Corvine
Naturen gør noget ved mig. Det har den altid gjort. Da jeg var tolv år, stod jeg engang på en færge og hørte musik i min walkman. Jeg stod for enden og kiggede på bølgerne og den smukke natur vi sejlede forbi, og med et blev jeg grebet af en voldsom trang til at hoppe ned i vandet. Jeg kan stadig fremkalde følelsen, og den sitren af angst som overvældede mig bagefter. For selvom det kun var et kort sekund, så tænkte jeg på at gøre det, og et øjeblik troede jeg, at jeg ville gøre det. Episoden er karakteristisk for mit forhold til naturen: Den gør noget ved mig som jeg ikke kan styre - og når naturen kombineres med musikken forstærkes mine følelser og gør forholdet endnu mere ukontrollerbart.
"Nova" er et af de numre der i særdeleshed appelerer til naturen. Den har en voldsom intensitet og selvom jeg godt ved, at nummeret ikke er opstået af sig selv, så virker det sådan. Det er nærmest spirituelt.
Slæbende trommer og rislende guitarstrømninger slår stemningen an allerede fra nummerets begyndelse. Den er tung, mørk og dyster. Og så kommer det pludseligt; det uventede og falset-agtige "Cha ka ka ku ku ku ku" fra forsanger Marius Lynghjems mund. Det virker banalt på skrift, men passer på forunderligvis perfekt til sangen. Netop dette uforklarlige input gør, at nummeret virker endnu mere stærkt og selvstændigt.
En guitar spiller en melankolsk melodi, mens Lynghjem synger: "Now It's Time To Let Yourself Go" inden nummeret eksploderer i et intenst uvejr af et omkvæd. De rislende guitarstrøminger bliver mere tydelige og trommerne hårdere. "Hold On To The Ground" råber Lynghjem igen og igen og med mere og mere panik i stemmen, jo længere man kommer frem i nummeret. Og jeg ved hvordan han har det.
Når jeg hører nummerets sidste minutter, som bedst kan beskrives som et guitarinferno, får jeg en uafrystelig trang til at løbe væk. Ud på markerne eller ind i skovene og blive slået omkuld af vinden og våd af regnen. Jeg må kaste mig på jorden og holde fast i græsset, mens skyerne og mørket prøver at sluge mig, og jeg råber af alt det onde, som prøver at bedøve mig med sine sorte følelser. Der er jordskælv i mit indre, og jeg kan kun håbe på, at naturen er mig nådig.
"Now It's Forever, Now It's Forever, Now It's Forever"
June 25, 2007
May 1, 2007
Excuse Me While I Break My Own Heart Tonight
Whiskeytown
Til daglig er det ikke noget, jeg tænker over, men når jeg sætter musikken på, mærker jeg det straks: Jeg er ikke ovre min Ryan Adams-forelskelse endnu! Et enkelt ord fra hans mund, og jeg kan mærke forelskelsen blusse op. Men hvad er det i virkeligheden? Hvorfor er jeg vild med manden? Han laver jo åbenlyst ikke længere musik, der er for mig, og vores sidste møde endte med skuffelse og hul i maven. Alligvel skal jeg bare sætte en gammel plade på, og vupti, så er den der. Gammel kærlighed ruster alligevel ikke, åbenbart.
Der findes to versioner af dette nummer, og selvom jeg har hørt begge enormt meget, er det umuligt for mig at beslutte hvilken, jeg bedst kan lide. Alligevel vælger jeg at skrive om versionen fra "Strangers Almanac", fordi den, på trods af teksten, gør mig i utroligt godt humør. Eller godt humør er måske så meget sagt; den giver mig lyst til at drikke mig fuld. Og jeg mener ikke elegant fuld, hvor man sidder pænt på sin stol i baren og behersket styrer alle sine bevægelser. Nej, jeg mener sådan rigtigt beskidt og ucharmerende fuld. Den slags fuldskab, hvor man bliver klistret ind i øl, vælter ned fra stolen og ikke kan komme op igen. Den slags fuldskab, hvor man insisterer på at cykle hjem, selvom man er helt sikker på at vælte, og ligger og skråler sine yndlingssange nede på asfalten med cyklen ovenpå sig. Den slags fuldskab, hvor man vågner næste morgen og har dunrende hovedpine, den største eftertørst i mands minde og mindst et par skrammer og hudafskrabninger fra nattens eskapader. Det er den slags fuldskab, jeg taler om. Og det er sådan et nummer "Excuse Me While I Break My Own Heart Tonight" er.
