Denison Witmer
Jeg er vildt forelsket i december. Jeg elsker at cykle i mørket og kigge på de mange smukke lyskæder, som byen har klædt sig i. Jeg elsker at bruge tid på at finde den rigtige gave - godt beskyttet af min juleplayliste på min Ipod, så jeg ikke mærker folks stress og jag og undgår butikkernes irriterende valg af julemusik. Og når jeg kommer hjem, elsker jeg at sidde i stuen og hygge mig med at pakke gaverne ind, mens julemusikken giver mig den helt rigtige stemning. Eller sådan plejer det i hvert fald at være. For i år må der være nogen, der har glemt at drysse julestøv på mig. Jeg tror, det er første gang.
Lyskæderne er ikke så magiske, som de plejer at være, lysten til at finde de rigtige gaver er erstattet af en mærkelig præstationsangst, og når jeg laver konfekt og chokolade i køkkenet til tonerne af julemappen på Ipod'en, rammer de mig ikke på samme måde, som de plejer.
Denison Witmers nummer er et af de mange yndlingsjulenumre, jeg altid hører i december. Og i år passer sangen perfekt til mit tilsyneladende jule-forladte sind.
Christmas time
In the busyness around that time
I could not lift my head enough to see
The face that I wanted to see
Through the door
Where the packages lie on the floor
Evergreen and incense in the air
There was a year I didn't care
I første vers akkompagneres Denison Witmer af en akustisk guitar, der virker lukket og tilbageholden ligesom Witmer, der synger teksten med en stemme, der absolut er blottet for enhver form for julestemning. Han er ligeglad og trist. Men i omkvædet sker der noget. Den akustiske guitar får pustet liv i sig med hjælp fra enkelte akkorder fra en elektrisk guitar og Dension Witmer får mere styrke i sin stemme.
With my voice I sang this before
That grace would come and sorrow would be no more
With my ears I've heard this before
That grace would come and sorrow would be no more
With my knees bent to the floor
Og det virker. I sidste vers er sangen tilbage til udgangspunktet, men noget er alligevel forandret. For julestemning eller ej; julen kan noget bare ved at være der. Så selvom tristessen ikke når at fordufte helt, så er jeg sikker på, at jeg nok skal mærke varmen fra de mennesker jeg holder af og som holder af mig. Og det er vel i virkeligheden det, det hele handler om.
Christmas day in the stillness that protects this day
String of lights were strung into a tree
String of lights were strung inside of me
I felt at peace and fell asleep
I felt at peace and slept
Her er mit forslag til et julemix med 24 rare julesange (og en afslutning der er enhver julefilm værdig):
Denison Witmer: Christmas Time
My Morning Jacket: I Just Wanted To Say
Jesse Malin: Xmas
Glasvegas: A Snowflake Fell (And It Felt Like A Kiss)
Findlay Brown: Last Christmas
Stina Nordenstam: Soon After Christmas
Neal Casal: Cora Jones
My Morning Jacket: Xmas Curtain
Clearlake: I Wonder If The Snow Will Settle
Juni Järvi: Falling Down Like Snow
Parker & Lily: Snow Day
Tiger Baby: This Cristmas (You're The One I Want To Be With)
All My Friends: No One Should Feel Sad At Christmas Time
Pilate: Fairytale Of New York
Badly Drawn Boy: Donna & Blitzen
Ed Harcourt: In The Bleak Midwinter
Hawksley Workman: A House Or Maybe A Boat
Handsome Family: So Much Wine
Death Cap For Cutie: Christmas (Baby, Please Come Home)
El Perro Del Mar: Oh What A Christmas
Jens Lekman: Run Away With Me
Montt Mardié: I Wish Everyday Could Be Like Christmas
Tori Amos: Have Yourself A Merry Little Christmas
Hawksley Workman: Merry Christmas (I Love You)
December 13, 2009
October 9, 2009
Dondante
My Morning Jacket
Hvis jeg havde et princip om kun at skrive om et nummer pr. kunstner, så dør det nu. Jeg er nødt til at skrive om dette nummer. For nogle gange har jeg brug for en sang, der hjælper mig med at hvæse. En sang der hjælper med at give afløb for de indestængte følelser og tanker, der forurener min krop og stopper blodårerne til. En sang der renser ud, og som giver mig lov til at skrige lidt af verden. Og det gør "Dondante". Den hjælper mig med at hvæsse mine kløer, og med at skylle de torne ud, der flyder gennem mit hjerte og mine blodbaner.
