Teitur
De fleste sange minder mig om noget. Det gør de sikkert for de fleste. De minder mig enten om et sted jeg var, en følelse jeg havde, en epoke i mit liv eller konkrete oplevelser, jeg havde da jeg hørte musikken. Derfor ser jeg ofte billeder af gamle minder for mit indre øje, når jeg hører musik. Det er både godt og skidt, og det afhænger af mit sinds dagsform, hvad jeg tåle at høre.
"Syner" er et af de numre, hvor jeg præcis husker, hvor jeg var, da jeg hørte nummeret første gang, selvom det efterhånden er en håndfuld år siden. Jeg var ude at gå en tur rundt om Utterslev mose, og var nået ned til motorvejen; der hvor man kan se søerne, fuglene, træerne og ikke mindst Grundtvigs kirke, der troner op i himlen, og som ved synet af den, altid får mig til at føle, at jeg er i Prag og ikke i København. Men lige dér. Lige der var jeg, da jeg første gang hørte Teiturs klare stemme. Jeg husker, at jeg var nødt til at stoppe op. Det var kærlighed ved første lyt. Hans stemme, hans accent, den fantastiske tekst og musikken. Pletskud.
Jeg havde indtil da aldrig hørt et andet nummer med Teitur, og det har jeg stadig ikke. Jeg tør ikke. "Syner" er så rammende, så perfekt og jeg ved, at jeg aldrig kommer til at lytte til et bedre nummer på dansk. Så det er der nummeret er. I sin egen lille æske af perfektionisme. Den har sin egen hylde i mit hjerte, og hver gang jeg pakker den ud og lytter til den, bliver jeg teenage-forelsket i Teiturs blide danske accent og hans glasklare stemme. Men det er ikke Teiturs stemme alene, der gør det for mig, og det er nok også en af grundene til, at jeg ikke har kastet mig over hans plader. For det er teksten, jeg elsker allermest. Den er i virkeligheden så simpel - nogle vil måske ligefrem sige, at den er på grænsen til at være banal. Men jeg synes, at den er enkel og utroligt rammende. Den er konkret, ordene er smukke og velvalgte, og den maler tydelige billeder. Jeg ser det hele. Og jeg føler det også.
Vinden skramler med kviste og grene
natten er sort, jeg er helt alene.
Hotellet er tomt, det er her jeg bor
det syder og bobler af syner og ord.
Jeg ved ikke, hvem det er, jeg skal møde
om det er de levende eller de døde.
Ude i parken står de og kigger
ind gennem vinduet, her hvor jeg ligger.
Er de sluppet ud eller kommer de ind
de skæve fantomer, der fylder mit sind.
Jeg tænder et lys og drikker lidt vand
vejen er spærret til drømmeland.
Jeg pakker mig ind under tæpper og dyner
men intet kan standse de flakkende syner.
De kommer som gæster fra fremmede byer
som udklipsfigurer på drivende skyer.
De fylder hotellet med drømme og minder
om det der skal komme, og det der forsvinder.
Hvor er jeg henne, hvad er det der sker
der er spøgelsesfingre på angstens klaver.
I skyggerne danser fortættede tanker
til lyset der blafrer, og hjertet der banker.
En dag skal det slukkes og hjertet skal standse
hvad skal så blafre, og hvad skal så danse.
September 5, 2009
October 21, 2008
Empty
Ray LaMontagne
Jeg kan godt lide stille film. Sådan nogle film, hvor der ved første øjekast ikke umiddelbart sker noget. Film der handler om hverdagen, og om de mennesker, der lever i den. Helt almindelige mennesker, der udadtil ser ud som om de har styr på livet, men indeni kæmper en indædt kamp for ikke at bryde sammen. Mennesker, hvis liv ikke synes særligt spændende, men som ved nærmere eftersyn indeholder både tragedier, sorger og glæder. Sådanne film kan jeg bedst lide. De minder mig om menneskeligheden. Det der på een gang gør os skrøbelige og stærke.
En akustisk guitar, der lyder som regndråber i et begyndende tordenvejr. Sådan starter "Empty". Allerede fra nummerets begyndelse kan jeg mærke den blide melankolske stemning, der lægger sig som små grå skyer omkring mig. Den passer perfekt til mit humør.
She lifts her skirt up to her knees. Walks through the garden rows with her bare feet, laughing.
