til sangen er egentlig ikke så trist endda, men decideret at skrive, at den er happy go lucky er nok at tage munden for fuld. Det er svært at sætte fingeren på, hvad der lige gør det; om det er den milde guitar, de sydlandsk-inspirerede trommer eller de lette violiner, der giver antydningen af, at der gemmer sig noget bag, ved jeg ikke helt. Men jeg ser tydeligt den ældre, alkoholiserede kvinde med lidt for meget make-up, der længselsfuldt og med et blik af fortid i øjenene, fortæller sin historie til tilfældige mennesker i den bar, hun sidder i. Hun er kendt af de lokale, og når de kigger på hende og hører hendes historie for Gud ved hvilken gang, er deres blikke fyldt med sørgmodighed og ømhed. Det gør lidt ondt i hjertet på dem, og det minder dem om, at de selv skal nyde livet og få det bedste ud af det.
The Divine Comedy udgiver ny plade i år.
Back in the day you had been part of the smart set
You'd holidayed with kings, dined out with starlets
From London to New York, Cap Ferrat to Capri
In perfume by Chanel and clothes by Givenchy
You sipped camparis with David and Peter
At Noel's parties by Lake Geneva
Scaling the dizzy heights of high society
Armed only with a cheque-book and a family tree
You chased the sun around the Cote d'Azur
Until the light of youth became obscured
And left you on your own and in the shade
An English lady of a certain age
And if a nice young man would buy you a drink
You'd say with a conspiratorial wink
"You wouldn't think that I was seventy"
And he'd say,"no, you couldn't be!"
You had to marry someone very very rich
So that you might be kept in the style to which
You had all of your life been accustomed to
But that the socialists had taxed away from you
You gave him children, a girl and a boy
To keep your sanity a nanny was employed
And when the time came they were sent away
Well that was simply what you did in those days
You chased the sun around the Cote d'Azur
Until the light of youth became obscured
And left you on your own and in the shade
An English lady of a certain age
And if a nice young man would buy you a drink
You'd say with a conspiratorial wink
"You wouldn't think that I was sixty three"
And he'd say,"no, you couldn't be!
Your son's in stocks and bonds and lives back in Surrey
Flies down once in a while and leaves in a hurry
Your daughter never finished her finishing school
Married a strange young man of whom you don't approve
Your husband's hollow heart gave out one Christmas Day
He left the villa to his mistress in Marseilles
And so you come here to escape your little flat
Hoping someone will fill your glass and let you chat about how
You chased the sun around the Cote d'Azur
Until the light of youth became obscured
And left you all alone and in the shade
An English lady of a certain age
And if a nice young man would buy you a drink
You'd say with a conspiratorial wink
"You wouldn't think that I was fifty three"
And he'd say,"no, you couldn't be!
Jeg har gennem længere tid (ja, faktisk siden, jeg begyndte at skrive denne blog) forsøgt at pejle mig ind på lige præcist hvilket Divine Comedy-nummer, jeg vil skrive om herinde. Men eftersom der nu er gået et par år, og jeg stadig ikke er blevet klogere, springer jeg bare ud i det og vælger det nummer, der passer til mit humør ligenu på denne dag i dette øjeblik. Det er nemlig sådan med Neil Hannon, som jo er manden bag Divine Comedy, at han har lavet sange til stort set enhver lejlighed. Havde det nu for eksempel været maj måned med solen skinnende fra en skyfri himmel, og jeg følte mig glad og forårsagtig, ville jeg helt sikkert skrive om "Perfect Lovesong" eller måske "Everybody Knows (Except You)". Hvis jeg var meget ked af det, som da jeg mistede min dejlige og højt elskede kat, ville jeg skrive om "The Dogs and The Horses", og hvis jeg var heartbroken, ville jeg skrive om "I Was Born With A Broken Heart" eller "The Certainty of a Chance". Var jeg blot melankolsk og øm i hjertet, ville jeg skrive om "Timewatching" eller "Life On Earth". Og jeg kunne blive ved. Men i dag vil jeg skrive om en anden type sang, som Neil Hannon mestrer til perfektion, og som jeg egentlig har lidt svært ved at placere i en bestemt kategori. Men den rammer præcist dét, som, Neil Hannon er allerbedst til; nemlig at fortælle en historie, der på kun 5.48 min. viser den fineste lille film for mit indre øje, og som andre måske skulle bruge en spillefilm eller en tyk roman på at skildre.