Nummeret starter ganske stille. En enkelt guitar skubber sangen i gang med en usikker melodi. En stortromme i stakato-agtig rytme følger, og overtager efter at guitaren har givet op. Det lyder som en vejrtrækning, hvor man ikke kan trække vejret helt i bund. Som om der er nogen, der presser på ens bryst.
In A Dream I Saw You Walking. Like A Kid Alive And Talking. That Was You. In The Classroom You Were Teaching. On The Streets You Were Policing. That Was You. To The One I Now Know Most, I Will Tell Them Of Your Ghost Like A Thing That Never, Ever Was.
In A Dream I Saw You Walking. With Your Friends Alive And Talking. That Was You. Well, I Saw It In Your Movement And Even Though You Never Knew It. Well, I Knew, Just How Sweet It Could Be, If You'd Never Left These Streets.
Jim James er blevet forladt, og han ser personen i alt og overalt. Hans stemme er lys og ydmyg. Han er tilbageholden og indadvendt, men jo længere man kommer ind i nummeret, jo tydeligere kan man mærke frustrationen og sorgen. Først med guitaren der vender tilbage, og senere med Jim James, der stille og roligt begynder at synge mere og mere i stedet for at fortælle. Han har ondt i hjertet og er såret.
You Had Me Worried, So Worried That This Would Last...
But Now I'm Learning, Learning That This Will Pass...
Det er den sidste fjerdedel af nummeret, der virkelig tænder mig, der sætter ild til mig. Det starter med et lille instrumentalt stykke, hvor guitaren får plads til at udvikle sig. Fra at være lille bitte vokser den sig larmende og stærk for, sammen med trommerne, at eksplodere i et kæmpe bål af susende flammer med Jim James' rå og skrigende stemme brændende indeni. Det føles så stærkt, at jeg nærmest får kvalme. Mine hår rejser sig på hele min krop, jeg kan fysisk mærke blodet brænde under min hud, og hvordan tornene, sorgen og vreden, former sig til en bombe, der eksploderer med det skrig Jim James til sidst får samlet kræfter til. I nummerets sidste minut hjælper de rivende guitarer og tunge trommer med at tvinge flammerne langt væk fra mig for til sidst selv at ebbe ud. Missionen er lykkes. Jeg kan rejse mig og rette ryggen igen. Ligesom Jim James, der ganske vist er såret, men som også har genfundet håbet - eller i hvert fald ved, at han vil komme til det.
Hvis jeg havde et princip om kun at skrive om et nummer pr. kunstner, så dør det nu. Jeg er nødt til at skrive om dette nummer. For nogle gange har jeg brug for en sang, der hjælper mig med at hvæse. En sang der hjælper med at give afløb for de indestængte følelser og tanker, der forurener min krop og stopper blodårerne til. En sang der renser ud, og som giver mig lov til at skrige lidt af verden. Og det gør "Dondante". Den hjælper mig med at hvæsse mine kløer, og med at skylle de torne ud, der flyder gennem mit hjerte og mine blodbaner.
Nummeret starter ganske stille. En enkelt guitar skubber sangen i gang med en usikker melodi. En stortromme i stakato-agtig rytme følger, og overtager efter at guitaren har givet op. Det lyder som en vejrtrækning, hvor man ikke kan trække vejret helt i bund. Som om der er nogen, der presser på ens bryst.
In A Dream I Saw You Walking. Like A Kid Alive And Talking. That Was You. In The Classroom You Were Teaching. On The Streets You Were Policing. That Was You. To The One I Now Know Most, I Will Tell Them Of Your Ghost Like A Thing That Never, Ever Was.
In A Dream I Saw You Walking. With Your Friends Alive And Talking. That Was You. Well, I Saw It In Your Movement And Even Though You Never Knew It. Well, I Knew, Just How Sweet It Could Be, If You'd Never Left These Streets.
Jim James er blevet forladt, og han ser personen i alt og overalt. Hans stemme er lys og ydmyg. Han er tilbageholden og indadvendt, men jo længere man kommer ind i nummeret, jo tydeligere kan man mærke frustrationen og sorgen. Først med guitaren der vender tilbage, og senere med Jim James, der stille og roligt begynder at synge mere og mere i stedet for at fortælle. Han har ondt i hjertet og er såret.
You Had Me Worried, So Worried That This Would Last...
But Now I'm Learning, Learning That This Will Pass...