I never learned to count my blessings, I choose instead to dwell in my disasters.
I walk on down the hill through the grass grown tall and brown. And still it's hard somehow to let go of my pain. Will I always feel this way? So empty, so estranged .
Teksten er små malerier, små billeder, som jeg ser tydeligt for mig. Som en film. Pigen med det udslåede hår, der ler. Ham der går bagved. Han smiler, men kun et lille smil. Et af dem, hvor man smiler, mens man samtidigt kæmper for at holde lavaen fra vulkanen i maven nede.
Well, I looked my demons in the eyes. Laid bare my chest said: Do your best destroy me. See I've been to hell and back so many times, I must admit you kinda bore me. There's a lot of things that can kill a man. There's a lot of ways to die. Yes, and some already dead and walk beside me. There's a lot of things I don't understand. Why so many people lie. Well, it's the hurt I hide that fuels the fire inside me.
Der er to elementer i nummeret, der for mig gør det til et mesterværk. For det første er der teksten, som er så blid, så smuk, så ærlig. Det er en fortælling om den stille kamp, der udspiller sig inde i mennesket, der på ydersiden burde være lykkelig med kærligheden smilende ved sin side. For det andet er der melodien, som på mange måder virker underspillet, og er så enkel og ligetil. En akustisk guitar, der spiller det samme igen og igen, og et par violiner der indimellem dukker op og skaber melodien.
Sangens slutning er åben. Det kan gå begge veje. For mig er slutningen ikke vigtig. Det, der betyder noget, er beskrivelsen af følelserne, af stemningen. Det er en reflektion og en følelse, som rammer mig, og jeg kan godt lide at spille nummerets film i mit hovede igen og igen.
Jeg kan godt lide stille film. Sådan nogle film, hvor der ved første øjekast ikke umiddelbart sker noget. Film der handler om hverdagen, og om de mennesker, der lever i den. Helt almindelige mennesker, der udadtil ser ud som om de har styr på livet, men indeni kæmper en indædt kamp for ikke at bryde sammen. Mennesker, hvis liv ikke synes særligt spændende, men som ved nærmere eftersyn indeholder både tragedier, sorger og glæder. Sådanne film kan jeg bedst lide. De minder mig om menneskeligheden. Det der på een gang gør os skrøbelige og stærke.
En akustisk guitar, der lyder som regndråber i et begyndende tordenvejr. Sådan starter "Empty". Allerede fra nummerets begyndelse kan jeg mærke den blide melankolske stemning, der lægger sig som små grå skyer omkring mig. Den passer perfekt til mit humør.
She lifts her skirt up to her knees. Walks through the garden rows with her bare feet, laughing.
I never learned to count my blessings, I choose instead to dwell in my disasters.
I walk on down the hill through the grass grown tall and brown. And still it's hard somehow to let go of my pain. Will I always feel this way? So empty, so estranged .
Teksten er små malerier, små billeder, som jeg ser tydeligt for mig. Som en film. Pigen med det udslåede hår, der ler. Ham der går bagved. Han smiler, men kun et lille smil. Et af dem, hvor man smiler, mens man samtidigt kæmper for at holde lavaen fra vulkanen i maven nede.
Well, I looked my demons in the eyes. Laid bare my chest said: Do your best destroy me. See I've been to hell and back so many times, I must admit you kinda bore me. There's a lot of things that can kill a man. There's a lot of ways to die. Yes, and some already dead and walk beside me. There's a lot of things I don't understand. Why so many people lie. Well, it's the hurt I hide that fuels the fire inside me.
Der er to elementer i nummeret, der for mig gør det til et mesterværk. For det første er der teksten, som er så blid, så smuk, så ærlig. Det er en fortælling om den stille kamp, der udspiller sig inde i mennesket, der på ydersiden burde være lykkelig med kærligheden smilende ved sin side. For det andet er der melodien, som på mange måder virker underspillet, og er så enkel og ligetil. En akustisk guitar, der spiller det samme igen og igen, og et par violiner der indimellem dukker op og skaber melodien.
Sangens slutning er åben. Det kan gå begge veje. For mig er slutningen ikke vigtig. Det, der betyder noget, er beskrivelsen af følelserne, af stemningen. Det er en reflektion og en følelse, som rammer mig, og jeg kan godt lide at spille nummerets film i mit hovede igen og igen.