Sangen rummer masser af tristesse og melankoli, og det er sørgeligt smukt. Jeg har svært ved at beskrive den stemning, jeg kommer i, når jeg lytter til den, men den gør mig nok lidt småfilosofisk. Jeg kommer i hvert fald til at tænke på alle vores skæbner. At hver enkelt af os lever livet efter bedste evne, men at vi ofte bliver låst fast i bestemte mønstre, og har svært ved at bryde ud af vores vaner og handlemåder. Jeg kan nogle gange betragte mig selv udefra, når jeg f.eks. er til fest, og det er mig ubegribeligt, at jeg hver eneste gang fryser fast i en bestemt rolle, og selvom jeg virkelig prøver, lykkes det mig sjældent at bryde fri og bare være mig selv. Og jo ældre jeg bliver, jo mere forstår jeg, at nogle ting bare ikke er så ligetil. Jeg kommer også til at tænke på den serie på DR2, der handlede om mennesker, der døde alene, og som prøvede at skildre hvilke mennesker, de havde været og hvilke liv, de havde levet. Der kom kun få eller slet ingen til deres begravelser. Kvinden i dette nummer, kunne godt være en af dem.
Musikken til sangen er egentlig ikke så trist endda, men decideret at skrive, at den er happy go lucky er nok at tage munden for fuld. Det er svært at sætte fingeren på, hvad der lige gør det; om det er den milde guitar, de sydlandsk-inspirerede trommer eller de lette violiner, der giver antydningen af, at der gemmer sig noget bag, ved jeg ikke helt. Men jeg ser tydeligt den ældre, alkoholiserede kvinde med lidt for meget make-up, der længselsfuldt og med et blik af fortid i øjenene, fortæller sin historie til tilfældige mennesker i den bar, hun sidder i. Hun er kendt af de lokale, og når de kigger på hende og hører hendes historie for Gud ved hvilken gang, er deres blikke fyldt med sørgmodighed og ømhed. Det gør lidt ondt i hjertet på dem, og det minder dem om, at de selv skal nyde livet og få det bedste ud af det.
The Divine Comedy udgiver ny plade i år.
Back in the day you had been part of the smart set
You'd holidayed with kings, dined out with starlets
From London to New York, Cap Ferrat to Capri
In perfume by Chanel and clothes by Givenchy
You sipped camparis with David and Peter
At Noel's parties by Lake Geneva
Scaling the dizzy heights of high society
Armed only with a cheque-book and a family tree
You chased the sun around the Cote d'Azur
Until the light of youth became obscured
And left you on your own and in the shade
An English lady of a certain age
And if a nice young man would buy you a drink
You'd say with a conspiratorial wink
"You wouldn't think that I was seventy"
And he'd say,"no, you couldn't be!"
You had to marry someone very very rich
So that you might be kept in the style to which
You had all of your life been accustomed to
But that the socialists had taxed away from you
You gave him children, a girl and a boy
To keep your sanity a nanny was employed
And when the time came they were sent away
Well that was simply what you did in those days
You chased the sun around the Cote d'Azur
Until the light of youth became obscured
And left you on your own and in the shade
An English lady of a certain age
And if a nice young man would buy you a drink
You'd say with a conspiratorial wink
"You wouldn't think that I was sixty three"
And he'd say,"no, you couldn't be!
Your son's in stocks and bonds and lives back in Surrey
Flies down once in a while and leaves in a hurry
Your daughter never finished her finishing school
Married a strange young man of whom you don't approve
Your husband's hollow heart gave out one Christmas Day
He left the villa to his mistress in Marseilles
And so you come here to escape your little flat
Hoping someone will fill your glass and let you chat about how
You chased the sun around the Cote d'Azur
Until the light of youth became obscured
And left you all alone and in the shade
An English lady of a certain age
And if a nice young man would buy you a drink
You'd say with a conspiratorial wink
"You wouldn't think that I was fifty three"
And he'd say,"no, you couldn't be!
January 13, 2010
Why Do You Cry My Love?
Barry Ryan
Kaster man et blik hen over titlerne på denne blog, kunne man nemt forledes til at tro, at jeg udelukkende lytter til "riv-i-hjertet"-sange. Det er dog langt fra sandheden. Jeg lytter til rigtigt meget forskelligt - også glad og opløftende musik. Disse sange kan gøre mindst ligeså stort et indtryk på mig, som de stille, mørke sange. Og nu hvor vi er trådt ind i 2010, og jeg har valgt at parkere noget af min mørke bagage tilbage i 2009, vil jeg lægge ud med et af mine mange glade yndlingsnumre fra 60'erne. 1960'erne er i virkeligheden m i t årti*. 60 % af det musik, jeg lytter til stammer fra 60'erne, og det har i de seneste par år haft mærkbar indflydelse på min koncert-frekvens. Der er ligesom ikke rigtigt nogen, der kan leve op til 60'ernes standard.
Barry Ryan er sammen med sin bror, Paul, som skrev sangene, en af mine absolutte favoritter fra 60'erne. Han tager mig med storm, og jeg må med røde kinder og fnisende stemme indrømme, at jeg ikke kan undgå at blive blød i knæene, når jeg hører ham synge. Jeg er kort sagt voldsomt begejstret.