Det er den sidste fjerdedel af nummeret, der virkelig tænder mig, der sætter ild til mig. Det starter med et lille instrumentalt stykke, hvor guitaren får plads til at udvikle sig. Fra at være lille bitte vokser den sig larmende og stærk for, sammen med trommerne, at eksplodere i et kæmpe bål af susende flammer med Jim James' rå og skrigende stemme brændende indeni. Det føles så stærkt, at jeg nærmest får kvalme. Mine hår rejser sig på hele min krop, jeg kan fysisk mærke blodet brænde under min hud, og hvordan tornene, sorgen og vreden, former sig til en bombe, der eksploderer med det skrig Jim James til sidst får samlet kræfter til. I nummerets sidste minut hjælper de rivende guitarer og tunge trommer med at tvinge flammerne langt væk fra mig for til sidst selv at ebbe ud. Missionen er lykkes. Jeg kan rejse mig og rette ryggen igen. Ligesom Jim James, der ganske vist er såret, men som også har genfundet håbet - eller i hvert fald ved, at han vil komme til det.
September 5, 2009
Syner
Teitur
De fleste sange minder mig om noget. Det gør de sikkert for de fleste. De minder mig enten om et sted jeg var, en følelse jeg havde, en epoke i mit liv eller konkrete oplevelser, jeg havde da jeg hørte musikken. Derfor ser jeg ofte billeder af gamle minder for mit indre øje, når jeg hører musik. Det er både godt og skidt, og det afhænger af mit sinds dagsform, hvad jeg tåle at høre.
"Syner" er et af de numre, hvor jeg præcis husker, hvor jeg var, da jeg hørte nummeret første gang, selvom det efterhånden er en håndfuld år siden. Jeg var ude at gå en tur rundt om Utterslev mose, og var nået ned til motorvejen; der hvor man kan se søerne, fuglene, træerne og ikke mindst Grundtvigs kirke, der troner op i himlen, og som ved synet af den, altid får mig til at føle, at jeg er i Prag og ikke i København. Men lige dér. Lige der var jeg, da jeg første gang hørte Teiturs klare stemme. Jeg husker, at jeg var nødt til at stoppe op. Det var kærlighed ved første lyt. Hans stemme, hans accent, den fantastiske tekst og musikken. Pletskud.
Jeg havde indtil da aldrig hørt et andet nummer med Teitur, og det har jeg stadig ikke. Jeg tør ikke. "Syner" er så rammende, så perfekt og jeg ved, at jeg aldrig kommer til at lytte til et bedre nummer på dansk. Så det er der nummeret er. I sin egen lille æske af perfektionisme. Den har sin egen hylde i mit hjerte, og hver gang jeg pakker den ud og lytter til den, bliver jeg teenage-forelsket i Teiturs blide danske accent og hans glasklare stemme. Men det er ikke Teiturs stemme alene, der gør det for mig, og det er nok også en af grundene til, at jeg ikke har kastet mig over hans plader. For det er teksten, jeg elsker allermest. Den er i virkeligheden så simpel - nogle vil måske ligefrem sige, at den er på grænsen til at være banal. Men jeg synes, at den er enkel og utroligt rammende. Den er konkret, ordene er smukke og velvalgte, og den maler tydelige billeder. Jeg ser det hele. Og jeg føler det også.
Vinden skramler med kviste og grene
natten er sort, jeg er helt alene.
Hotellet er tomt, det er her jeg bor
det syder og bobler af syner og ord.
Jeg ved ikke, hvem det er, jeg skal møde
om det er de levende eller de døde.
Ude i parken står de og kigger
ind gennem vinduet, her hvor jeg ligger.
Er de sluppet ud eller kommer de ind
de skæve fantomer, der fylder mit sind.
Jeg tænder et lys og drikker lidt vand
vejen er spærret til drømmeland.
Jeg pakker mig ind under tæpper og dyner
men intet kan standse de flakkende syner.
De kommer som gæster fra fremmede byer
som udklipsfigurer på drivende skyer.
De fylder hotellet med drømme og minder
om det der skal komme, og det der forsvinder.
Hvor er jeg henne, hvad er det der sker
der er spøgelsesfingre på angstens klaver.
I skyggerne danser fortættede tanker
til lyset der blafrer, og hjertet der banker.
En dag skal det slukkes og hjertet skal standse
hvad skal så blafre, og hvad skal så danse.
De fleste sange minder mig om noget. Det gør de sikkert for de fleste. De minder mig enten om et sted jeg var, en følelse jeg havde, en epoke i mit liv eller konkrete oplevelser, jeg havde da jeg hørte musikken. Derfor ser jeg ofte billeder af gamle minder for mit indre øje, når jeg hører musik. Det er både godt og skidt, og det afhænger af mit sinds dagsform, hvad jeg tåle at høre.