June 28, 2008
Open Heart Zoo
Martin Grech
Jeg kan godt lide den titel. Open Heart Zoo. Zoologisk hjerte. Det er et billede. Jeg forestiller mig, at der er mennesker, der tramper og maser for at se det røde og endnu bankende hjerte, der ligger blottet i det åbne bryst. Mennesker der skubber og glor og peger på den film hjertet viser. Mennesker der bliver sure, fordi de ikke kan se hjertet, mennesker der råber buh eller griner af de ting, hjertet viser, mennesker der kaster ting på hjertet. Mennesker der ikke forstår, hvad det hele i virkeligheden handler om. Mennesker, primitive mennesker. Og hjertet det ligger og kæmper for at forblive rødt. Det prøver at banke videre, men det ved ikke længere, hvad det banker for.
Musikken starter som begyndelsen på en uhyggelig film. Sitrende og nervøse toner der bliver højere og højere, ligesom skridt fra en person der bliver forfulgt - hurtigere og hurtigere indtil de til sidst bliver stoppet bagfra. Og så...Stilhed.
Et klaver begynder at spille akkompagneret af en afbrudt nynnen, der lyder som hvinende spøgelser, der prøver at lokke. Martin Grech begynder at synge. Han synger med en skinger og castrato lignende stemme. Den er høj og har en nærmest psykotisk klang. Men der er også skønhed over den. Den virker ærlig og afklaret, men samtidig umådelig trist og fortabt.
See in through both sides
wants more to life
know your limits boy
once more too high
Netop som man tror, at sangen skal til at ændre sig, blive lys og håbefuld, intensiveres den depressive stemning. Det lyder som om, Martin Grech prøver at slippe fri fra de mørke følelser, fra spøgelserne. Men han har ikke mere luft og udbryder et gisp så voldsomt, at jeg selv kommer til at gispe. Store tunge maskinelle trommer tromler ned over ham og mig, mens spøgelserne med deres skrigende og gennemsigtige stemmer svæver omkring og fejrer, at de har vundet. Martin Grech er fanget i deres sorte tomme verden. Han har overgivet sig, givet op, tabt. Ligesom hjertet i billedet, der nu er blevet sort og er holdt op med at banke.
Jeg kan godt lide den titel. Open Heart Zoo. Zoologisk hjerte. Det er et billede. Jeg forestiller mig, at der er mennesker, der tramper og maser for at se det røde og endnu bankende hjerte, der ligger blottet i det åbne bryst. Mennesker der skubber og glor og peger på den film hjertet viser. Mennesker der bliver sure, fordi de ikke kan se hjertet, mennesker der råber buh eller griner af de ting, hjertet viser, mennesker der kaster ting på hjertet. Mennesker der ikke forstår, hvad det hele i virkeligheden handler om. Mennesker, primitive mennesker. Og hjertet det ligger og kæmper for at forblive rødt. Det prøver at banke videre, men det ved ikke længere, hvad det banker for.
Musikken starter som begyndelsen på en uhyggelig film. Sitrende og nervøse toner der bliver højere og højere, ligesom skridt fra en person der bliver forfulgt - hurtigere og hurtigere indtil de til sidst bliver stoppet bagfra. Og så...Stilhed.
Et klaver begynder at spille akkompagneret af en afbrudt nynnen, der lyder som hvinende spøgelser, der prøver at lokke. Martin Grech begynder at synge. Han synger med en skinger og castrato lignende stemme. Den er høj og har en nærmest psykotisk klang. Men der er også skønhed over den. Den virker ærlig og afklaret, men samtidig umådelig trist og fortabt.
See in through both sides
wants more to life
know your limits boy
once more too high
Netop som man tror, at sangen skal til at ændre sig, blive lys og håbefuld, intensiveres den depressive stemning. Det lyder som om, Martin Grech prøver at slippe fri fra de mørke følelser, fra spøgelserne. Men han har ikke mere luft og udbryder et gisp så voldsomt, at jeg selv kommer til at gispe. Store tunge maskinelle trommer tromler ned over ham og mig, mens spøgelserne med deres skrigende og gennemsigtige stemmer svæver omkring og fejrer, at de har vundet. Martin Grech er fanget i deres sorte tomme verden. Han har overgivet sig, givet op, tabt. Ligesom hjertet i billedet, der nu er blevet sort og er holdt op med at banke.