"Well, Excuse Me If I Break My Own Heart, It Was Mine From The Finish, I Guess It Was Mine From The Start". Ryan Adams melder klart ud. I aften bliver han ulykkelig. Men han græder ikke, og er ikke bedøvet af sorg; i stedet ser han sin skæbne i øjenene...Og drikker smerten væk: "This Situation Keeps Me Drinking Every Goddamn Day And Night". Her er alternativ country, når det er allerbedst. En catchy og uptempo melodi med banjo og steelguitar tilsat en helvedes masse heartbreak. Så kan det næsten ikke blive smukkere.
Og det er jo derfor, at jeg kan lide Ryan Adams. Når han synger, krænger han al sin ensomhed og desperation ud. Hans stemme er hæs og rå, og i numre som dette, får han mig til at smide min kappe med hæmninger og for en stund glemme alt om hverdagens dårlige samvittighed og ansvar. Og nogle gange er det alt, hvad man har brug for. Så Ryan, jeg tilgiver dig (og krydser fingre for, at den kommende plade får mig til at glemme, at du nogensinde svigtede mig). Og lad det så blive weekend!
Til daglig er det ikke noget, jeg tænker over, men når jeg sætter musikken på, mærker jeg det straks: Jeg er ikke ovre min Ryan Adams-forelskelse endnu! Et enkelt ord fra hans mund, og jeg kan mærke forelskelsen blusse op. Men hvad er det i virkeligheden? Hvorfor er jeg vild med manden? Han laver jo åbenlyst ikke længere musik, der er for mig, og vores sidste møde endte med skuffelse og hul i maven. Alligvel skal jeg bare sætte en gammel plade på, og vupti, så er den der. Gammel kærlighed ruster alligevel ikke, åbenbart.
Der findes to versioner af dette nummer, og selvom jeg har hørt begge enormt meget, er det umuligt for mig at beslutte hvilken, jeg bedst kan lide. Alligevel vælger jeg at skrive om versionen fra "Strangers Almanac", fordi den, på trods af teksten, gør mig i utroligt godt humør. Eller godt humør er måske så meget sagt; den giver mig lyst til at drikke mig fuld. Og jeg mener ikke elegant fuld, hvor man sidder pænt på sin stol i baren og behersket styrer alle sine bevægelser. Nej, jeg mener sådan rigtigt beskidt og ucharmerende fuld. Den slags fuldskab, hvor man bliver klistret ind i øl, vælter ned fra stolen og ikke kan komme op igen. Den slags fuldskab, hvor man insisterer på at cykle hjem, selvom man er helt sikker på at vælte, og ligger og skråler sine yndlingssange nede på asfalten med cyklen ovenpå sig. Den slags fuldskab, hvor man vågner næste morgen og har dunrende hovedpine, den største eftertørst i mands minde og mindst et par skrammer og hudafskrabninger fra nattens eskapader. Det er den slags fuldskab, jeg taler om. Og det er sådan et nummer "Excuse Me While I Break My Own Heart Tonight" er.
"Well, Excuse Me If I Break My Own Heart, It Was Mine From The Finish, I Guess It Was Mine From The Start". Ryan Adams melder klart ud. I aften bliver han ulykkelig. Men han græder ikke, og er ikke bedøvet af sorg; i stedet ser han sin skæbne i øjenene...Og drikker smerten væk: "This Situation Keeps Me Drinking Every Goddamn Day And Night". Her er alternativ country, når det er allerbedst. En catchy og uptempo melodi med banjo og steelguitar tilsat en helvedes masse heartbreak. Så kan det næsten ikke blive smukkere.
Og det er jo derfor, at jeg kan lide Ryan Adams. Når han synger, krænger han al sin ensomhed og desperation ud. Hans stemme er hæs og rå, og i numre som dette, får han mig til at smide min kappe med hæmninger og for en stund glemme alt om hverdagens dårlige samvittighed og ansvar. Og nogle gange er det alt, hvad man har brug for. Så Ryan, jeg tilgiver dig (og krydser fingre for, at den kommende plade får mig til at glemme, at du nogensinde svigtede mig). Og lad det så blive weekend!
April 22, 2007
If You Go Away
Scott Walker
"Ne Me Quitte Pas". Sådan hedder sangen på fransk. Den er oprindeligt skrevet af Jacques Brel i 1958, og er sidenhen sunget af mange store sangere og sangerinder. Scott Walker er en af dem, og det er hans version, jeg vil skrive om her.