"Syner" er et af de numre, hvor jeg præcis husker, hvor jeg var, da jeg hørte nummeret første gang, selvom det efterhånden er en håndfuld år siden. Jeg var ude at gå en tur rundt om Utterslev mose, og var nået ned til motorvejen; der hvor man kan se søerne, fuglene, træerne og ikke mindst Grundtvigs kirke, der troner op i himlen, og som ved synet af den, altid får mig til at føle, at jeg er i Prag og ikke i København. Men lige dér. Lige der var jeg, da jeg første gang hørte Teiturs klare stemme. Jeg husker, at jeg var nødt til at stoppe op. Det var kærlighed ved første lyt. Hans stemme, hans accent, den fantastiske tekst og musikken. Pletskud.
Jeg havde indtil da aldrig hørt et andet nummer med Teitur, og det har jeg stadig ikke. Jeg tør ikke. "Syner" er så rammende, så perfekt og jeg ved, at jeg aldrig kommer til at lytte til et bedre nummer på dansk. Så det er der nummeret er. I sin egen lille æske af perfektionisme. Den har sin egen hylde i mit hjerte, og hver gang jeg pakker den ud og lytter til den, bliver jeg teenage-forelsket i Teiturs blide danske accent og hans glasklare stemme. Men det er ikke Teiturs stemme alene, der gør det for mig, og det er nok også en af grundene til, at jeg ikke har kastet mig over hans plader. For det er teksten, jeg elsker allermest. Den er i virkeligheden så simpel - nogle vil måske ligefrem sige, at den er på grænsen til at være banal. Men jeg synes, at den er enkel og utroligt rammende. Den er konkret, ordene er smukke og velvalgte, og den maler tydelige billeder. Jeg ser det hele. Og jeg føler det også.
Vinden skramler med kviste og grene
natten er sort, jeg er helt alene.
Hotellet er tomt, det er her jeg bor
det syder og bobler af syner og ord.
Jeg ved ikke, hvem det er, jeg skal møde
om det er de levende eller de døde.
Ude i parken står de og kigger
ind gennem vinduet, her hvor jeg ligger.
Er de sluppet ud eller kommer de ind
de skæve fantomer, der fylder mit sind.
Jeg tænder et lys og drikker lidt vand
vejen er spærret til drømmeland.
Jeg pakker mig ind under tæpper og dyner
men intet kan standse de flakkende syner.
De kommer som gæster fra fremmede byer
som udklipsfigurer på drivende skyer.
De fylder hotellet med drømme og minder
om det der skal komme, og det der forsvinder.
Hvor er jeg henne, hvad er det der sker
der er spøgelsesfingre på angstens klaver.
I skyggerne danser fortættede tanker
til lyset der blafrer, og hjertet der banker.
En dag skal det slukkes og hjertet skal standse
hvad skal så blafre, og hvad skal så danse.
October 21, 2008
Empty
Ray LaMontagne
Jeg kan godt lide stille film. Sådan nogle film, hvor der ved første øjekast ikke umiddelbart sker noget. Film der handler om hverdagen, og om de mennesker, der lever i den. Helt almindelige mennesker, der udadtil ser ud som om de har styr på livet, men indeni kæmper en indædt kamp for ikke at bryde sammen. Mennesker, hvis liv ikke synes særligt spændende, men som ved nærmere eftersyn indeholder både tragedier, sorger og glæder. Sådanne film kan jeg bedst lide. De minder mig om menneskeligheden. Det der på een gang gør os skrøbelige og stærke.
En akustisk guitar, der lyder som regndråber i et begyndende tordenvejr. Sådan starter "Empty". Allerede fra nummerets begyndelse kan jeg mærke den blide melankolske stemning, der lægger sig som små grå skyer omkring mig. Den passer perfekt til mit humør.
She lifts her skirt up to her knees. Walks through the garden rows with her bare feet, laughing.
I never learned to count my blessings, I choose instead to dwell in my disasters.
I walk on down the hill through the grass grown tall and brown. And still it's hard somehow to let go of my pain. Will I always feel this way? So empty, so estranged .
Teksten er små malerier, små billeder, som jeg ser tydeligt for mig. Som en film. Pigen med det udslåede hår, der ler. Ham der går bagved. Han smiler, men kun et lille smil. Et af dem, hvor man smiler, mens man samtidigt kæmper for at holde lavaen fra vulkanen i maven nede.