Why Do you Cry My Love? stammer fra den meget stærke debutplade "Barry Ryan sings Paul Ryan", og er pågående orkestral-pop med drastiske temposkift i bedste 60'er stil. Der er både dududu, fjolleri og glade fløjt, og det virker forrygende. Barry Ryan er blot 19 år gammel på nummeret her, og jeg er svært imponeret over, at han kan lyde så erfaren, så voksen og så indsigtsfuld. Han indspillede nogle af de første sange som 15-årig, og allerede der lød han enormt voksen og moden.
Tekst-siden er ikke noget at skrive hjem om; det handler om at møde kærligheden, om lyst og om at miste kærligheden igen - dog ikke den altoverskyggende og ødelæggende slags; nærmere den med den optimistiske slutning, hvor man tænker tilbage på det man havde, og i øvrigt er klar til at møde kærligheden på ny.
Nummeret er, ligesom flere af sangene på pladen, et fyrværkeri af en sang, og jeg tør næsten godt give en garanti for en glad dag, hvis man starter med at danse til den om morgenen. Og så er den selvfølgelig must have på playlisten til enhver fest!
(*Jeg har i flere år gået og drømt mig tilbage til 1960'erne på grund af musikken, og har været overbevist om, at det ville have været et perfekt årti for mig. Men nu er jeg i gang med at se "Mad Men", og det er helt tydeligt, at en sart, sart antiryger som mig på ingen måde ville have klaret sig i 1960'erne.)
Kaster man et blik hen over titlerne på denne blog, kunne man nemt forledes til at tro, at jeg udelukkende lytter til "riv-i-hjertet"-sange. Det er dog langt fra sandheden. Jeg lytter til rigtigt meget forskelligt - også glad og opløftende musik. Disse sange kan gøre mindst ligeså stort et indtryk på mig, som de stille, mørke sange. Og nu hvor vi er trådt ind i 2010, og jeg har valgt at parkere noget af min mørke bagage tilbage i 2009, vil jeg lægge ud med et af mine mange glade yndlingsnumre fra 60'erne. 1960'erne er i virkeligheden m i t årti*. 60 % af det musik, jeg lytter til stammer fra 60'erne, og det har i de seneste par år haft mærkbar indflydelse på min koncert-frekvens. Der er ligesom ikke rigtigt nogen, der kan leve op til 60'ernes standard.
Barry Ryan er sammen med sin bror, Paul, som skrev sangene, en af mine absolutte favoritter fra 60'erne. Han tager mig med storm, og jeg må med røde kinder og fnisende stemme indrømme, at jeg ikke kan undgå at blive blød i knæene, når jeg hører ham synge. Jeg er kort sagt voldsomt begejstret.
Why Do you Cry My Love? stammer fra den meget stærke debutplade "Barry Ryan sings Paul Ryan", og er pågående orkestral-pop med drastiske temposkift i bedste 60'er stil. Der er både dududu, fjolleri og glade fløjt, og det virker forrygende. Barry Ryan er blot 19 år gammel på nummeret her, og jeg er svært imponeret over, at han kan lyde så erfaren, så voksen og så indsigtsfuld. Han indspillede nogle af de første sange som 15-årig, og allerede der lød han enormt voksen og moden.
Tekst-siden er ikke noget at skrive hjem om; det handler om at møde kærligheden, om lyst og om at miste kærligheden igen - dog ikke den altoverskyggende og ødelæggende slags; nærmere den med den optimistiske slutning, hvor man tænker tilbage på det man havde, og i øvrigt er klar til at møde kærligheden på ny.
Nummeret er, ligesom flere af sangene på pladen, et fyrværkeri af en sang, og jeg tør næsten godt give en garanti for en glad dag, hvis man starter med at danse til den om morgenen. Og så er den selvfølgelig must have på playlisten til enhver fest!
(*Jeg har i flere år gået og drømt mig tilbage til 1960'erne på grund af musikken, og har været overbevist om, at det ville have været et perfekt årti for mig. Men nu er jeg i gang med at se "Mad Men", og det er helt tydeligt, at en sart, sart antiryger som mig på ingen måde ville have klaret sig i 1960'erne.)
December 13, 2009
Christmas Time
Denison Witmer
Jeg er vildt forelsket i december. Jeg elsker at cykle i mørket og kigge på de mange smukke lyskæder, som byen har klædt sig i. Jeg elsker at bruge tid på at finde den rigtige gave - godt beskyttet af min juleplayliste på min Ipod, så jeg ikke mærker folks stress og jag og undgår butikkernes irriterende valg af julemusik. Og når jeg kommer hjem, elsker jeg at sidde i stuen og hygge mig med at pakke gaverne ind, mens julemusikken giver mig den helt rigtige stemning. Eller sådan plejer det i hvert fald at være. For i år må der være nogen, der har glemt at drysse julestøv på mig. Jeg tror, det er første gang.
Lyskæderne er ikke så magiske, som de plejer at være, lysten til at finde de rigtige gaver er erstattet af en mærkelig præstationsangst, og når jeg laver konfekt og chokolade i køkkenet til tonerne af julemappen på Ipod'en, rammer de mig ikke på samme måde, som de plejer.