March 18, 2008
Young Love
Moto Boy
For mit vedkommende startede dette års forår allerede i januar. Det var nemlig her, at jeg for første gang hørte Young Love. Siden da har jeg hørt den et utal af gange, og hver gang har jeg følt de små karakteristiske jordskælv af glæde i kroppen, som foråret altid giver mig. Når jeg lukkede øjnene, kunne jeg nærmest dufte foråret på trods af, at jeg befandt mig i marts måneds sne og kulde.
Young Love starter med en lille mild og optimistisk melodi på en elektrisk guitar med en svag stortromme i baggrunden. Og så starter svenske Oskar/Moto Boy med at synge. Og åh, hvilken stemme! Den er utrolig, og på alle måder perfekt. Det er sjældent, jeg har hørt en stemme, der kan spænde fra de helt lyse toner til de mørke og stadig have sådan en klar klang. Til releasefesten på pladen i Malmø gik det i særdeleshed op for mig, hvor fantastisk han synger. Rummet var proppet til randen med mennesker, og det eneste Moto Boy havde med sig var sin ensomme elektriske guitar. Alligevel formåede han at synge så selv de bagerste blev ramt, og taget på det nærmeste blev løftet af.
"Young Love, burning a hole in my heart. Young Love burning a hole in my heart. Find me and take me where my love belongs. Burn me. I want it 'cause my love is yours".
Young Love er dette årtis ultimative kærlighedssang. Så er det sagt. Når man hører nummeret fordufter alle ens småproblemer som dug fra en forårsmorgensol. Man føler sig i stedet opløftet og får lyst til at smile og trække på skuldrene over de ting, der før syntes så problematiske og deprimerende, og som nu i stedet virker fjollede.
Young Love handler om den altopslugende kærlighed. Om længslen efter den store kærlighed, de store følelser og ikke at stille sig tilfreds med andet end den. "They asked me: "What do you think you will find"? And I replied: "I don't know but its something devine".
Jo længere man kommer ind i nummeret, jo flere ting kommer der på. Det starter med lidt flere trommer, lidt mere kor, lidt mere intensitet i Moto Boys stemme og lidt mere nynneri. Og særligt nynneriet skal fremhæves. Jeg tror aldrig rigtigt, at nynneri har sagt mig noget andet end, at det måske til tider har været lidt irriterende. Men Moto Boys nynnen er himmelsk at lytte til, og egentligt nok det der gør, at jeg synes, at nummeret er så godt. Gennem nummeret akkompagneres hans nynnen af ham selv. Det minder om den måde Julee Cruise synger kor på sig selv på, og selvom jeg er vild med det, når Julee Cruise gør det, så lyder det endnu mere fantastisk, når Moto Boy gør det.
Hvis jeg skulle vælge en sang, som jeg skulle have med på en øde ø, ville jeg vælge "Young Love". Så ville jeg være sikker på, at jeg altid ville bevare håbet om at blive reddet, og imens ville jeg føle mig glad, let og forventningsfuld.
For mit vedkommende startede dette års forår allerede i januar. Det var nemlig her, at jeg for første gang hørte Young Love. Siden da har jeg hørt den et utal af gange, og hver gang har jeg følt de små karakteristiske jordskælv af glæde i kroppen, som foråret altid giver mig. Når jeg lukkede øjnene, kunne jeg nærmest dufte foråret på trods af, at jeg befandt mig i marts måneds sne og kulde.
Young Love starter med en lille mild og optimistisk melodi på en elektrisk guitar med en svag stortromme i baggrunden. Og så starter svenske Oskar/Moto Boy med at synge. Og åh, hvilken stemme! Den er utrolig, og på alle måder perfekt. Det er sjældent, jeg har hørt en stemme, der kan spænde fra de helt lyse toner til de mørke og stadig have sådan en klar klang. Til releasefesten på pladen i Malmø gik det i særdeleshed op for mig, hvor fantastisk han synger. Rummet var proppet til randen med mennesker, og det eneste Moto Boy havde med sig var sin ensomme elektriske guitar. Alligevel formåede han at synge så selv de bagerste blev ramt, og taget på det nærmeste blev løftet af.
"Young Love, burning a hole in my heart. Young Love burning a hole in my heart. Find me and take me where my love belongs. Burn me. I want it 'cause my love is yours".