Well, I looked my demons in the eyes. Laid bare my chest said: Do your best destroy me. See I've been to hell and back so many times, I must admit you kinda bore me. There's a lot of things that can kill a man. There's a lot of ways to die. Yes, and some already dead and walk beside me. There's a lot of things I don't understand. Why so many people lie. Well, it's the hurt I hide that fuels the fire inside me.
Der er to elementer i nummeret, der for mig gør det til et mesterværk. For det første er der teksten, som er så blid, så smuk, så ærlig. Det er en fortælling om den stille kamp, der udspiller sig inde i mennesket, der på ydersiden burde være lykkelig med kærligheden smilende ved sin side. For det andet er der melodien, som på mange måder virker underspillet, og er så enkel og ligetil. En akustisk guitar, der spiller det samme igen og igen, og et par violiner der indimellem dukker op og skaber melodien.
Sangens slutning er åben. Det kan gå begge veje. For mig er slutningen ikke vigtig. Det, der betyder noget, er beskrivelsen af følelserne, af stemningen. Det er en reflektion og en følelse, som rammer mig, og jeg kan godt lide at spille nummerets film i mit hovede igen og igen.
Jeg kan godt lide stille film. Sådan nogle film, hvor der ved første øjekast ikke umiddelbart sker noget. Film der handler om hverdagen, og om de mennesker, der lever i den. Helt almindelige mennesker, der udadtil ser ud som om de har styr på livet, men indeni kæmper en indædt kamp for ikke at bryde sammen. Mennesker, hvis liv ikke synes særligt spændende, men som ved nærmere eftersyn indeholder både tragedier, sorger og glæder. Sådanne film kan jeg bedst lide. De minder mig om menneskeligheden. Det der på een gang gør os skrøbelige og stærke.
En akustisk guitar, der lyder som regndråber i et begyndende tordenvejr. Sådan starter "Empty". Allerede fra nummerets begyndelse kan jeg mærke den blide melankolske stemning, der lægger sig som små grå skyer omkring mig. Den passer perfekt til mit humør.
She lifts her skirt up to her knees. Walks through the garden rows with her bare feet, laughing.
I never learned to count my blessings, I choose instead to dwell in my disasters.
I walk on down the hill through the grass grown tall and brown. And still it's hard somehow to let go of my pain. Will I always feel this way? So empty, so estranged .
Teksten er små malerier, små billeder, som jeg ser tydeligt for mig. Som en film. Pigen med det udslåede hår, der ler. Ham der går bagved. Han smiler, men kun et lille smil. Et af dem, hvor man smiler, mens man samtidigt kæmper for at holde lavaen fra vulkanen i maven nede.
Well, I looked my demons in the eyes. Laid bare my chest said: Do your best destroy me. See I've been to hell and back so many times, I must admit you kinda bore me. There's a lot of things that can kill a man. There's a lot of ways to die. Yes, and some already dead and walk beside me. There's a lot of things I don't understand. Why so many people lie. Well, it's the hurt I hide that fuels the fire inside me.
Der er to elementer i nummeret, der for mig gør det til et mesterværk. For det første er der teksten, som er så blid, så smuk, så ærlig. Det er en fortælling om den stille kamp, der udspiller sig inde i mennesket, der på ydersiden burde være lykkelig med kærligheden smilende ved sin side. For det andet er der melodien, som på mange måder virker underspillet, og er så enkel og ligetil. En akustisk guitar, der spiller det samme igen og igen, og et par violiner der indimellem dukker op og skaber melodien.
Sangens slutning er åben. Det kan gå begge veje. For mig er slutningen ikke vigtig. Det, der betyder noget, er beskrivelsen af følelserne, af stemningen. Det er en reflektion og en følelse, som rammer mig, og jeg kan godt lide at spille nummerets film i mit hovede igen og igen.
June 28, 2008
Open Heart Zoo
Martin Grech
Jeg kan godt lide den titel. Open Heart Zoo. Zoologisk hjerte. Det er et billede. Jeg forestiller mig, at der er mennesker, der tramper og maser for at se det røde og endnu bankende hjerte, der ligger blottet i det åbne bryst. Mennesker der skubber og glor og peger på den film hjertet viser. Mennesker der bliver sure, fordi de ikke kan se hjertet, mennesker der råber buh eller griner af de ting, hjertet viser, mennesker der kaster ting på hjertet. Mennesker der ikke forstår, hvad det hele i virkeligheden handler om. Mennesker, primitive mennesker. Og hjertet det ligger og kæmper for at forblive rødt. Det prøver at banke videre, men det ved ikke længere, hvad det banker for.