Der er lavet mange sange om ulykkelig kærlighed; jeg har skrevet om nogle få af dem; "Pain In Any Language" der med sin smerte og desperation ønskede hævn, og "Gloomy Sunday" der med sin sorte melankoli gav op, og sagde farvel til denne verden. "If You Go Away" er anderledes. Den er på een gang erkendende overfor den tabte kærlighed og alligevel håbefuld.
Det første man møder er en akustisk guitar der igen og igen spiller det samme simple og triste stykke af en melodi. Guitaren akkompagneres af violiner, der blidt spiller det samme. ”If You Go Away On This Summerday, Then You Might Aswell Take The Sun Away”. Scott Walker er ved at miste sin kærlighed. Han prøver at få hende til at blive, og synger med en utrolig følelse og indlevelse. Hans stemme smyger sig omkring mig, og er så blød og blid, at jeg nærmest føler, at bliver løftet fra jorden og svæver.
Ved omkvædets start ændrer stemningen i nummeret sig og bliver mere lys. Violinerne går fra de dybe og mørke toner til de lyse og gribes af den nyfundne optimistiske stemning. Lette trommer og en mild harpe kommer til og hjælper solen med at trænge gennem skyerne. Og strålerne rammer Scott Walker: ”But If You Stay, I’ll Make You A Day Like No Day Has Been Or Will Be Again. We’ll Sail The Sun, We’ll Ride On The Rain And Talk To The Trees And Worship The Wind". Han er håbefuld og tror stadig, at han kan overtale hende til at blive. Men så ændrer stemningen sig igen, skyerne kommer tilbage, og himlen bliver mørkere end nogensinde før. Musikken bliver mere dyster og dramatisk, og det samme gør Scott Walker:
"If You Go Away, As I Know You Will, You Must Tell The World To Stop Turning. Turning. 'Til You Return Again, If You Ever Do, For What Good Is Love Without Loving You. Can I Tell You Now As You Turn To Go, I'll Be Dying Slowly 'Til The Next Hello. If You Go Away. If You Go Away. If You Go Away".
Jeg har svært ved at rumme denne sekvens i nummeret. Scott Walker synger med en sjældent hørt erkendelse i stemmen. Hans måde at synge ordene på, får mit blik til at sortne og min verden til at gå i stå. Mit hjerte synker ned i maven, og jeg bliver nødt til at trække vejret dybt for at undgå, at tårerne skal oversvømme mine øjne. Alt i min krop stivner, og det eneste jeg kan, er at føle sorgen i hans stemme.
Slutningen af nummeret er tydeligt præget af, at Scott Walker nu har erkendt, at han ikke længere kan fastholde håbet: ”If You Go Away, As I Know You Must, There’d Be Nothing Left In This World To Trust, Just An Empty Room Full Of Empty Space, Like The Empty Look I See On Your Face”. Et kor af engle støtter ham, mens den sidste snert af håb siver bort fra hans hænder. Han har tabt, og jeg kan se hans triste blik, mens han kigger efter hende gennem vinduet, og sagte konstaterer for sig selv: ”And I’d Have Been The Shadow Of Your Shadow, If You Might Have Kept Me By Your Side”.
”If You Go away” er et vidunderligt nummer. Det gør dybt indtryk på mig, og efterlader spor i mit indre længe efter, at jeg har hørt det. Musikken tager en del af æren for, at nummeret er så enestående, men det er Scott Walker, der gør det helt specielt. Hans stemme er så fuld af patos og ømhed, at man rammes og overvældes og gennemgår smerten med ham. Det er en sjælden oplevelse, der på en gang både er smuk og frygtelig. Ingen af de andre versioner af sangen har denne effekt på mig - selv ikke Jacques Brels egen.
"Ne Me Quitte Pas". Sådan hedder sangen på fransk. Den er oprindeligt skrevet af Jacques Brel i 1958, og er sidenhen sunget af mange store sangere og sangerinder. Scott Walker er en af dem, og det er hans version, jeg vil skrive om her.
Der er lavet mange sange om ulykkelig kærlighed; jeg har skrevet om nogle få af dem; "Pain In Any Language" der med sin smerte og desperation ønskede hævn, og "Gloomy Sunday" der med sin sorte melankoli gav op, og sagde farvel til denne verden. "If You Go Away" er anderledes. Den er på een gang erkendende overfor den tabte kærlighed og alligevel håbefuld.
Det første man møder er en akustisk guitar der igen og igen spiller det samme simple og triste stykke af en melodi. Guitaren akkompagneres af violiner, der blidt spiller det samme. ”If You Go Away On This Summerday, Then You Might Aswell Take The Sun Away”. Scott Walker er ved at miste sin kærlighed. Han prøver at få hende til at blive, og synger med en utrolig følelse og indlevelse. Hans stemme smyger sig omkring mig, og er så blød og blid, at jeg nærmest føler, at bliver løftet fra jorden og svæver.