Young Love er dette årtis ultimative kærlighedssang. Så er det sagt. Når man hører nummeret fordufter alle ens småproblemer som dug fra en forårsmorgensol. Man føler sig i stedet opløftet og får lyst til at smile og trække på skuldrene over de ting, der før syntes så problematiske og deprimerende, og som nu i stedet virker fjollede.
Young Love handler om den altopslugende kærlighed. Om længslen efter den store kærlighed, de store følelser og ikke at stille sig tilfreds med andet end den. "They asked me: "What do you think you will find"? And I replied: "I don't know but its something devine".
Jo længere man kommer ind i nummeret, jo flere ting kommer der på. Det starter med lidt flere trommer, lidt mere kor, lidt mere intensitet i Moto Boys stemme og lidt mere nynneri. Og særligt nynneriet skal fremhæves. Jeg tror aldrig rigtigt, at nynneri har sagt mig noget andet end, at det måske til tider har været lidt irriterende. Men Moto Boys nynnen er himmelsk at lytte til, og egentligt nok det der gør, at jeg synes, at nummeret er så godt. Gennem nummeret akkompagneres hans nynnen af ham selv. Det minder om den måde Julee Cruise synger kor på sig selv på, og selvom jeg er vild med det, når Julee Cruise gør det, så lyder det endnu mere fantastisk, når Moto Boy gør det.
Hvis jeg skulle vælge en sang, som jeg skulle have med på en øde ø, ville jeg vælge "Young Love". Så ville jeg være sikker på, at jeg altid ville bevare håbet om at blive reddet, og imens ville jeg føle mig glad, let og forventningsfuld.
September 15, 2007
Song For The Angels
Great Lake Swimmers
Der er et sted i Valbyparken, som er mit. Når jeg sidder der på græsset med træerne ved min side, vinden i mit ansigt og vandet for mine fødder, føler jeg, at jeg bliver lettere. Jeg kan mærke hvordan mine tanker en for en bliver opløst, og hvordan mine skuldre igen løfter sig. Jeg bliver ladet op. Fyldt med ny energi. Langsomt kommer farverne tilbage til mit blik, og det hele bliver så forbandet smukt. Jeg kan sidde der i timevis. Bare stirre på bølgerne, på himlen, på jorden. Alene men altid med musik. "Song For The Angels" er et af de numre, jeg ofte hører, når jeg er ude i naturen. Stemningen i nummeret får mig til at føle mig tryg. Den får mig til at ryste det kunstige i livet af mig, så jeg føler mig helt rå og ægte.
Nummeret er bygget op omkring en akustisk guitar kun tilsat enkle bløde toner fra en elektrisk guitar og lidt kor. Tony Dekker synger med en ømhed, som næsten kun kan sammenlignes med en mor, der synger en vuggevise for sit nyfødte barn. Det er eftertænksomt og blidt, og hans stemme føles som en beskyttende dyne.
"Song For The Angels" er et refleksivt og magisk nummer. For selvom det på overfladen kunne lyde som endnu en kærlighedssang, er det også en hyldest til naturen, en hyldest til det, der er større end os. Det er en påmindelse om, at vores liv er flygtigt, og at mange før os har været samme sted og følt det samme. "I Know That I Am Just A Drop Of Water, Frozen Into Ice On The Stormy Earth, Who Gave Us Birth, Over And Over In Cycles, Lovely Cycles". Og et eller andet sted, er det en helt utrolig lettelse. For det minder mig om, hvad der er vigtigst her i livet. Og det trøster mig.
Der er et sted i Valbyparken, som er mit. Når jeg sidder der på græsset med træerne ved min side, vinden i mit ansigt og vandet for mine fødder, føler jeg, at jeg bliver lettere. Jeg kan mærke hvordan mine tanker en for en bliver opløst, og hvordan mine skuldre igen løfter sig. Jeg bliver ladet op. Fyldt med ny energi. Langsomt kommer farverne tilbage til mit blik, og det hele bliver så forbandet smukt. Jeg kan sidde der i timevis. Bare stirre på bølgerne, på himlen, på jorden. Alene men altid med musik. "Song For The Angels" er et af de numre, jeg ofte hører, når jeg er ude i naturen. Stemningen i nummeret får mig til at føle mig tryg. Den får mig til at ryste det kunstige i livet af mig, så jeg føler mig helt rå og ægte.
