March 18, 2008

Young Love

Moto Boy

For mit vedkommende startede dette års forår allerede i januar. Det var nemlig her, at jeg for første gang hørte Young Love. Siden da har jeg hørt den et utal af gange, og hver gang har jeg følt de små karakteristiske jordskælv af glæde i kroppen, som foråret altid giver mig. Når jeg lukkede øjnene, kunne jeg nærmest dufte foråret på trods af, at jeg befandt mig i marts måneds sne og kulde.

Young Love starter med en lille mild og optimistisk melodi på en elektrisk guitar med en svag stortromme i baggrunden. Og så starter svenske Oskar/Moto Boy med at synge. Og åh, hvilken stemme! Den er utrolig, og på alle måder perfekt. Det er sjældent, jeg har hørt en stemme, der kan spænde fra de helt lyse toner til de mørke og stadig have sådan en klar klang. Til releasefesten på pladen i Malmø gik det i særdeleshed op for mig, hvor fantastisk han synger. Rummet var proppet til randen med mennesker, og det eneste Moto Boy havde med sig var sin ensomme elektriske guitar. Alligevel formåede han at synge så selv de bagerste blev ramt, og taget på det nærmeste blev løftet af.

"Young Love, burning a hole in my heart. Young Love burning a hole in my heart. Find me and take me where my love belongs. Burn me. I want it 'cause my love is yours".


Young Love
er dette årtis ultimative kærlighedssang. Så er det sagt. Når man hører nummeret fordufter alle ens småproblemer som dug fra en forårsmorgensol. Man føler sig i stedet opløftet og får lyst til at smile og trække på skuldrene over de ting, der før syntes så problematiske og deprimerende, og som nu i stedet virker fjollede.

Young Love handler om den altopslugende kærlighed. Om længslen efter den store kærlighed, de store følelser og ikke at stille sig tilfreds med andet end den. "They asked me: "What do you think you will find"? And I replied: "I don't know but its something devine".

Jo længere man kommer ind i nummeret, jo flere ting kommer der på. Det starter med lidt flere trommer, lidt mere kor, lidt mere intensitet i Moto Boys stemme og lidt mere nynneri. Og særligt nynneriet skal fremhæves. Jeg tror aldrig rigtigt, at nynneri har sagt mig noget andet end, at det måske til tider har været lidt irriterende. Men Moto Boys nynnen er himmelsk at lytte til, og egentligt nok det der gør, at jeg synes, at nummeret er så godt. Gennem nummeret akkompagneres hans nynnen af ham selv. Det minder om den måde Julee Cruise synger kor på sig selv på, og selvom jeg er vild med det, når Julee Cruise gør det, så lyder det endnu mere fantastisk, når Moto Boy gør det.

Hvis jeg skulle vælge en sang, som jeg skulle have med på en øde ø, ville jeg vælge "Young Love". Så ville jeg være sikker på, at jeg altid ville bevare håbet om at blive reddet, og imens ville jeg føle mig glad, let og forventningsfuld.

September 15, 2007

Song For The Angels

Great Lake Swimmers

Der er et sted i Valbyparken, som er mit. Når jeg sidder der på græsset med træerne ved min side, vinden i mit ansigt og vandet for mine fødder, føler jeg, at jeg bliver lettere. Jeg kan mærke hvordan mine tanker en for en bliver opløst, og hvordan mine skuldre igen løfter sig. Jeg bliver ladet op. Fyldt med ny energi. Langsomt kommer farverne tilbage til mit blik, og det hele bliver så forbandet smukt. Jeg kan sidde der i timevis. Bare stirre på bølgerne, på himlen, på jorden. Alene men altid med musik. "Song For The Angels" er et af de numre, jeg ofte hører, når jeg er ude i naturen. Stemningen i nummeret får mig til at føle mig tryg. Den får mig til at ryste det kunstige i livet af mig, så jeg føler mig helt rå og ægte.

Nummeret er bygget op omkring en akustisk guitar kun tilsat enkle bløde toner fra en elektrisk guitar og lidt kor. Tony Dekker synger med en ømhed, som næsten kun kan sammenlignes med en mor, der synger en vuggevise for sit nyfødte barn. Det er eftertænksomt og blidt, og hans stemme føles som en beskyttende dyne.

"Song For The Angels" er et refleksivt og magisk nummer. For selvom det på overfladen kunne lyde som endnu en kærlighedssang, er det også en hyldest til naturen, en hyldest til det, der er større end os. Det er en påmindelse om, at vores liv er flygtigt, og at mange før os har været samme sted og følt det samme. "I Know That I Am Just A Drop Of Water, Frozen Into Ice On The Stormy Earth, Who Gave Us Birth, Over And Over In Cycles, Lovely Cycles". Og et eller andet sted, er det en helt utrolig lettelse. For det minder mig om, hvad der er vigtigst her i livet. Og det trøster mig.