Musikken starter som begyndelsen på en uhyggelig film. Sitrende og nervøse toner der bliver højere og højere, ligesom skridt fra en person der bliver forfulgt - hurtigere og hurtigere indtil de til sidst bliver stoppet bagfra. Og så...Stilhed.
Et klaver begynder at spille akkompagneret af en afbrudt nynnen, der lyder som hvinende spøgelser, der prøver at lokke. Martin Grech begynder at synge. Han synger med en skinger og castrato lignende stemme. Den er høj og har en nærmest psykotisk klang. Men der er også skønhed over den. Den virker ærlig og afklaret, men samtidig umådelig trist og fortabt.
See in through both sides
wants more to life
know your limits boy
once more too high
Netop som man tror, at sangen skal til at ændre sig, blive lys og håbefuld, intensiveres den depressive stemning. Det lyder som om, Martin Grech prøver at slippe fri fra de mørke følelser, fra spøgelserne. Men han har ikke mere luft og udbryder et gisp så voldsomt, at jeg selv kommer til at gispe. Store tunge maskinelle trommer tromler ned over ham og mig, mens spøgelserne med deres skrigende og gennemsigtige stemmer svæver omkring og fejrer, at de har vundet. Martin Grech er fanget i deres sorte tomme verden. Han har overgivet sig, givet op, tabt. Ligesom hjertet i billedet, der nu er blevet sort og er holdt op med at banke.
Jeg kan godt lide den titel. Open Heart Zoo. Zoologisk hjerte. Det er et billede. Jeg forestiller mig, at der er mennesker, der tramper og maser for at se det røde og endnu bankende hjerte, der ligger blottet i det åbne bryst. Mennesker der skubber og glor og peger på den film hjertet viser. Mennesker der bliver sure, fordi de ikke kan se hjertet, mennesker der råber buh eller griner af de ting, hjertet viser, mennesker der kaster ting på hjertet. Mennesker der ikke forstår, hvad det hele i virkeligheden handler om. Mennesker, primitive mennesker. Og hjertet det ligger og kæmper for at forblive rødt. Det prøver at banke videre, men det ved ikke længere, hvad det banker for.
Musikken starter som begyndelsen på en uhyggelig film. Sitrende og nervøse toner der bliver højere og højere, ligesom skridt fra en person der bliver forfulgt - hurtigere og hurtigere indtil de til sidst bliver stoppet bagfra. Og så...Stilhed.
Et klaver begynder at spille akkompagneret af en afbrudt nynnen, der lyder som hvinende spøgelser, der prøver at lokke. Martin Grech begynder at synge. Han synger med en skinger og castrato lignende stemme. Den er høj og har en nærmest psykotisk klang. Men der er også skønhed over den. Den virker ærlig og afklaret, men samtidig umådelig trist og fortabt.
See in through both sides
wants more to life
know your limits boy
once more too high
Netop som man tror, at sangen skal til at ændre sig, blive lys og håbefuld, intensiveres den depressive stemning. Det lyder som om, Martin Grech prøver at slippe fri fra de mørke følelser, fra spøgelserne. Men han har ikke mere luft og udbryder et gisp så voldsomt, at jeg selv kommer til at gispe. Store tunge maskinelle trommer tromler ned over ham og mig, mens spøgelserne med deres skrigende og gennemsigtige stemmer svæver omkring og fejrer, at de har vundet. Martin Grech er fanget i deres sorte tomme verden. Han har overgivet sig, givet op, tabt. Ligesom hjertet i billedet, der nu er blevet sort og er holdt op med at banke.
March 18, 2008
Young Love
Moto Boy
For mit vedkommende startede dette års forår allerede i januar. Det var nemlig her, at jeg for første gang hørte Young Love. Siden da har jeg hørt den et utal af gange, og hver gang har jeg følt de små karakteristiske jordskælv af glæde i kroppen, som foråret altid giver mig. Når jeg lukkede øjnene, kunne jeg nærmest dufte foråret på trods af, at jeg befandt mig i marts måneds sne og kulde.