Nummeret er bygget op omkring en akustisk guitar kun tilsat enkle bløde toner fra en elektrisk guitar og lidt kor. Tony Dekker synger med en ømhed, som næsten kun kan sammenlignes med en mor, der synger en vuggevise for sit nyfødte barn. Det er eftertænksomt og blidt, og hans stemme føles som en beskyttende dyne.
"Song For The Angels" er et refleksivt og magisk nummer. For selvom det på overfladen kunne lyde som endnu en kærlighedssang, er det også en hyldest til naturen, en hyldest til det, der er større end os. Det er en påmindelse om, at vores liv er flygtigt, og at mange før os har været samme sted og følt det samme. "I Know That I Am Just A Drop Of Water, Frozen Into Ice On The Stormy Earth, Who Gave Us Birth, Over And Over In Cycles, Lovely Cycles". Og et eller andet sted, er det en helt utrolig lettelse. For det minder mig om, hvad der er vigtigst her i livet. Og det trøster mig.
September 3, 2007
This Is Hardcore (End Of The Line Remix)
Pulp
Når jeg tænker på Pulp, er det ikke just smukke symfoniske ballader, jeg kommer til at tænke på. Men ikke desto mindre er det lige præcis, hvad dette 3 minutter og 2 sekunder lange stykke musik er. En overvældende mini-symfoni. Og så handler det alligevel kun om tyve sekunder. Tyve enestående sekunder:
1.16 - 1.46: Jeg har aldrig hørt noget så smukt. Mit hjerte holder op med at slå, og et deja vu af tanker og minder gennemspiller sig som en sort/hvid film for mine øjne. Alt det der har gjort mig til den, jeg er i dag. Sorgerne, tankerne, smerten. Disse tyve sekunder er mig; det er mit hjertes melodi. Mine ord føles tomme og meningsløse, når jeg prøver at beskrive, hvad det er, der sker, når jeg hører de få fantastiske sekunder. Men der er violiner. Smukke, utrolige violiner, der med deres triste, ømme lyd lægger en beskyttende hinde omkring mig. Jeg kan sidde i et tog, stå i en butik, cykle, løbe, gå eller stå - det gør ingen forskel. Så snart de blide toner rammer mit indre, standser alt i min krop og ingenting betyder noget mere. Det er mit hjerte. Det er min melodi. Det er sådan jeg er.
Når jeg tænker på Pulp, er det ikke just smukke symfoniske ballader, jeg kommer til at tænke på. Men ikke desto mindre er det lige præcis, hvad dette 3 minutter og 2 sekunder lange stykke musik er. En overvældende mini-symfoni. Og så handler det alligevel kun om tyve sekunder. Tyve enestående sekunder:
1.16 - 1.46: Jeg har aldrig hørt noget så smukt. Mit hjerte holder op med at slå, og et deja vu af tanker og minder gennemspiller sig som en sort/hvid film for mine øjne. Alt det der har gjort mig til den, jeg er i dag. Sorgerne, tankerne, smerten. Disse tyve sekunder er mig; det er mit hjertes melodi. Mine ord føles tomme og meningsløse, når jeg prøver at beskrive, hvad det er, der sker, når jeg hører de få fantastiske sekunder. Men der er violiner. Smukke, utrolige violiner, der med deres triste, ømme lyd lægger en beskyttende hinde omkring mig. Jeg kan sidde i et tog, stå i en butik, cykle, løbe, gå eller stå - det gør ingen forskel. Så snart de blide toner rammer mit indre, standser alt i min krop og ingenting betyder noget mere. Det er mit hjerte. Det er min melodi. Det er sådan jeg er.
June 25, 2007
Nova
Corvine
Naturen gør noget ved mig. Det har den altid gjort. Da jeg var tolv år, stod jeg engang på en færge og hørte musik i min walkman. Jeg stod for enden og kiggede på bølgerne og den smukke natur vi sejlede forbi, og med et blev jeg grebet af en voldsom trang til at hoppe ned i vandet. Jeg kan stadig fremkalde følelsen, og den sitren af angst som overvældede mig bagefter. For selvom det kun var et kort sekund, så tænkte jeg på at gøre det, og et øjeblik troede jeg, at jeg ville gøre det. Episoden er karakteristisk for mit forhold til naturen: Den gør noget ved mig som jeg ikke kan styre - og når naturen kombineres med musikken forstærkes mine følelser og gør forholdet endnu mere ukontrollerbart.