September 3, 2007

This Is Hardcore (End Of The Line Remix)

Pulp

Når jeg tænker på Pulp, er det ikke just smukke symfoniske ballader, jeg kommer til at tænke på. Men ikke desto mindre er det lige præcis, hvad dette 3 minutter og 2 sekunder lange stykke musik er. En overvældende mini-symfoni. Og så handler det alligevel kun om tyve sekunder. Tyve enestående sekunder:

1.16 - 1.46: Jeg har aldrig hørt noget så smukt. Mit hjerte holder op med at slå, og et deja vu af tanker og minder gennemspiller sig som en sort/hvid film for mine øjne. Alt det der har gjort mig til den, jeg er i dag. Sorgerne, tankerne, smerten. Disse tyve sekunder er mig; det er mit hjertes melodi. Mine ord føles tomme og meningsløse, når jeg prøver at beskrive, hvad det er, der sker, når jeg hører de få fantastiske sekunder. Men der er violiner. Smukke, utrolige violiner, der med deres triste, ømme lyd lægger en beskyttende hinde omkring mig. Jeg kan sidde i et tog, stå i en butik, cykle, løbe, gå eller stå - det gør ingen forskel. Så snart de blide toner rammer mit indre, standser alt i min krop og ingenting betyder noget mere. Det er mit hjerte. Det er min melodi. Det er sådan jeg er.

June 25, 2007

Nova

Corvine

Naturen gør noget ved mig. Det har den altid gjort. Da jeg var tolv år, stod jeg engang på en færge og hørte musik i min walkman. Jeg stod for enden og kiggede på bølgerne og den smukke natur vi sejlede forbi, og med et blev jeg grebet af en voldsom trang til at hoppe ned i vandet. Jeg kan stadig fremkalde følelsen, og den sitren af angst som overvældede mig bagefter. For selvom det kun var et kort sekund, så tænkte jeg på at gøre det, og et øjeblik troede jeg, at jeg ville gøre det. Episoden er karakteristisk for mit forhold til naturen: Den gør noget ved mig som jeg ikke kan styre - og når naturen kombineres med musikken forstærkes mine følelser og gør forholdet endnu mere ukontrollerbart.

"Nova" er et af de numre der i særdeleshed appelerer til naturen. Den har en voldsom intensitet og selvom jeg godt ved, at nummeret ikke er opstået af sig selv, så virker det sådan. Det er nærmest spirituelt.

Slæbende trommer og rislende guitarstrømninger slår stemningen an allerede fra nummerets begyndelse. Den er tung, mørk og dyster. Og så kommer det pludseligt; det uventede og falset-agtige "Cha ka ka ku ku ku ku" fra forsanger Marius Lynghjems mund. Det virker banalt på skrift, men passer på forunderligvis perfekt til sangen. Netop dette uforklarlige input gør, at nummeret virker endnu mere stærkt og selvstændigt.

En guitar spiller en melankolsk melodi, mens Lynghjem synger: "Now It's Time To Let Yourself Go" inden nummeret eksploderer i et intenst uvejr af et omkvæd. De rislende guitarstrøminger bliver mere tydelige og trommerne hårdere. "Hold On To The Ground" råber Lynghjem igen og igen og med mere og mere panik i stemmen, jo længere man kommer frem i nummeret. Og jeg ved hvordan han har det.

Når jeg hører nummerets sidste minutter, som bedst kan beskrives som et guitarinferno, får jeg en uafrystelig trang til at løbe væk. Ud på markerne eller ind i skovene og blive slået omkuld af vinden og våd af regnen. Jeg må kaste mig på jorden og holde fast i græsset, mens skyerne og mørket prøver at sluge mig, og jeg råber af alt det onde, som prøver at bedøve mig med sine sorte følelser. Der er jordskælv i mit indre, og jeg kan kun håbe på, at naturen er mig nådig.

"Now It's Forever, Now It's Forever, Now It's Forever"

May 1, 2007

Excuse Me While I Break My Own Heart Tonight

Whiskeytown

Til daglig er det ikke noget, jeg tænker over, men når jeg sætter musikken på, mærker jeg det straks: Jeg er ikke ovre min Ryan Adams-forelskelse endnu! Et enkelt ord fra hans mund, og jeg kan mærke forelskelsen blusse op. Men hvad er det i virkeligheden? Hvorfor er jeg vild med manden? Han laver jo åbenlyst ikke længere musik, der er for mig, og vores sidste møde endte med skuffelse og hul i maven. Alligvel skal jeg bare sætte en gammel plade på, og vupti, så er den der. Gammel kærlighed ruster alligevel ikke, åbenbart.