Ved omkvædets start ændrer stemningen i nummeret sig og bliver mere lys. Violinerne går fra de dybe og mørke toner til de lyse og gribes af den nyfundne optimistiske stemning. Lette trommer og en mild harpe kommer til og hjælper solen med at trænge gennem skyerne. Og strålerne rammer Scott Walker: ”But If You Stay, I’ll Make You A Day Like No Day Has Been Or Will Be Again. We’ll Sail The Sun, We’ll Ride On The Rain And Talk To The Trees And Worship The Wind". Han er håbefuld og tror stadig, at han kan overtale hende til at blive. Men så ændrer stemningen sig igen, skyerne kommer tilbage, og himlen bliver mørkere end nogensinde før. Musikken bliver mere dyster og dramatisk, og det samme gør Scott Walker:
"If You Go Away, As I Know You Will, You Must Tell The World To Stop Turning. Turning. 'Til You Return Again, If You Ever Do, For What Good Is Love Without Loving You. Can I Tell You Now As You Turn To Go, I'll Be Dying Slowly 'Til The Next Hello. If You Go Away. If You Go Away. If You Go Away".
Jeg har svært ved at rumme denne sekvens i nummeret. Scott Walker synger med en sjældent hørt erkendelse i stemmen. Hans måde at synge ordene på, får mit blik til at sortne og min verden til at gå i stå. Mit hjerte synker ned i maven, og jeg bliver nødt til at trække vejret dybt for at undgå, at tårerne skal oversvømme mine øjne. Alt i min krop stivner, og det eneste jeg kan, er at føle sorgen i hans stemme.
Slutningen af nummeret er tydeligt præget af, at Scott Walker nu har erkendt, at han ikke længere kan fastholde håbet: ”If You Go Away, As I Know You Must, There’d Be Nothing Left In This World To Trust, Just An Empty Room Full Of Empty Space, Like The Empty Look I See On Your Face”. Et kor af engle støtter ham, mens den sidste snert af håb siver bort fra hans hænder. Han har tabt, og jeg kan se hans triste blik, mens han kigger efter hende gennem vinduet, og sagte konstaterer for sig selv: ”And I’d Have Been The Shadow Of Your Shadow, If You Might Have Kept Me By Your Side”.
”If You Go away” er et vidunderligt nummer. Det gør dybt indtryk på mig, og efterlader spor i mit indre længe efter, at jeg har hørt det. Musikken tager en del af æren for, at nummeret er så enestående, men det er Scott Walker, der gør det helt specielt. Hans stemme er så fuld af patos og ømhed, at man rammes og overvældes og gennemgår smerten med ham. Det er en sjælden oplevelse, der på en gang både er smuk og frygtelig. Ingen af de andre versioner af sangen har denne effekt på mig - selv ikke Jacques Brels egen.
April 9, 2007
The Black Amnesias
Hope Of The States
Hvis "Gloomy Sunday" var en 'chanson macabre', er dette nummer det i høj grad også. Det er det tætteste man kommer på absolut mørke uden at være rigtig død. Godt nok har "The Black Amnesias" ikke helt samme historie som "Gloomy Sunday", men stemningen som sangen fremkalder, minder om den man rammes af i "Gloomy Sunday". Her blot i en mere koncentreret og stærk form. Med andre ord er dette nummer ikke for skrøbelige sjæle; i hvert fald bør man passe på, at man ikke bliver filtret ind i dens mørke og dystre univers. For selvom det netop er det fantastiske og specielle ved nummeret, er det også det dødbringende.
"The Black Amnesias" et et instrumentalt nummer som indleder Hope Of The States' første plade "The Lost Riots". Allerede fra nummerets første sekunder, som slåes an af en plaget og forstyrret guitar, mærker man stemningen i nummeret. Det er dog især i omkvædet med de støjende og lidende guitarer, den ulykkelige violin og de tunge og triste trommer, at jeg overvældes. Det føles som om alle de mørke følelser jeg nogensinde har følt bliver sluppet fri, og nu hvirvler rundt i min krop, som var de blade i en orkan. Pludselig forstår jeg hvorfor bandets ene guitarist tog sit eget liv under indspilningen af pladen. Det er et ensomt nummer til det ensomme menneske. Det bekræfter alle ens mørke følelser og sorte tanker, og selvom det mest af alt kunne lyde som en forbandelse, så er det også meget smukt. For når det er så sort og dystert, bliver det på en måde også rent og ukompliceret.