Denison Witmers nummer er et af de mange yndlingsjulenumre, jeg altid hører i december. Og i år passer sangen perfekt til mit tilsyneladende jule-forladte sind.
Christmas time
In the busyness around that time
I could not lift my head enough to see
The face that I wanted to see
Through the door
Where the packages lie on the floor
Evergreen and incense in the air
There was a year I didn't care
I første vers akkompagneres Denison Witmer af en akustisk guitar, der virker lukket og tilbageholden ligesom Witmer, der synger teksten med en stemme, der absolut er blottet for enhver form for julestemning. Han er ligeglad og trist. Men i omkvædet sker der noget. Den akustiske guitar får pustet liv i sig med hjælp fra enkelte akkorder fra en elektrisk guitar og Dension Witmer får mere styrke i sin stemme.
With my voice I sang this before
That grace would come and sorrow would be no more
With my ears I've heard this before
That grace would come and sorrow would be no more
With my knees bent to the floor
Og det virker. I sidste vers er sangen tilbage til udgangspunktet, men noget er alligevel forandret. For julestemning eller ej; julen kan noget bare ved at være der. Så selvom tristessen ikke når at fordufte helt, så er jeg sikker på, at jeg nok skal mærke varmen fra de mennesker jeg holder af og som holder af mig. Og det er vel i virkeligheden det, det hele handler om.
Christmas day in the stillness that protects this day
String of lights were strung into a tree
String of lights were strung inside of me
I felt at peace and fell asleep
I felt at peace and slept
Her er mit forslag til et julemix med 24 rare julesange (og en afslutning der er enhver julefilm værdig):
Denison Witmer: Christmas Time
My Morning Jacket: I Just Wanted To Say
Jesse Malin: Xmas
Glasvegas: A Snowflake Fell (And It Felt Like A Kiss)
Findlay Brown: Last Christmas
Stina Nordenstam: Soon After Christmas
Neal Casal: Cora Jones
My Morning Jacket: Xmas Curtain
Clearlake: I Wonder If The Snow Will Settle
Juni Järvi: Falling Down Like Snow
Parker & Lily: Snow Day
Tiger Baby: This Cristmas (You're The One I Want To Be With)
All My Friends: No One Should Feel Sad At Christmas Time
Pilate: Fairytale Of New York
Badly Drawn Boy: Donna & Blitzen
Ed Harcourt: In The Bleak Midwinter
Hawksley Workman: A House Or Maybe A Boat
Handsome Family: So Much Wine
Death Cap For Cutie: Christmas (Baby, Please Come Home)
El Perro Del Mar: Oh What A Christmas
Jens Lekman: Run Away With Me
Montt Mardié: I Wish Everyday Could Be Like Christmas
Tori Amos: Have Yourself A Merry Little Christmas
Hawksley Workman: Merry Christmas (I Love You)
Jeg er vildt forelsket i december. Jeg elsker at cykle i mørket og kigge på de mange smukke lyskæder, som byen har klædt sig i. Jeg elsker at bruge tid på at finde den rigtige gave - godt beskyttet af min juleplayliste på min Ipod, så jeg ikke mærker folks stress og jag og undgår butikkernes irriterende valg af julemusik. Og når jeg kommer hjem, elsker jeg at sidde i stuen og hygge mig med at pakke gaverne ind, mens julemusikken giver mig den helt rigtige stemning. Eller sådan plejer det i hvert fald at være. For i år må der være nogen, der har glemt at drysse julestøv på mig. Jeg tror, det er første gang.
Lyskæderne er ikke så magiske, som de plejer at være, lysten til at finde de rigtige gaver er erstattet af en mærkelig præstationsangst, og når jeg laver konfekt og chokolade i køkkenet til tonerne af julemappen på Ipod'en, rammer de mig ikke på samme måde, som de plejer.
Denison Witmers nummer er et af de mange yndlingsjulenumre, jeg altid hører i december. Og i år passer sangen perfekt til mit tilsyneladende jule-forladte sind.
Christmas time
In the busyness around that time
I could not lift my head enough to see
The face that I wanted to see
Through the door
Where the packages lie on the floor
Evergreen and incense in the air
There was a year I didn't care
I første vers akkompagneres Denison Witmer af en akustisk guitar, der virker lukket og tilbageholden ligesom Witmer, der synger teksten med en stemme, der absolut er blottet for enhver form for julestemning. Han er ligeglad og trist. Men i omkvædet sker der noget. Den akustiske guitar får pustet liv i sig med hjælp fra enkelte akkorder fra en elektrisk guitar og Dension Witmer får mere styrke i sin stemme.
With my voice I sang this before
That grace would come and sorrow would be no more
With my ears I've heard this before
That grace would come and sorrow would be no more
With my knees bent to the floor
Og det virker. I sidste vers er sangen tilbage til udgangspunktet, men noget er alligevel forandret. For julestemning eller ej; julen kan noget bare ved at være der. Så selvom tristessen ikke når at fordufte helt, så er jeg sikker på, at jeg nok skal mærke varmen fra de mennesker jeg holder af og som holder af mig. Og det er vel i virkeligheden det, det hele handler om.