Der findes to versioner af dette nummer, og selvom jeg har hørt begge enormt meget, er det umuligt for mig at beslutte hvilken, jeg bedst kan lide. Alligevel vælger jeg at skrive om versionen fra "Strangers Almanac", fordi den, på trods af teksten, gør mig i utroligt godt humør. Eller godt humør er måske så meget sagt; den giver mig lyst til at drikke mig fuld. Og jeg mener ikke elegant fuld, hvor man sidder pænt på sin stol i baren og behersket styrer alle sine bevægelser. Nej, jeg mener sådan rigtigt beskidt og ucharmerende fuld. Den slags fuldskab, hvor man bliver klistret ind i øl, vælter ned fra stolen og ikke kan komme op igen. Den slags fuldskab, hvor man insisterer på at cykle hjem, selvom man er helt sikker på at vælte, og ligger og skråler sine yndlingssange nede på asfalten med cyklen ovenpå sig. Den slags fuldskab, hvor man vågner næste morgen og har dunrende hovedpine, den største eftertørst i mands minde og mindst et par skrammer og hudafskrabninger fra nattens eskapader. Det er den slags fuldskab, jeg taler om. Og det er sådan et nummer "Excuse Me While I Break My Own Heart Tonight" er.

"Well, Excuse Me If I Break My Own Heart, It Was Mine From The Finish, I Guess It Was Mine From The Start". Ryan Adams melder klart ud. I aften bliver han ulykkelig. Men han græder ikke, og er ikke bedøvet af sorg; i stedet ser han sin skæbne i øjenene...Og drikker smerten væk: "This Situation Keeps Me Drinking Every Goddamn Day And Night". Her er alternativ country, når det er allerbedst. En catchy og uptempo melodi med banjo og steelguitar tilsat en helvedes masse heartbreak. Så kan det næsten ikke blive smukkere.

Og det er jo derfor, at jeg kan lide Ryan Adams. Når han synger, krænger han al sin ensomhed og desperation ud. Hans stemme er hæs og rå, og i numre som dette, får han mig til at smide min kappe med hæmninger og for en stund glemme alt om hverdagens dårlige samvittighed og ansvar. Og nogle gange er det alt, hvad man har brug for. Så Ryan, jeg tilgiver dig (og krydser fingre for, at den kommende plade får mig til at glemme, at du nogensinde svigtede mig). Og lad det så blive weekend!

April 22, 2007

If You Go Away

Scott Walker

"Ne Me Quitte Pas". Sådan hedder sangen på fransk. Den er oprindeligt skrevet af Jacques Brel i 1958, og er sidenhen sunget af mange store sangere og sangerinder. Scott Walker er en af dem, og det er hans version, jeg vil skrive om her.

Der er lavet mange sange om ulykkelig kærlighed; jeg har skrevet om nogle få af dem; "Pain In Any Language" der med sin smerte og desperation ønskede hævn, og "Gloomy Sunday" der med sin sorte melankoli gav op, og sagde farvel til denne verden. "If You Go Away" er anderledes. Den er på een gang erkendende overfor den tabte kærlighed og alligevel håbefuld.

Det første man møder er en akustisk guitar der igen og igen spiller det samme simple og triste stykke af en melodi. Guitaren akkompagneres af violiner, der blidt spiller det samme. ”If You Go Away On This Summerday, Then You Might Aswell Take The Sun Away”. Scott Walker er ved at miste sin kærlighed. Han prøver at få hende til at blive, og synger med en utrolig følelse og indlevelse. Hans stemme smyger sig omkring mig, og er så blød og blid, at jeg nærmest føler, at bliver løftet fra jorden og svæver.

Ved omkvædets start ændrer stemningen i nummeret sig og bliver mere lys. Violinerne går fra de dybe og mørke toner til de lyse og gribes af den nyfundne optimistiske stemning. Lette trommer og en mild harpe kommer til og hjælper solen med at trænge gennem skyerne. Og strålerne rammer Scott Walker: ”But If You Stay, I’ll Make You A Day Like No Day Has Been Or Will Be Again. We’ll Sail The Sun, We’ll Ride On The Rain And Talk To The Trees And Worship The Wind". Han er håbefuld og tror stadig, at han kan overtale hende til at blive. Men så ændrer stemningen sig igen, skyerne kommer tilbage, og himlen bliver mørkere end nogensinde før. Musikken bliver mere dyster og dramatisk, og det samme gør Scott Walker:

"If You Go Away, As I Know You Will, You Must Tell The World To Stop Turning. Turning. 'Til You Return Again, If You Ever Do, For What Good Is Love Without Loving You. Can I Tell You Now As You Turn To Go, I'll Be Dying Slowly 'Til The Next Hello. If You Go Away. If You Go Away. If You Go Away".