Jeg holder mest af at lytte til nummeret, når jeg er udenfor. Inde midt i skoven eller ude ved vandet, hvor naturens elementer forstærker nummerets udtryk. Og det er her, at man skal være ekstra varsom. Jeg bliver i hvert fald stærkt overvældet hver eneste gang. Og selvom jeg indimellem kæmper imod, må jeg overgive mig og lade mig vælte. Der er ikke noget jeg kan gøre. Det er som at svømme i havet og blive trukket ned at understrømmen, og derefter skulle kæmpe for at komme fri af vandets og bølgernes greb. Nogle klarer den, mange gør ikke. Jeg er i hvert fald glad for at nummerets sidste minut river mig ud af min trance med sin forholdsvis umelodiøse larm og voldsomhed. Sluttede nummeret ikke på denne måde, tror jeg, at "The Black Amnesias" ville komme til at ligne "Gloomy Sunday" på mere end blot stemningen.
Hvis "Gloomy Sunday" var en 'chanson macabre', er dette nummer det i høj grad også. Det er det tætteste man kommer på absolut mørke uden at være rigtig død. Godt nok har "The Black Amnesias" ikke helt samme historie som "Gloomy Sunday", men stemningen som sangen fremkalder, minder om den man rammes af i "Gloomy Sunday". Her blot i en mere koncentreret og stærk form. Med andre ord er dette nummer ikke for skrøbelige sjæle; i hvert fald bør man passe på, at man ikke bliver filtret ind i dens mørke og dystre univers. For selvom det netop er det fantastiske og specielle ved nummeret, er det også det dødbringende.
"The Black Amnesias" et et instrumentalt nummer som indleder Hope Of The States' første plade "The Lost Riots". Allerede fra nummerets første sekunder, som slåes an af en plaget og forstyrret guitar, mærker man stemningen i nummeret. Det er dog især i omkvædet med de støjende og lidende guitarer, den ulykkelige violin og de tunge og triste trommer, at jeg overvældes. Det føles som om alle de mørke følelser jeg nogensinde har følt bliver sluppet fri, og nu hvirvler rundt i min krop, som var de blade i en orkan. Pludselig forstår jeg hvorfor bandets ene guitarist tog sit eget liv under indspilningen af pladen. Det er et ensomt nummer til det ensomme menneske. Det bekræfter alle ens mørke følelser og sorte tanker, og selvom det mest af alt kunne lyde som en forbandelse, så er det også meget smukt. For når det er så sort og dystert, bliver det på en måde også rent og ukompliceret.
Jeg holder mest af at lytte til nummeret, når jeg er udenfor. Inde midt i skoven eller ude ved vandet, hvor naturens elementer forstærker nummerets udtryk. Og det er her, at man skal være ekstra varsom. Jeg bliver i hvert fald stærkt overvældet hver eneste gang. Og selvom jeg indimellem kæmper imod, må jeg overgive mig og lade mig vælte. Der er ikke noget jeg kan gøre. Det er som at svømme i havet og blive trukket ned at understrømmen, og derefter skulle kæmpe for at komme fri af vandets og bølgernes greb. Nogle klarer den, mange gør ikke. Jeg er i hvert fald glad for at nummerets sidste minut river mig ud af min trance med sin forholdsvis umelodiøse larm og voldsomhed. Sluttede nummeret ikke på denne måde, tror jeg, at "The Black Amnesias" ville komme til at ligne "Gloomy Sunday" på mere end blot stemningen.
March 19, 2007
The Bear
My Morning Jacket
Trommer har aldrig sagt mig synderligt meget. Jeg har altid mest været fokuseret på forsangeren og guitaren. Eller violinen eller klaveret. Sådan var det i hvert fald før jeg hørte dette nummer. For det er først efter at have lyttet til "The Bear", at det er gået op for mig, hvor stor en betydning trommer kan have for et nummer. Og intet nummer før dette har fået mig til at fokusere på trommerne.
My Morning Jacket er et af mine absolutte yndlingsbands, og deres første plade "The Tennessee Fire", hvorpå nummeret her er at finde, ligger i den øverste del af min top over yndlingsplader nogensinde. En stor del af grunden hertil er forsanger Jim James, der synger, ja, vel nærmest guddommeligt. Såsnart hans stemme flyder ud af højtalerne, er jeg ramt. Og jeg er ramt hårdt.