Christmas day in the stillness that protects this day
String of lights were strung into a tree
String of lights were strung inside of me
I felt at peace and fell asleep
I felt at peace and slept
Her er mit forslag til et julemix med 24 rare julesange (og en afslutning der er enhver julefilm værdig):
Denison Witmer: Christmas Time
My Morning Jacket: I Just Wanted To Say
Jesse Malin: Xmas
Glasvegas: A Snowflake Fell (And It Felt Like A Kiss)
Findlay Brown: Last Christmas
Stina Nordenstam: Soon After Christmas
Neal Casal: Cora Jones
My Morning Jacket: Xmas Curtain
Clearlake: I Wonder If The Snow Will Settle
Juni Järvi: Falling Down Like Snow
Parker & Lily: Snow Day
Tiger Baby: This Cristmas (You're The One I Want To Be With)
All My Friends: No One Should Feel Sad At Christmas Time
Pilate: Fairytale Of New York
Badly Drawn Boy: Donna & Blitzen
Ed Harcourt: In The Bleak Midwinter
Hawksley Workman: A House Or Maybe A Boat
Handsome Family: So Much Wine
Death Cap For Cutie: Christmas (Baby, Please Come Home)
El Perro Del Mar: Oh What A Christmas
Jens Lekman: Run Away With Me
Montt Mardié: I Wish Everyday Could Be Like Christmas
Tori Amos: Have Yourself A Merry Little Christmas
Hawksley Workman: Merry Christmas (I Love You)
October 9, 2009
Dondante
My Morning Jacket
Hvis jeg havde et princip om kun at skrive om et nummer pr. kunstner, så dør det nu. Jeg er nødt til at skrive om dette nummer. For nogle gange har jeg brug for en sang, der hjælper mig med at hvæse. En sang der hjælper med at give afløb for de indestængte følelser og tanker, der forurener min krop og stopper blodårerne til. En sang der renser ud, og som giver mig lov til at skrige lidt af verden. Og det gør "Dondante". Den hjælper mig med at hvæsse mine kløer, og med at skylle de torne ud, der flyder gennem mit hjerte og mine blodbaner.
Nummeret starter ganske stille. En enkelt guitar skubber sangen i gang med en usikker melodi. En stortromme i stakato-agtig rytme følger, og overtager efter at guitaren har givet op. Det lyder som en vejrtrækning, hvor man ikke kan trække vejret helt i bund. Som om der er nogen, der presser på ens bryst.
In A Dream I Saw You Walking. Like A Kid Alive And Talking. That Was You. In The Classroom You Were Teaching. On The Streets You Were Policing. That Was You. To The One I Now Know Most, I Will Tell Them Of Your Ghost Like A Thing That Never, Ever Was.
In A Dream I Saw You Walking. With Your Friends Alive And Talking. That Was You. Well, I Saw It In Your Movement And Even Though You Never Knew It. Well, I Knew, Just How Sweet It Could Be, If You'd Never Left These Streets.
Jim James er blevet forladt, og han ser personen i alt og overalt. Hans stemme er lys og ydmyg. Han er tilbageholden og indadvendt, men jo længere man kommer ind i nummeret, jo tydeligere kan man mærke frustrationen og sorgen. Først med guitaren der vender tilbage, og senere med Jim James, der stille og roligt begynder at synge mere og mere i stedet for at fortælle. Han har ondt i hjertet og er såret.
You Had Me Worried, So Worried That This Would Last...
But Now I'm Learning, Learning That This Will Pass...
Det er den sidste fjerdedel af nummeret, der virkelig tænder mig, der sætter ild til mig. Det starter med et lille instrumentalt stykke, hvor guitaren får plads til at udvikle sig. Fra at være lille bitte vokser den sig larmende og stærk for, sammen med trommerne, at eksplodere i et kæmpe bål af susende flammer med Jim James' rå og skrigende stemme brændende indeni. Det føles så stærkt, at jeg nærmest får kvalme. Mine hår rejser sig på hele min krop, jeg kan fysisk mærke blodet brænde under min hud, og hvordan tornene, sorgen og vreden, former sig til en bombe, der eksploderer med det skrig Jim James til sidst får samlet kræfter til. I nummerets sidste minut hjælper de rivende guitarer og tunge trommer med at tvinge flammerne langt væk fra mig for til sidst selv at ebbe ud. Missionen er lykkes. Jeg kan rejse mig og rette ryggen igen. Ligesom Jim James, der ganske vist er såret, men som også har genfundet håbet - eller i hvert fald ved, at han vil komme til det.