Jeg har svært ved at rumme denne sekvens i nummeret. Scott Walker synger med en sjældent hørt erkendelse i stemmen. Hans måde at synge ordene på, får mit blik til at sortne og min verden til at gå i stå. Mit hjerte synker ned i maven, og jeg bliver nødt til at trække vejret dybt for at undgå, at tårerne skal oversvømme mine øjne. Alt i min krop stivner, og det eneste jeg kan, er at føle sorgen i hans stemme.

Slutningen af nummeret er tydeligt præget af, at Scott Walker nu har erkendt, at han ikke længere kan fastholde håbet: ”If You Go Away, As I Know You Must, There’d Be Nothing Left In This World To Trust, Just An Empty Room Full Of Empty Space, Like The Empty Look I See On Your Face”. Et kor af engle støtter ham, mens den sidste snert af håb siver bort fra hans hænder. Han har tabt, og jeg kan se hans triste blik, mens han kigger efter hende gennem vinduet, og sagte konstaterer for sig selv: ”And I’d Have Been The Shadow Of Your Shadow, If You Might Have Kept Me By Your Side”.

”If You Go away” er et vidunderligt nummer. Det gør dybt indtryk på mig, og efterlader spor i mit indre længe efter, at jeg har hørt det. Musikken tager en del af æren for, at nummeret er så enestående, men det er Scott Walker, der gør det helt specielt. Hans stemme er så fuld af patos og ømhed, at man rammes og overvældes og gennemgår smerten med ham. Det er en sjælden oplevelse, der på en gang både er smuk og frygtelig. Ingen af de andre versioner af sangen har denne effekt på mig - selv ikke Jacques Brels egen.

April 9, 2007

The Black Amnesias

Hope Of The States

Hvis "Gloomy Sunday" var en 'chanson macabre', er dette nummer det i høj grad også. Det er det tætteste man kommer på absolut mørke uden at være rigtig død. Godt nok har "The Black Amnesias" ikke helt samme historie som "Gloomy Sunday", men stemningen som sangen fremkalder, minder om den man rammes af i "Gloomy Sunday". Her blot i en mere koncentreret og stærk form. Med andre ord er dette nummer ikke for skrøbelige sjæle; i hvert fald bør man passe på, at man ikke bliver filtret ind i dens mørke og dystre univers. For selvom det netop er det fantastiske og specielle ved nummeret, er det også det dødbringende.

"The Black Amnesias" et et instrumentalt nummer som indleder Hope Of The States' første plade "The Lost Riots". Allerede fra nummerets første sekunder, som slåes an af en plaget og forstyrret guitar, mærker man stemningen i nummeret. Det er dog især i omkvædet med de støjende og lidende guitarer, den ulykkelige violin og de tunge og triste trommer, at jeg overvældes. Det føles som om alle de mørke følelser jeg nogensinde har følt bliver sluppet fri, og nu hvirvler rundt i min krop, som var de blade i en orkan. Pludselig forstår jeg hvorfor bandets ene guitarist tog sit eget liv under indspilningen af pladen. Det er et ensomt nummer til det ensomme menneske. Det bekræfter alle ens mørke følelser og sorte tanker, og selvom det mest af alt kunne lyde som en forbandelse, så er det også meget smukt. For når det er så sort og dystert, bliver det på en måde også rent og ukompliceret.

Jeg holder mest af at lytte til nummeret, når jeg er udenfor. Inde midt i skoven eller ude ved vandet, hvor naturens elementer forstærker nummerets udtryk. Og det er her, at man skal være ekstra varsom. Jeg bliver i hvert fald stærkt overvældet hver eneste gang. Og selvom jeg indimellem kæmper imod, må jeg overgive mig og lade mig vælte. Der er ikke noget jeg kan gøre. Det er som at svømme i havet og blive trukket ned at understrømmen, og derefter skulle kæmpe for at komme fri af vandets og bølgernes greb. Nogle klarer den, mange gør ikke. Jeg er i hvert fald glad for at nummerets sidste minut river mig ud af min trance med sin forholdsvis umelodiøse larm og voldsomhed. Sluttede nummeret ikke på denne måde, tror jeg, at "The Black Amnesias" ville komme til at ligne "Gloomy Sunday" på mere end blot stemningen.