Det første man møder er bum ba dum chi-trommerne, som også er grundrytmen i nummeret. De er tydelige og tunge. Efter kort tid starter Jim James med at synge, og hvor kan han synge! I starten synger han afdæmpet og stille, men meget hurtigt giver han efter for intensiteten og volumen i nummeret. "It's A Bad Idea To Go Down To Pier By Yourself After Dark, Bad Idea 'Cause They're Down On Their Luck And They've Lost Touch With Their Bleeding Hearts". Personen er ved at gøre noget dumt. Han er ved at give sig selv til mørket. Han er ved at give op. Og det er netop det, der er det essentielle i nummeret. Man skal ikke give op. Livet er ens personlige opgave, og man har selv indflydelse på det. Man har et ansvar. "Time Is Near To Go Forward With Whatever Killed Your Spark. There's Still Time For You To Change Your Mind Or Whatever Else You Do". Selvom man har mistet gnisten, er det aldrig for sent at prøve at få den tilbage.
Nummerets sidste minutter er himmelråbende gode. Og det er især her, at jeg fanges af trommerne. Intensiteten er så høj, og der bliver slået så hårdt på trommerne, at jeg får små chok hver eneste gang, de bliver ramt. Sammen med trommerne sender Jim James utrolige mængder kuldegysninger gennem min krop. Jeg bliver nærmest elektrisk. Det er som at stå midt i en voldsom storm uden at have noget at holde fast i. Og det er fantastisk.
Trommer har aldrig sagt mig synderligt meget. Jeg har altid mest været fokuseret på forsangeren og guitaren. Eller violinen eller klaveret. Sådan var det i hvert fald før jeg hørte dette nummer. For det er først efter at have lyttet til "The Bear", at det er gået op for mig, hvor stor en betydning trommer kan have for et nummer. Og intet nummer før dette har fået mig til at fokusere på trommerne.
My Morning Jacket er et af mine absolutte yndlingsbands, og deres første plade "The Tennessee Fire", hvorpå nummeret her er at finde, ligger i den øverste del af min top over yndlingsplader nogensinde. En stor del af grunden hertil er forsanger Jim James, der synger, ja, vel nærmest guddommeligt. Såsnart hans stemme flyder ud af højtalerne, er jeg ramt. Og jeg er ramt hårdt.
Det første man møder er bum ba dum chi-trommerne, som også er grundrytmen i nummeret. De er tydelige og tunge. Efter kort tid starter Jim James med at synge, og hvor kan han synge! I starten synger han afdæmpet og stille, men meget hurtigt giver han efter for intensiteten og volumen i nummeret. "It's A Bad Idea To Go Down To Pier By Yourself After Dark, Bad Idea 'Cause They're Down On Their Luck And They've Lost Touch With Their Bleeding Hearts". Personen er ved at gøre noget dumt. Han er ved at give sig selv til mørket. Han er ved at give op. Og det er netop det, der er det essentielle i nummeret. Man skal ikke give op. Livet er ens personlige opgave, og man har selv indflydelse på det. Man har et ansvar. "Time Is Near To Go Forward With Whatever Killed Your Spark. There's Still Time For You To Change Your Mind Or Whatever Else You Do". Selvom man har mistet gnisten, er det aldrig for sent at prøve at få den tilbage.
Nummerets sidste minutter er himmelråbende gode. Og det er især her, at jeg fanges af trommerne. Intensiteten er så høj, og der bliver slået så hårdt på trommerne, at jeg får små chok hver eneste gang, de bliver ramt. Sammen med trommerne sender Jim James utrolige mængder kuldegysninger gennem min krop. Jeg bliver nærmest elektrisk. Det er som at stå midt i en voldsom storm uden at have noget at holde fast i. Og det er fantastisk.
March 9, 2007
Traded For Fire
Dolorean
Jeg ved det godt. Der er allerede begyndt at tegne sig et billede af, hvilke sange det især er, der falder i min smag; dødeligt smukke melodier, sort melankoli og hjerteskærende tekster. Så nem er jeg - og dog.
"Traded For Fire" er et af de numre, jeg har lyttet mest til nogensinde. Det er uden tvivl verdens smukkeste nummer... om utroskab. - Og tænk at utroskab kan gøres smukt. Havde jeg ikke hørt dette nummer, ville jeg nægte, at det kunne lade sig gøre. Nummeret har en langsom rytme og er ret monoton. Det er det samme der bliver spillet i en stor del af sangen, men det passer perfekt i denne sammenhæng. Musikken er smuk, men den skal ikke gøre stor væsen af sig. Ikke på et nummer som dette. Men monoton er ikke det samme som anonym - for det er musikken bestemt ikke. Det sørger både klaveret og celloen for.