Hvis jeg havde et princip om kun at skrive om et nummer pr. kunstner, så dør det nu. Jeg er nødt til at skrive om dette nummer. For nogle gange har jeg brug for en sang, der hjælper mig med at hvæse. En sang der hjælper med at give afløb for de indestængte følelser og tanker, der forurener min krop og stopper blodårerne til. En sang der renser ud, og som giver mig lov til at skrige lidt af verden. Og det gør "Dondante". Den hjælper mig med at hvæsse mine kløer, og med at skylle de torne ud, der flyder gennem mit hjerte og mine blodbaner.
Nummeret starter ganske stille. En enkelt guitar skubber sangen i gang med en usikker melodi. En stortromme i stakato-agtig rytme følger, og overtager efter at guitaren har givet op. Det lyder som en vejrtrækning, hvor man ikke kan trække vejret helt i bund. Som om der er nogen, der presser på ens bryst.
In A Dream I Saw You Walking. Like A Kid Alive And Talking. That Was You. In The Classroom You Were Teaching. On The Streets You Were Policing. That Was You. To The One I Now Know Most, I Will Tell Them Of Your Ghost Like A Thing That Never, Ever Was.
In A Dream I Saw You Walking. With Your Friends Alive And Talking. That Was You. Well, I Saw It In Your Movement And Even Though You Never Knew It. Well, I Knew, Just How Sweet It Could Be, If You'd Never Left These Streets.
Jim James er blevet forladt, og han ser personen i alt og overalt. Hans stemme er lys og ydmyg. Han er tilbageholden og indadvendt, men jo længere man kommer ind i nummeret, jo tydeligere kan man mærke frustrationen og sorgen. Først med guitaren der vender tilbage, og senere med Jim James, der stille og roligt begynder at synge mere og mere i stedet for at fortælle. Han har ondt i hjertet og er såret.
You Had Me Worried, So Worried That This Would Last...
But Now I'm Learning, Learning That This Will Pass...
Det er den sidste fjerdedel af nummeret, der virkelig tænder mig, der sætter ild til mig. Det starter med et lille instrumentalt stykke, hvor guitaren får plads til at udvikle sig. Fra at være lille bitte vokser den sig larmende og stærk for, sammen med trommerne, at eksplodere i et kæmpe bål af susende flammer med Jim James' rå og skrigende stemme brændende indeni. Det føles så stærkt, at jeg nærmest får kvalme. Mine hår rejser sig på hele min krop, jeg kan fysisk mærke blodet brænde under min hud, og hvordan tornene, sorgen og vreden, former sig til en bombe, der eksploderer med det skrig Jim James til sidst får samlet kræfter til. I nummerets sidste minut hjælper de rivende guitarer og tunge trommer med at tvinge flammerne langt væk fra mig for til sidst selv at ebbe ud. Missionen er lykkes. Jeg kan rejse mig og rette ryggen igen. Ligesom Jim James, der ganske vist er såret, men som også har genfundet håbet - eller i hvert fald ved, at han vil komme til det.
September 5, 2009
Syner
Teitur
De fleste sange minder mig om noget. Det gør de sikkert for de fleste. De minder mig enten om et sted jeg var, en følelse jeg havde, en epoke i mit liv eller konkrete oplevelser, jeg havde da jeg hørte musikken. Derfor ser jeg ofte billeder af gamle minder for mit indre øje, når jeg hører musik. Det er både godt og skidt, og det afhænger af mit sinds dagsform, hvad jeg tåle at høre.
"Syner" er et af de numre, hvor jeg præcis husker, hvor jeg var, da jeg hørte nummeret første gang, selvom det efterhånden er en håndfuld år siden. Jeg var ude at gå en tur rundt om Utterslev mose, og var nået ned til motorvejen; der hvor man kan se søerne, fuglene, træerne og ikke mindst Grundtvigs kirke, der troner op i himlen, og som ved synet af den, altid får mig til at føle, at jeg er i Prag og ikke i København. Men lige dér. Lige der var jeg, da jeg første gang hørte Teiturs klare stemme. Jeg husker, at jeg var nødt til at stoppe op. Det var kærlighed ved første lyt. Hans stemme, hans accent, den fantastiske tekst og musikken. Pletskud.
Jeg havde indtil da aldrig hørt et andet nummer med Teitur, og det har jeg stadig ikke. Jeg tør ikke. "Syner" er så rammende, så perfekt og jeg ved, at jeg aldrig kommer til at lytte til et bedre nummer på dansk. Så det er der nummeret er. I sin egen lille æske af perfektionisme. Den har sin egen hylde i mit hjerte, og hver gang jeg pakker den ud og lytter til den, bliver jeg teenage-forelsket i Teiturs blide danske accent og hans glasklare stemme. Men det er ikke Teiturs stemme alene, der gør det for mig, og det er nok også en af grundene til, at jeg ikke har kastet mig over hans plader. For det er teksten, jeg elsker allermest. Den er i virkeligheden så simpel - nogle vil måske ligefrem sige, at den er på grænsen til at være banal. Men jeg synes, at den er enkel og utroligt rammende. Den er konkret, ordene er smukke og velvalgte, og den maler tydelige billeder. Jeg ser det hele. Og jeg føler det også.