Young Love starter med en lille mild og optimistisk melodi på en elektrisk guitar med en svag stortromme i baggrunden. Og så starter svenske Oskar/Moto Boy med at synge. Og åh, hvilken stemme! Den er utrolig, og på alle måder perfekt. Det er sjældent, jeg har hørt en stemme, der kan spænde fra de helt lyse toner til de mørke og stadig have sådan en klar klang. Til releasefesten på pladen i Malmø gik det i særdeleshed op for mig, hvor fantastisk han synger. Rummet var proppet til randen med mennesker, og det eneste Moto Boy havde med sig var sin ensomme elektriske guitar. Alligevel formåede han at synge så selv de bagerste blev ramt, og taget på det nærmeste blev løftet af.
"Young Love, burning a hole in my heart. Young Love burning a hole in my heart. Find me and take me where my love belongs. Burn me. I want it 'cause my love is yours".
Young Love er dette årtis ultimative kærlighedssang. Så er det sagt. Når man hører nummeret fordufter alle ens småproblemer som dug fra en forårsmorgensol. Man føler sig i stedet opløftet og får lyst til at smile og trække på skuldrene over de ting, der før syntes så problematiske og deprimerende, og som nu i stedet virker fjollede.
Young Love handler om den altopslugende kærlighed. Om længslen efter den store kærlighed, de store følelser og ikke at stille sig tilfreds med andet end den. "They asked me: "What do you think you will find"? And I replied: "I don't know but its something devine".
Jo længere man kommer ind i nummeret, jo flere ting kommer der på. Det starter med lidt flere trommer, lidt mere kor, lidt mere intensitet i Moto Boys stemme og lidt mere nynneri. Og særligt nynneriet skal fremhæves. Jeg tror aldrig rigtigt, at nynneri har sagt mig noget andet end, at det måske til tider har været lidt irriterende. Men Moto Boys nynnen er himmelsk at lytte til, og egentligt nok det der gør, at jeg synes, at nummeret er så godt. Gennem nummeret akkompagneres hans nynnen af ham selv. Det minder om den måde Julee Cruise synger kor på sig selv på, og selvom jeg er vild med det, når Julee Cruise gør det, så lyder det endnu mere fantastisk, når Moto Boy gør det.
Hvis jeg skulle vælge en sang, som jeg skulle have med på en øde ø, ville jeg vælge "Young Love". Så ville jeg være sikker på, at jeg altid ville bevare håbet om at blive reddet, og imens ville jeg føle mig glad, let og forventningsfuld.
For mit vedkommende startede dette års forår allerede i januar. Det var nemlig her, at jeg for første gang hørte Young Love. Siden da har jeg hørt den et utal af gange, og hver gang har jeg følt de små karakteristiske jordskælv af glæde i kroppen, som foråret altid giver mig. Når jeg lukkede øjnene, kunne jeg nærmest dufte foråret på trods af, at jeg befandt mig i marts måneds sne og kulde.
Young Love starter med en lille mild og optimistisk melodi på en elektrisk guitar med en svag stortromme i baggrunden. Og så starter svenske Oskar/Moto Boy med at synge. Og åh, hvilken stemme! Den er utrolig, og på alle måder perfekt. Det er sjældent, jeg har hørt en stemme, der kan spænde fra de helt lyse toner til de mørke og stadig have sådan en klar klang. Til releasefesten på pladen i Malmø gik det i særdeleshed op for mig, hvor fantastisk han synger. Rummet var proppet til randen med mennesker, og det eneste Moto Boy havde med sig var sin ensomme elektriske guitar. Alligevel formåede han at synge så selv de bagerste blev ramt, og taget på det nærmeste blev løftet af.
"Young Love, burning a hole in my heart. Young Love burning a hole in my heart. Find me and take me where my love belongs. Burn me. I want it 'cause my love is yours".
Young Love er dette årtis ultimative kærlighedssang. Så er det sagt. Når man hører nummeret fordufter alle ens småproblemer som dug fra en forårsmorgensol. Man føler sig i stedet opløftet og får lyst til at smile og trække på skuldrene over de ting, der før syntes så problematiske og deprimerende, og som nu i stedet virker fjollede.
Young Love handler om den altopslugende kærlighed. Om længslen efter den store kærlighed, de store følelser og ikke at stille sig tilfreds med andet end den. "They asked me: "What do you think you will find"? And I replied: "I don't know but its something devine".