Teksten er et kapitel for sig. Den er intet mindre end utrolig, og i løbet af nummeret får Alex James sagt nogle vanvittigt smukke ting:"I Gave Her My Death And Stole From Her Life". Alt dette får nummeret til at gå op i en højere enhed, og fordi Alex James synger som han gør, fatter man med det samme sympati for ham, selvom det er ham, der er skurken. Han ved, at det han gør er forkert: "Father Forgive Me, 'Cause I Knew What I Was Doing. I Set A Snare For Myself And Fell Headlong Into ruin.". Han angrer og lider, men han kan ikke handle anderledes, og nu be'r han om at få sin straf, sin nemesis, så han kan holde det ud: "Burn My Lips
With Coals And Burn My Insides".
Alle kender følelsen, ikke kun i forbindelse med utroskab, men i forbindelse med svigt på andre måder. Og vi har jo alle svigtet. Eller er blevet svigtet. På et eller andet tidspunkt. Jeg finder en fantastisk trøst i dette nummer. Det får mig til at føle, at det er okay - at jeg er okay, for jeg er et menneske. Og at være menneske betyder, at man indimellem begår fejl, at man træder forkert. At lytte til nummeret gør ikke fejltrinene mere rigtige, men mine ambitioner om at være et godt menneske får en realistisk karakter og presset på mine skuldre mindskes. For jeg er ikke alene. Jeg er ikke den eneste der træder forkert. Det gør man, når man er menneske.
Jeg ved det godt. Der er allerede begyndt at tegne sig et billede af, hvilke sange det især er, der falder i min smag; dødeligt smukke melodier, sort melankoli og hjerteskærende tekster. Så nem er jeg - og dog.
"Traded For Fire" er et af de numre, jeg har lyttet mest til nogensinde. Det er uden tvivl verdens smukkeste nummer... om utroskab. - Og tænk at utroskab kan gøres smukt. Havde jeg ikke hørt dette nummer, ville jeg nægte, at det kunne lade sig gøre. Nummeret har en langsom rytme og er ret monoton. Det er det samme der bliver spillet i en stor del af sangen, men det passer perfekt i denne sammenhæng. Musikken er smuk, men den skal ikke gøre stor væsen af sig. Ikke på et nummer som dette. Men monoton er ikke det samme som anonym - for det er musikken bestemt ikke. Det sørger både klaveret og celloen for.
Teksten er et kapitel for sig. Den er intet mindre end utrolig, og i løbet af nummeret får Alex James sagt nogle vanvittigt smukke ting:"I Gave Her My Death And Stole From Her Life". Alt dette får nummeret til at gå op i en højere enhed, og fordi Alex James synger som han gør, fatter man med det samme sympati for ham, selvom det er ham, der er skurken. Han ved, at det han gør er forkert: "Father Forgive Me, 'Cause I Knew What I Was Doing. I Set A Snare For Myself And Fell Headlong Into ruin.". Han angrer og lider, men han kan ikke handle anderledes, og nu be'r han om at få sin straf, sin nemesis, så han kan holde det ud: "Burn My Lips
With Coals And Burn My Insides".
Alle kender følelsen, ikke kun i forbindelse med utroskab, men i forbindelse med svigt på andre måder. Og vi har jo alle svigtet. Eller er blevet svigtet. På et eller andet tidspunkt. Jeg finder en fantastisk trøst i dette nummer. Det får mig til at føle, at det er okay - at jeg er okay, for jeg er et menneske. Og at være menneske betyder, at man indimellem begår fejl, at man træder forkert. At lytte til nummeret gør ikke fejltrinene mere rigtige, men mine ambitioner om at være et godt menneske får en realistisk karakter og presset på mine skuldre mindskes. For jeg er ikke alene. Jeg er ikke den eneste der træder forkert. Det gør man, når man er menneske.
February 15, 2007
1963
New Order
Jeg elsker gode historier, og når de bliver kombineret med gode melodier, elsker jeg dem endnu mere. Dette nummer er et godt eksempel herpå. Udover at være en utrolig catchy popsang, som er en yndet favorit, når jeg får lyst til at danse, bærer den også på en hemmelighed. Eller hemmelighed er måske så meget sagt, men den er i hvert fald inspireret af noget der kunne have været en fantastisk hemmelighed. Sådan en hemmelighed, som udover at være en rigtig god historie, også er omgivet af mystik. En hemmelighed der aldrig bliver afsløret fordi den simpelthen ikke kan afsløres. Meningerne er modsatrettede, og der er ingen endegyldige beviser. Det er sådan en sang "1963" er.