Vinden skramler med kviste og grene
natten er sort, jeg er helt alene.
Hotellet er tomt, det er her jeg bor
det syder og bobler af syner og ord.
Jeg ved ikke, hvem det er, jeg skal møde
om det er de levende eller de døde.
Ude i parken står de og kigger
ind gennem vinduet, her hvor jeg ligger.
Er de sluppet ud eller kommer de ind
de skæve fantomer, der fylder mit sind.
Jeg tænder et lys og drikker lidt vand
vejen er spærret til drømmeland.
Jeg pakker mig ind under tæpper og dyner
men intet kan standse de flakkende syner.
De kommer som gæster fra fremmede byer
som udklipsfigurer på drivende skyer.
De fylder hotellet med drømme og minder
om det der skal komme, og det der forsvinder.
Hvor er jeg henne, hvad er det der sker
der er spøgelsesfingre på angstens klaver.
I skyggerne danser fortættede tanker
til lyset der blafrer, og hjertet der banker.
En dag skal det slukkes og hjertet skal standse
hvad skal så blafre, og hvad skal så danse.
De fleste sange minder mig om noget. Det gør de sikkert for de fleste. De minder mig enten om et sted jeg var, en følelse jeg havde, en epoke i mit liv eller konkrete oplevelser, jeg havde da jeg hørte musikken. Derfor ser jeg ofte billeder af gamle minder for mit indre øje, når jeg hører musik. Det er både godt og skidt, og det afhænger af mit sinds dagsform, hvad jeg tåle at høre.
"Syner" er et af de numre, hvor jeg præcis husker, hvor jeg var, da jeg hørte nummeret første gang, selvom det efterhånden er en håndfuld år siden. Jeg var ude at gå en tur rundt om Utterslev mose, og var nået ned til motorvejen; der hvor man kan se søerne, fuglene, træerne og ikke mindst Grundtvigs kirke, der troner op i himlen, og som ved synet af den, altid får mig til at føle, at jeg er i Prag og ikke i København. Men lige dér. Lige der var jeg, da jeg første gang hørte Teiturs klare stemme. Jeg husker, at jeg var nødt til at stoppe op. Det var kærlighed ved første lyt. Hans stemme, hans accent, den fantastiske tekst og musikken. Pletskud.
Jeg havde indtil da aldrig hørt et andet nummer med Teitur, og det har jeg stadig ikke. Jeg tør ikke. "Syner" er så rammende, så perfekt og jeg ved, at jeg aldrig kommer til at lytte til et bedre nummer på dansk. Så det er der nummeret er. I sin egen lille æske af perfektionisme. Den har sin egen hylde i mit hjerte, og hver gang jeg pakker den ud og lytter til den, bliver jeg teenage-forelsket i Teiturs blide danske accent og hans glasklare stemme. Men det er ikke Teiturs stemme alene, der gør det for mig, og det er nok også en af grundene til, at jeg ikke har kastet mig over hans plader. For det er teksten, jeg elsker allermest. Den er i virkeligheden så simpel - nogle vil måske ligefrem sige, at den er på grænsen til at være banal. Men jeg synes, at den er enkel og utroligt rammende. Den er konkret, ordene er smukke og velvalgte, og den maler tydelige billeder. Jeg ser det hele. Og jeg føler det også.
Vinden skramler med kviste og grene
natten er sort, jeg er helt alene.
Hotellet er tomt, det er her jeg bor
det syder og bobler af syner og ord.
Jeg ved ikke, hvem det er, jeg skal møde
om det er de levende eller de døde.
Ude i parken står de og kigger
ind gennem vinduet, her hvor jeg ligger.
Er de sluppet ud eller kommer de ind
de skæve fantomer, der fylder mit sind.
Jeg tænder et lys og drikker lidt vand
vejen er spærret til drømmeland.
Jeg pakker mig ind under tæpper og dyner
men intet kan standse de flakkende syner.
De kommer som gæster fra fremmede byer
som udklipsfigurer på drivende skyer.
De fylder hotellet med drømme og minder
om det der skal komme, og det der forsvinder.
Hvor er jeg henne, hvad er det der sker
der er spøgelsesfingre på angstens klaver.
I skyggerne danser fortættede tanker
til lyset der blafrer, og hjertet der banker.
En dag skal det slukkes og hjertet skal standse
hvad skal så blafre, og hvad skal så danse.
October 21, 2008
Empty
Ray LaMontagne
Jeg kan godt lide stille film. Sådan nogle film, hvor der ved første øjekast ikke umiddelbart sker noget. Film der handler om hverdagen, og om de mennesker, der lever i den. Helt almindelige mennesker, der udadtil ser ud som om de har styr på livet, men indeni kæmper en indædt kamp for ikke at bryde sammen. Mennesker, hvis liv ikke synes særligt spændende, men som ved nærmere eftersyn indeholder både tragedier, sorger og glæder. Sådanne film kan jeg bedst lide. De minder mig om menneskeligheden. Det der på een gang gør os skrøbelige og stærke.