Jo længere man kommer ind i nummeret, jo flere ting kommer der på. Det starter med lidt flere trommer, lidt mere kor, lidt mere intensitet i Moto Boys stemme og lidt mere nynneri. Og særligt nynneriet skal fremhæves. Jeg tror aldrig rigtigt, at nynneri har sagt mig noget andet end, at det måske til tider har været lidt irriterende. Men Moto Boys nynnen er himmelsk at lytte til, og egentligt nok det der gør, at jeg synes, at nummeret er så godt. Gennem nummeret akkompagneres hans nynnen af ham selv. Det minder om den måde Julee Cruise synger kor på sig selv på, og selvom jeg er vild med det, når Julee Cruise gør det, så lyder det endnu mere fantastisk, når Moto Boy gør det.
Hvis jeg skulle vælge en sang, som jeg skulle have med på en øde ø, ville jeg vælge "Young Love". Så ville jeg være sikker på, at jeg altid ville bevare håbet om at blive reddet, og imens ville jeg føle mig glad, let og forventningsfuld.
September 15, 2007
Song For The Angels
Great Lake Swimmers
Der er et sted i Valbyparken, som er mit. Når jeg sidder der på græsset med træerne ved min side, vinden i mit ansigt og vandet for mine fødder, føler jeg, at jeg bliver lettere. Jeg kan mærke hvordan mine tanker en for en bliver opløst, og hvordan mine skuldre igen løfter sig. Jeg bliver ladet op. Fyldt med ny energi. Langsomt kommer farverne tilbage til mit blik, og det hele bliver så forbandet smukt. Jeg kan sidde der i timevis. Bare stirre på bølgerne, på himlen, på jorden. Alene men altid med musik. "Song For The Angels" er et af de numre, jeg ofte hører, når jeg er ude i naturen. Stemningen i nummeret får mig til at føle mig tryg. Den får mig til at ryste det kunstige i livet af mig, så jeg føler mig helt rå og ægte.
Nummeret er bygget op omkring en akustisk guitar kun tilsat enkle bløde toner fra en elektrisk guitar og lidt kor. Tony Dekker synger med en ømhed, som næsten kun kan sammenlignes med en mor, der synger en vuggevise for sit nyfødte barn. Det er eftertænksomt og blidt, og hans stemme føles som en beskyttende dyne.
"Song For The Angels" er et refleksivt og magisk nummer. For selvom det på overfladen kunne lyde som endnu en kærlighedssang, er det også en hyldest til naturen, en hyldest til det, der er større end os. Det er en påmindelse om, at vores liv er flygtigt, og at mange før os har været samme sted og følt det samme. "I Know That I Am Just A Drop Of Water, Frozen Into Ice On The Stormy Earth, Who Gave Us Birth, Over And Over In Cycles, Lovely Cycles". Og et eller andet sted, er det en helt utrolig lettelse. For det minder mig om, hvad der er vigtigst her i livet. Og det trøster mig.
Der er et sted i Valbyparken, som er mit. Når jeg sidder der på græsset med træerne ved min side, vinden i mit ansigt og vandet for mine fødder, føler jeg, at jeg bliver lettere. Jeg kan mærke hvordan mine tanker en for en bliver opløst, og hvordan mine skuldre igen løfter sig. Jeg bliver ladet op. Fyldt med ny energi. Langsomt kommer farverne tilbage til mit blik, og det hele bliver så forbandet smukt. Jeg kan sidde der i timevis. Bare stirre på bølgerne, på himlen, på jorden. Alene men altid med musik. "Song For The Angels" er et af de numre, jeg ofte hører, når jeg er ude i naturen. Stemningen i nummeret får mig til at føle mig tryg. Den får mig til at ryste det kunstige i livet af mig, så jeg føler mig helt rå og ægte.
Nummeret er bygget op omkring en akustisk guitar kun tilsat enkle bløde toner fra en elektrisk guitar og lidt kor. Tony Dekker synger med en ømhed, som næsten kun kan sammenlignes med en mor, der synger en vuggevise for sit nyfødte barn. Det er eftertænksomt og blidt, og hans stemme føles som en beskyttende dyne.
"Song For The Angels" er et refleksivt og magisk nummer. For selvom det på overfladen kunne lyde som endnu en kærlighedssang, er det også en hyldest til naturen, en hyldest til det, der er større end os. Det er en påmindelse om, at vores liv er flygtigt, og at mange før os har været samme sted og følt det samme. "I Know That I Am Just A Drop Of Water, Frozen Into Ice On The Stormy Earth, Who Gave Us Birth, Over And Over In Cycles, Lovely Cycles". Og et eller andet sted, er det en helt utrolig lettelse. For det minder mig om, hvad der er vigtigst her i livet. Og det trøster mig.
Subscribe to:
Posts (Atom)