"Nova" er et af de numre der i særdeleshed appelerer til naturen. Den har en voldsom intensitet og selvom jeg godt ved, at nummeret ikke er opstået af sig selv, så virker det sådan. Det er nærmest spirituelt.
Slæbende trommer og rislende guitarstrømninger slår stemningen an allerede fra nummerets begyndelse. Den er tung, mørk og dyster. Og så kommer det pludseligt; det uventede og falset-agtige "Cha ka ka ku ku ku ku" fra forsanger Marius Lynghjems mund. Det virker banalt på skrift, men passer på forunderligvis perfekt til sangen. Netop dette uforklarlige input gør, at nummeret virker endnu mere stærkt og selvstændigt.
En guitar spiller en melankolsk melodi, mens Lynghjem synger: "Now It's Time To Let Yourself Go" inden nummeret eksploderer i et intenst uvejr af et omkvæd. De rislende guitarstrøminger bliver mere tydelige og trommerne hårdere. "Hold On To The Ground" råber Lynghjem igen og igen og med mere og mere panik i stemmen, jo længere man kommer frem i nummeret. Og jeg ved hvordan han har det.
Når jeg hører nummerets sidste minutter, som bedst kan beskrives som et guitarinferno, får jeg en uafrystelig trang til at løbe væk. Ud på markerne eller ind i skovene og blive slået omkuld af vinden og våd af regnen. Jeg må kaste mig på jorden og holde fast i græsset, mens skyerne og mørket prøver at sluge mig, og jeg råber af alt det onde, som prøver at bedøve mig med sine sorte følelser. Der er jordskælv i mit indre, og jeg kan kun håbe på, at naturen er mig nådig.
"Now It's Forever, Now It's Forever, Now It's Forever"
Naturen gør noget ved mig. Det har den altid gjort. Da jeg var tolv år, stod jeg engang på en færge og hørte musik i min walkman. Jeg stod for enden og kiggede på bølgerne og den smukke natur vi sejlede forbi, og med et blev jeg grebet af en voldsom trang til at hoppe ned i vandet. Jeg kan stadig fremkalde følelsen, og den sitren af angst som overvældede mig bagefter. For selvom det kun var et kort sekund, så tænkte jeg på at gøre det, og et øjeblik troede jeg, at jeg ville gøre det. Episoden er karakteristisk for mit forhold til naturen: Den gør noget ved mig som jeg ikke kan styre - og når naturen kombineres med musikken forstærkes mine følelser og gør forholdet endnu mere ukontrollerbart.
"Nova" er et af de numre der i særdeleshed appelerer til naturen. Den har en voldsom intensitet og selvom jeg godt ved, at nummeret ikke er opstået af sig selv, så virker det sådan. Det er nærmest spirituelt.
Slæbende trommer og rislende guitarstrømninger slår stemningen an allerede fra nummerets begyndelse. Den er tung, mørk og dyster. Og så kommer det pludseligt; det uventede og falset-agtige "Cha ka ka ku ku ku ku" fra forsanger Marius Lynghjems mund. Det virker banalt på skrift, men passer på forunderligvis perfekt til sangen. Netop dette uforklarlige input gør, at nummeret virker endnu mere stærkt og selvstændigt.
En guitar spiller en melankolsk melodi, mens Lynghjem synger: "Now It's Time To Let Yourself Go" inden nummeret eksploderer i et intenst uvejr af et omkvæd. De rislende guitarstrøminger bliver mere tydelige og trommerne hårdere. "Hold On To The Ground" råber Lynghjem igen og igen og med mere og mere panik i stemmen, jo længere man kommer frem i nummeret. Og jeg ved hvordan han har det.
Når jeg hører nummerets sidste minutter, som bedst kan beskrives som et guitarinferno, får jeg en uafrystelig trang til at løbe væk. Ud på markerne eller ind i skovene og blive slået omkuld af vinden og våd af regnen. Jeg må kaste mig på jorden og holde fast i græsset, mens skyerne og mørket prøver at sluge mig, og jeg råber af alt det onde, som prøver at bedøve mig med sine sorte følelser. Der er jordskælv i mit indre, og jeg kan kun håbe på, at naturen er mig nådig.
"Now It's Forever, Now It's Forever, Now It's Forever"
Subscribe to:
Posts (Atom)