En akustisk guitar, der lyder som regndråber i et begyndende tordenvejr. Sådan starter "Empty". Allerede fra nummerets begyndelse kan jeg mærke den blide melankolske stemning, der lægger sig som små grå skyer omkring mig. Den passer perfekt til mit humør.
She lifts her skirt up to her knees. Walks through the garden rows with her bare feet, laughing.
I never learned to count my blessings, I choose instead to dwell in my disasters.
I walk on down the hill through the grass grown tall and brown. And still it's hard somehow to let go of my pain. Will I always feel this way? So empty, so estranged .
Teksten er små malerier, små billeder, som jeg ser tydeligt for mig. Som en film. Pigen med det udslåede hår, der ler. Ham der går bagved. Han smiler, men kun et lille smil. Et af dem, hvor man smiler, mens man samtidigt kæmper for at holde lavaen fra vulkanen i maven nede.
Well, I looked my demons in the eyes. Laid bare my chest said: Do your best destroy me. See I've been to hell and back so many times, I must admit you kinda bore me. There's a lot of things that can kill a man. There's a lot of ways to die. Yes, and some already dead and walk beside me. There's a lot of things I don't understand. Why so many people lie. Well, it's the hurt I hide that fuels the fire inside me.
Der er to elementer i nummeret, der for mig gør det til et mesterværk. For det første er der teksten, som er så blid, så smuk, så ærlig. Det er en fortælling om den stille kamp, der udspiller sig inde i mennesket, der på ydersiden burde være lykkelig med kærligheden smilende ved sin side. For det andet er der melodien, som på mange måder virker underspillet, og er så enkel og ligetil. En akustisk guitar, der spiller det samme igen og igen, og et par violiner der indimellem dukker op og skaber melodien.
Sangens slutning er åben. Det kan gå begge veje. For mig er slutningen ikke vigtig. Det, der betyder noget, er beskrivelsen af følelserne, af stemningen. Det er en reflektion og en følelse, som rammer mig, og jeg kan godt lide at spille nummerets film i mit hovede igen og igen.
Jeg kan godt lide stille film. Sådan nogle film, hvor der ved første øjekast ikke umiddelbart sker noget. Film der handler om hverdagen, og om de mennesker, der lever i den. Helt almindelige mennesker, der udadtil ser ud som om de har styr på livet, men indeni kæmper en indædt kamp for ikke at bryde sammen. Mennesker, hvis liv ikke synes særligt spændende, men som ved nærmere eftersyn indeholder både tragedier, sorger og glæder. Sådanne film kan jeg bedst lide. De minder mig om menneskeligheden. Det der på een gang gør os skrøbelige og stærke.
En akustisk guitar, der lyder som regndråber i et begyndende tordenvejr. Sådan starter "Empty". Allerede fra nummerets begyndelse kan jeg mærke den blide melankolske stemning, der lægger sig som små grå skyer omkring mig. Den passer perfekt til mit humør.
She lifts her skirt up to her knees. Walks through the garden rows with her bare feet, laughing.
I never learned to count my blessings, I choose instead to dwell in my disasters.
I walk on down the hill through the grass grown tall and brown. And still it's hard somehow to let go of my pain. Will I always feel this way? So empty, so estranged .
Teksten er små malerier, små billeder, som jeg ser tydeligt for mig. Som en film. Pigen med det udslåede hår, der ler. Ham der går bagved. Han smiler, men kun et lille smil. Et af dem, hvor man smiler, mens man samtidigt kæmper for at holde lavaen fra vulkanen i maven nede.
Well, I looked my demons in the eyes. Laid bare my chest said: Do your best destroy me. See I've been to hell and back so many times, I must admit you kinda bore me. There's a lot of things that can kill a man. There's a lot of ways to die. Yes, and some already dead and walk beside me. There's a lot of things I don't understand. Why so many people lie. Well, it's the hurt I hide that fuels the fire inside me.
Der er to elementer i nummeret, der for mig gør det til et mesterværk. For det første er der teksten, som er så blid, så smuk, så ærlig. Det er en fortælling om den stille kamp, der udspiller sig inde i mennesket, der på ydersiden burde være lykkelig med kærligheden smilende ved sin side. For det andet er der melodien, som på mange måder virker underspillet, og er så enkel og ligetil. En akustisk guitar, der spiller det samme igen og igen, og et par violiner der indimellem dukker op og skaber melodien.
Sangens slutning er åben. Det kan gå begge veje. For mig er slutningen ikke vigtig. Det, der betyder noget, er beskrivelsen af følelserne, af stemningen. Det er en reflektion og en følelse, som rammer mig, og jeg kan godt lide at spille nummerets film i mit hovede igen og igen.
Subscribe to:
Posts (Atom)