Sangen er inspireret af en af konspirationsteorierne omkring mordet på John F. Kennedy. Det var ikke meningen at kuglen skulle have ramt ham; den var tværtimod beregnet til Jackie Kennedy. I følge teorien havde John F. Kennedy nemlig en affære med Marilyn Monroe, men fordi han var katolik, kunne han ikke lade sig skille. "Johnny, Don't Point That Gun At Me". Det er Jackie der synger :" He Told Me To Close My Eyes, My Gift Would Be A Great Surprise, I Saw Tears Were In His Eyes, He Never Meant To Hurt me, Oh God Johnny". Der er dog flere detaljer i sangen, der ikke stemmer overens med virkeligheden, men egentlig betyder det ikke noget. Det der betyder noget er, at det er en fantastisk historie - og den virker. Man digter videre, man opstiller hypoteser, afprøver dem og finder på nye.
Sangen kan dog sagtens stå alene - uden mystikken omkring JFK. For selv når man ser bort fra dette aspekt, er sangen fantastisk. Den beholder sin melankolske og dramatiske stemning " There Was too Many Ways That You Could Kill Someone, Like In A Love Affair, When The Love Has Gone". Og det er netop det der gør at sangen, i mine øjne, bliver helt enestående. På den ene side bærer den på en hemmelighed, og på den anden side er det en universel sang om kærlighedens sidste krampetrækninger inden den fader ud og bliver til noget der engang var.
Jeg finder stadigvæk nye tolkninger på sangen, selvom jeg har lyttet enormt meget til den. Handler den om JFK? Har "Johnny" fundet en anden, og hvorfor vil han så skyde kvinden i sangen? Er det hende, der har fundet en anden? Eller er han nødt til at skyde hende fordi han har begået en forbrydelse og vil skåne hende for følgerne og skammen? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at sangen er gribende og helt utroligt god.
Jeg elsker gode historier, og når de bliver kombineret med gode melodier, elsker jeg dem endnu mere. Dette nummer er et godt eksempel herpå. Udover at være en utrolig catchy popsang, som er en yndet favorit, når jeg får lyst til at danse, bærer den også på en hemmelighed. Eller hemmelighed er måske så meget sagt, men den er i hvert fald inspireret af noget der kunne have været en fantastisk hemmelighed. Sådan en hemmelighed, som udover at være en rigtig god historie, også er omgivet af mystik. En hemmelighed der aldrig bliver afsløret fordi den simpelthen ikke kan afsløres. Meningerne er modsatrettede, og der er ingen endegyldige beviser. Det er sådan en sang "1963" er.
Sangen er inspireret af en af konspirationsteorierne omkring mordet på John F. Kennedy. Det var ikke meningen at kuglen skulle have ramt ham; den var tværtimod beregnet til Jackie Kennedy. I følge teorien havde John F. Kennedy nemlig en affære med Marilyn Monroe, men fordi han var katolik, kunne han ikke lade sig skille. "Johnny, Don't Point That Gun At Me". Det er Jackie der synger :" He Told Me To Close My Eyes, My Gift Would Be A Great Surprise, I Saw Tears Were In His Eyes, He Never Meant To Hurt me, Oh God Johnny". Der er dog flere detaljer i sangen, der ikke stemmer overens med virkeligheden, men egentlig betyder det ikke noget. Det der betyder noget er, at det er en fantastisk historie - og den virker. Man digter videre, man opstiller hypoteser, afprøver dem og finder på nye.
Sangen kan dog sagtens stå alene - uden mystikken omkring JFK. For selv når man ser bort fra dette aspekt, er sangen fantastisk. Den beholder sin melankolske og dramatiske stemning " There Was too Many Ways That You Could Kill Someone, Like In A Love Affair, When The Love Has Gone". Og det er netop det der gør at sangen, i mine øjne, bliver helt enestående. På den ene side bærer den på en hemmelighed, og på den anden side er det en universel sang om kærlighedens sidste krampetrækninger inden den fader ud og bliver til noget der engang var.
Jeg finder stadigvæk nye tolkninger på sangen, selvom jeg har lyttet enormt meget til den. Handler den om JFK? Har "Johnny" fundet en anden, og hvorfor vil han så skyde kvinden i sangen? Er det hende, der har fundet en anden? Eller er han nødt til at skyde hende fordi han har begået en forbrydelse og vil skåne hende for følgerne og skammen? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at sangen er gribende og helt utroligt god.
Subscribe to:
Posts (Atom)
